Øieblikket Nr. 8

1. Bibliografisk beskrivelse

Øieblikket Nr. 8 forelå færdigtrykt fra Bianco Lunos Bogtrykkeri den 12. sept. 1855.* På titelbladet findes datoen »11 Septbr. 1855«.* Skriftet blev annonceret som udkommet i Adresseavisen, Fædrelandet og Berlingske Tidende, alle nr. 214, den 14. sept. 1855.* Det kostede 20 skilling og udkom på forlaget 👤C.A. Reitzels Bo og Arvinger.

Tre eksemplarer af Øieblikket Nr. 8 er blevet kollationeret; de benyttede eksemplarer er:

A Søren Kierkegaard Forskningscenterets arbejdseksemplar, privat indbundet og beskåret.*

B 📌Det Kgl. Biblioteks eksemplar, indbundet og beskåret, katalogsignatur F, 2656 - 8o, ex. 1.

C Søren Kierkegaard Forskningscenterets eksemplar, uindbundet og ubeskåret.

Ved den interne kollation af de tre eksemplarer blev der ikke konstateret afvigelser. Eksemplar A danner grundlag for den følgende beskrivelse.

Kollationeringsformel

8o. [1]8 27. $2 signeret. 15 blade. Paginering [1-3], 4-30.*

Formatet er oktav. Skriftet har et omfang på 30 sider, svarende til 15 blade fordelt på 1 ⅞ ark,* og er pagineret 4-30, idet bl. 1r-2r er uden paginering.

S. [1] udgør titelbladet med indholdsfortegnelsen, s. [3]-10 indeholder »Samtidigheden; hvad Du gjør i Samtidighed | er det Afgjørende.«, s. 11-14 »Man lever kun een Gang.«, s. 15-17 »En Evighed til at fortryde!«, s. 18-20 »Hvad der evigt lader sig erindre?«, s. 21-23 »Et Billede paa Livet, | og | Et Billede af Livet.«, s. 24-27 »Den guddommelige Retfærdighed.« og s. 28-30 »Skjælv – thi Gud er det i een Forstand saa | uendeligt let at narre!« Titelbladets bagside er blank.

Ark 1 er uden signatur; ark 2 har prima- og sekundasignatur. Primasignaturen (arknummeret) er angivet med arabertal, sekundasignaturen med arabertal fulgt af asterisk.

Beskrivelse af Øieblikket Nr. 8 i eksemplar A

Det beskårne hæftes blade måler ca. 121 × 193 mm.* Hæftets tykkelse er ca. 1 mm.

Papir

Der er benyttet almindeligt trykpapir af en ret kludeholdig kvalitet.

Typografi

Det fremherskende skriftsnit er fraktur; enkelte steder er benyttet tekstur (gotisk) og til titlen på forsiden skriften medolin. Til latinsk tekst er brugt antikva, og fremhævet tekst er sat med fed eller spatieret skrift.

Titelbladet er med to skillestreger – den ene enkelt, den anden dobbelt – delt i tre felter. I det øverste felt er anført skriftets titel og nummer, i det mellemste en indholdsfortegnelse, datoen »11 Septbr. 1855.« samt forfatternavnet, i det nederste udgivelsessted, forlag og trykkeri. Titlen er spatieret og sat med medolin i skriftets største punktstørrelse, ca. 6 grader over brødteksten.* Nummerangivelsen er sat med mindre punktstørrelse, ca. 4 grader over brødteksten. Overskriften »Indhold:« er sat med spatieret, fed tekstur, mens forfatternavnet er sat med fed fraktur, begge i samme punktstørrelse som brødteksten. Indholdsfortegnelsen og datoangivelsen er ca. 1 grad mindre. Udgivelsesstedet er sat med fed, lang tekstur i samme punktstørrelse som brødteksten. Forlæggernavnet er spatieret og ca. 1 grad mindre end brødteksten, mens trykkeriangivelsen ca. 2 grader mindre. Titelbladet er gengivet som illustration 25.

Overskrifterne til de forskellige artikler er sat med fed, ca. 1 grad større end brødteksten, og adskilt fra brødteksten med en tynd skillestreg. I overskriften »Samtidigheden; hvad Du gjør i Samtidighed | er det Afgjørende.« er der imellem »Afgjørende« og punktum indsat en fodnote. Fodnoten er sat med en punktstørrelse ca. 1 grad mindre end brødteksten. I overskriften »Et Billede paa Livet, | og | Et Billede af Livet.« er 'og' som det eneste ord i ordinær, sat med ca. 1 grad mindre punktstørrelse end brødteksten. Bibelcitatet på s. [3] er sat med ca. 1 grad større punktstørrelse end brødteksten. På s. 7 begynder en fodnote, der fortsætter om på s. 9 og er sat med en punktstørrelse ca. 1 grad mindre end brødteksten. I »En Evighed til at fortryde!« markerer tre asterisker et større ophold i teksten ved nyt afsnit. I »Et Billede paa Livet, | og | Et Billede af Livet.« markeres et lignende ophold af en tynd skillestreg. Alle artiklerne indledes med en uncial, der er ca. 2 grader større end brødteksten.

25. Titelblad til Øieblikket Nr. 8. Naturlig størrelse, beskåret

En normalside har 32 linjer. Tekstkolumnen måler 88 × 158 mm. Brødteksten er sat i ca. 10 punkt (korpus). Der er dobbelt ordmellemrum efter punktum. Artiklerne afsluttes med en enkelt finalestreg, den sidste artikel dog med en dobbelt.

Der er enkelte sætter- og trykfejl i førstetrykket. Sætter har sat »blivet« for »bliver« (SKS 13, 353,9) samt »for« i stedet for »før« (363,21). Trykfejl skyldes de fleste steder læderede typer;* et manglende 'h' i »han« er et eksempel på typeudfald (367,21).