227
18
►294At »Christenhed« er fra Slægt til Slægt et Samfund af Ikke-Christne; og Formelen, hvorefter dette foregaaer.
✂ Formelen er denne: naar den Enkelte er kommet til den Alder, at der kunde være Tale om i Betydning af det nye Testamentes Christendom at blive Christen, da mener han som saa, at han dog ikke rigtigt kunde beslutte sig dertil. Derimod har han rigtig Lyst til – at gifte sig. Ah! Han anstiller da følgende Betragtning: »jeg er egentlig allerede for gammel til at blive Christen« (Christenhedens Grundløgn; thi ifølge det nye Testamente skal man være Mand for at kunne blive Christen) »nei, Christen maa man blive som Barn, det maa tages fra Barndommen af. Saa vil jeg nu gifte mig, avle Børn – og de, de skal blive Christne«.
✂ Prægtigt! Og naar disse Børn hver især ere komne til den Alder, at der ifølge det nye Testamente kunde være Tale om at blive Christen, saa raisonerer hver især som ►S. T. deres Hr. Fader og Fru Moder raisonerede: »jeg er egentlig allerede for gammel til at blive Christen, nei, det maa tages fra Barndommen; nu maa jeg« (►ligesom 👤Trop siger at det er for 👤Pryssings Regning han ligger ude i 📌Dyrehaven) »nu maa jeg see for Christendommens Regning at ►komme i Brudeseng – og mine Børn, de skal blive Christne«.
✂ 19►Abracadabra; Amen, Amen, i Evighed Amen; Ære være Præsterne!
✂ Dette er Hemmeligheden med »Christenhed«, en Uforskammethed uden Lige ►i Retning af at ville ►sætte Gud en Vox-Næse paa, en Uforskammethed, som dog, under Navn af at være sand Christendom, velsignes af ►Præsterne, disse eedfæstede Lærere, dette tvetydige Compagnie, som (hvad Enhver der har nogen ►Praxis maa vide ►er saa, uden at derfor Enhver kjender nok til det nye Testamentes Christendom for ret 295at ækles derved) især søger at holde gode Miner med Jordemødrene. Læg Mærke dertil, og Du skal see det er, som jeg siger, der er en hemmelig Forstaaelse mellem enhver Præst og Jordemødrene, de forstaae med hinanden, at det er af228 yderste Vigtighed for Præsten, hvorledes han staaer sig med Jordemoderen, og de forstaae med hinanden, at de dog væsentligen have Næringsvei tilfælles – og Præsten er ved Eed forpligtet paa ►det nye Testamente, der anpriser eenlig Stand. Men ►det forstaaer sig, »Christenheds« Christendom er ogsaa lige det Modsatte af det nye Testamentes Christendom, og derfor disse ►Skjørteklædte (jeg mener ikke Jordemødrene men Præsterne) geskjeftige som ►Koblersker, ►paafærde i ►Barselstuerne.
✂ For »Christenheds« Christendom dreier Alt sig om at faae den Sætning ►sat fast: man bliver Christen som Barn, skal man rigtigt blive Christen, maa man blive det som Barn, fra Barn af. Dette er Grundløgnen; ►gaaer den igjennem, ►saa god Nat det nye Testamentes Christendom! Saa har »Christenhed« vundet Spillet, en Seier, der meest passende festligholdes ved et rigtigt Æde- og Drikke-Gilde, et vildt ►Comment med ►Bacchanter og Bacchantinder (Præster og Jordemødre) i Spidsen for Lystigheden.
✂ Sandheden er: man kan ikke blive Christen som Barn, 20 det er lige saa umuligt som det er umuligt for et Barn at avle Børn. Det at blive Christen forudsætter (ifølge det nye Testamente) en fuldstændig menneskelig Tilværelse, hvad man maatte kalde i naturlig Forstand Mands Modenhed, – for nu at blive Christen ved at ►bryde med Alt, hvad man umiddelbart hænger ved. Det at blive Christen forudsætter (ifølge det nye Testamente) en personlig Bevidsthed om Synd og om sig som Synder. Man seer da let, at dette Hele med som Barn at blive Christen, ja at man netop maa blive det som Barn, er hverken mere eller mindre end Fjas, som fjasende Præster, formodentlig i Kraft af deres Eed paa det nye Testamente, sætte Menneskene i Hovedet, for at »Præstens« Næringsvei og Carriere kan komme istand.
✂ Lad os vende tilbage til Begyndelsen. Den Enkelte sagde: »jeg er egentligen allerede for gammel til at blive Christen; men saa vil jeg gifte mig – og mine Børn de skal« o. s. v. Havde det virkelig været denne Enkeltes Alvor med at blive Christen, havde han sagt: »jeg er nu i den Alder, at jeg kan blive Christen. Selvfølgeligt kunde det da naturligviis 296aldrig falde mig ind at ville gifte mig. Selv om det ikke var saa, at Christendommen anbefaler eenlig Stand, ►hvad Forbilledet udtrykker, medens ►»Apostelen«, tydeligt nok mod sin Villie, seer sig nødsaget til at give en Smule efter for den giftelystne Mængde, og, som Een, der er kjed af at høre et229 evigt Vrøvl om det Samme, tilsidst giver lidt efter, at naar galt skal være, er det bedre at gifte sig end at lide Brynde – selv om dette ikke var saaledes: det kunde alligevel aldrig falde mig ind at gifte mig; Opgaven at blive Christen er saa uhyre, ►hvor skulde jeg saa ►falde paa at indlade mig i dette Sinkerie, hvor meget end Menneskene især i en vis Alder fremstille det som og ansee det for den største Lyksalighed! Oprigtigt talt, jeg fatter 21 ikke, hvorledes det er faldet noget Menneske ind at ville forene det at være Christen med at være gift, dette vel at mærke forstaaet saaledes, at jeg derved ikke tænker paa, om f. Ex. En, der allerede var gift og havde Familie, nu først i den Alder blev Christen, nei, jeg mener, hvorledes En, der er Ugift og ►siger sig at være blevet Christen, hvorledes han kan falde paa at gifte sig. En Frelser kommer til Verden for at frelse, hvem? ►de Fortabte. Af disse er der ►saa vist nok, thi de ere Alle fortabte; og Enhver der fødes, er ved at være født en Fortabt. Til hver Enkelt siger saa Frelseren: vil Du frelses? Selv hvis Frelseren nu Intet talte om eenlig Stand, mig synes det følger saa ganske af sig selv, at det ikke behøvede at siges, at en Christen ikke gifter sig; det var dog virkelig det Mindste man kunde forlange af En, der selv blev frelst, og ►saa dyrekjøbt, at det skete ved en Andens qvalfulde Liv og Død, det var dog det Mindste man kunde forlange af ham, at han ikke befattede sig med ved at avle Børn at skaffe flere Fortabte; thi af dem er der virkelig nok. Ved ►Slægtens Forplantelse øses der som gjennem et Overflødighedshorn Fortabte ud – og saa skulde Den, der frelstes, til Tak for sin Frelse, ogsaa være med for ved Slægtens Forplantelse at levere sit Bidrag af Fortabte.«
✂ Altsaa den Enkelte, der vilde gjøre det til Alvor med at blive Christen, han standsede ved sig selv – just der ligger ogsaa, christeligt, Alvoren; han standsede ved sig selv og forstod, at Opgaven var: at han blev Christen; han standsede ved sig selv, i den Grad at det aldeles ikke kunde falde ham ind at gifte sig; han udtrykte det Modsatte af hvad ethvert Menneske naturligt maa siges at udtrykke, en Mulighed af en maaskee gjennem lange Tider fortsat Slægt, som nedstammer fra ham, 297han udtrykte det Modsatte: at ►slutte af; han forholdt sig omvendt (derfor, christeligt, rigtigt) til For22tabelsens Masse, befattede sig ikke med at forøge denne, men forholdt sig negativt til den. I »Christenheds« Christendom anderledes; Batailloner Avlskarle og ►Fruentimmer bringes sammen,230 hvorved tilveiebringes Millioner Børn – og dette paastaae Præsterne (som jo maae vide det, da de have aflagt Eed paa det nye Testamente), dette paastaae Præsterne (men ►hvad gjør ikke, endnu mere end Tydsken, Præsterne for Penge), dette paastaae Præsterne at være Christendom, Præsterne, disse hellige Mænd, om hvem der ikke sandt kan siges, som ellers om Enhver, at ►han er Tyv i sin Næringsvei; Præsten gjør en Undtagelse han er – Løgner i sin Næringsvei.
✂ »Som Barn maa man blive Christen, det maa tages fra Barndommen af« det vil sige: ►Forældrene ville være frie for at blive Christne; men man vil have et Skalkeskjul, og dertil dette: at opdrage sine Børn til sande Christne. Hemmeligheden forstaaer Præsterne meget godt; og derfor er oftere Talen om den christelige Børne-Opdragelse, om denne Alvor – ved hvilken Forældrene ville være fri for den sande Alvor. Det bliver med Forældrene i Forhold til Børnene ligesom med Præsterne i Forhold til Menighed. Præsterne have heller ikke just Lyst til selv at blive Christne – men deres Menighed, det skal blive sande Christne. Gjækkeriet ligger altid i at faae Alvoren (det selv at blive Christen) bort og istedetfor den at faae anbragt: den dybe Alvor (!), at ville gjøre Andre til Christne.
✂ Saa opdrager man sine Børn til Christne, som det hedder, det vil sige, man tyller noget Barne-Slik, som aldeles ikke er det nye Testamentes Christendom, i Barnet; og dette Barne-Slik, der ikke ligner Læren om Kors og Qval, ►om at afdøe, ►at hade sig selv, ikke mere end Syltetøi ligner ►Cremor-Tartari, dette Barne-Slik slikker saa Forældrene selv lidt af, og blive saa sentimentale ved Tanken om, at de selv 23 ►desto værre ikke mere ere saadanne Christne, som de vare som Børn; thi kun som Barn kan man rigtigt være Christen.
✂ Og alt dette Galimathias samtykker naturligviis »Præsten«, ja, ►naturligt! For »Præsten« er kun Eet af Vigtighed, paa enhver Maade (i Kraft af sin Eed paa det nye Testamente) at gjøre lige det stik Modsatte af hvad det nye Testamente gjør, paa enhver Maade i Menneskene at bevare, ►omfrede, opelske Lysten til Slægts-Forplantelsen, at der bestandigt kan 298præsteres Batailloner Christne, hvad jo er aldeles en Livs-Fornødenhed, hvis Tusinder af stærkt ynglende Præster skal med Familie kunne leve deraf. Desuden veed »Præsten« vel ogsaa, hvad enhver politisk klog Regjering veed (hvad de Elskende først bag efter opdage), at Menneskene ubetydeliggjøres231 ved Ægteskabet, at det derfor gjælder om ved Dyrskuer, ved Præmier for hvem der kan avle flest Børn, og paa andre Maader, f. Ex. ved at gjøre det til Christendom, at opmuntre Slægtsforplantelsen, der jo er Det, som stærkest erindrer om Menneskets Slægtskab med Gud. Endeligt undgaaer »Præsten« herved alt betænkeligt Sammenstød med Menneskenes Mængde. Christendommens hele Anskuelse af Livet er høi, og derfor let Menneskenes Mængde ►til Forargelse. Naar derimod sand Christendom egentligen kommer til at bestaae i at avle Børn, saa bliver det saa populairt og fatteligt som muligt. Og man bør, som Præsten siger, ikke afskrække Menneskene fra Religionen, man bør vinde dem for den, f. Ex. ved at gjøre Tilfredsstillelsen af deres Lyster til at være Religionen. Paa den Maade vinder man dem ogsaa i Masseviis, vinder (profiterer) saa igjen selv derved, at Menneskene saaledes vindes for Religionen – men Himlen vinder man ikke derved.
✂ 24Fra Slægt til Slægt er »Christenhed« et Samfund af Ikke-Christne; og Formelen, hvorefter det foregaaer, er denne: den Enkelte vil ikke selv være Christen, men paatager sig at avle Børn, ►som skulle blive Christne; og disse Børn bære sig igjen ad paa samme Maade. Gud sidder i Himlen – til Nar. Men hans eedfæstede Tjenere paa Jorden, Præsterne, ►de fryde sig ved Livet og ved denne Comedie; Haand i Haand med Jordemødrene ere de behjælpelige ved Slægts-Forplantelsen – den sande christelige Alvor!