Kierkegaard, Søren Øieblikket Nr. 6

Frygt meest af Alt at være i en Vildfarelse!

Dette er som bekjendt 👤Sokrates's Sætning; han frygtede af Alt meest at være i en Vildfarelse.

Christendommen, der visseligen i een Forstand ikke lærer Mennesket at frygte, ikke engang Dem, som kunne slaae En ihjel, lærer dog i en anden Forstand en endnu større Frygt end hiin sokratiske, lærer at frygte Den, som kan fordærve baade Sjel og Legeme i Helvede.

Dog først det Første, at blive opmærksom paa det nye Testamentes Christendom; og hertil vil da hjælpe Dig hiin sokratiske Frygt, at frygte meest af Alt at være i en Vildfarelse.

Har Du ikke denne Frygt, eller (for ikke at slaae saa høi en Tone an) er det ikke saaledes med Dig, er det ikke det Du vil, vil Du ikke stræbe at vinde Mod til at »frygte meest af Alt at være i en Indbildning«: saa indlad Dig aldrig med mig. Nei, bliv saa hos Præsterne, lad dem jo før jo hellere overbevise Dig ganske om, at hvad jeg siger er en Art Galskab (thi at det staaer i det nye Testamente er jo aldeles ligegyldigt, naar Præsten ved Ed er forpligtet paa det nye Testamente er Du jo fuldkommen sikkret, at Intet forties af hvad der staaer i det nye Testamente) bliv hos Præsterne, stræb af bedste Evne at sætte Dig det ret fast, at Biskop 👤Mynster var et Sandhedsvidne, et af de rette, en af den hellige Kjæde, Biskop 👤Martensen et Dito Dito, enhver Præst ligeledes, og den officielle Christendom den saliggjørende Sandhed; at det var derfor Christus i de rædsomste Qvaler, endog forladt af Gud, udaandede paa Korset, for at vi skulle have Lyst til at anvende vor Tid og Flid og Kraft paa klogt og smagfuldt at nyde dette Liv; at Hensigten med hans Komme til Verden egentligen var at oplive Børne-Avlingen, hvorfor det ogsaa er »upassende, at Nogen er Præst, som ikke er gift«; og at hans Livs uforglemmelige Betydning er, ved sin Død (Eens Død en Andens Brød!) at have (som en sand Velgjører!) muliggjort en ny Næringsvei, Præsternes, en Næringsvei, der maa ansees for en af de fordeelagtigste, ligesom den ogsaa tæller det største Antal Næringsdrivende, Spediteurer, Rhedere, hvis Geschäft er for en (i Forhold til Reisens Vigtighed, Veiens Længde, Ankomst-Stedets Herlighed, Opholdets Langvarighed) fast utroligt billig Godtgjørelse at udskibe Folk til Evighedens Salighed, en Geschäft der, eneste i sit Slags, har, sammenlignet med alle Udskibninger til 📌America, 📌Australien o. s. v., den uvurdeerlige Fordeel, som sikkrer Rhederiet mod endog Muligheden af at kunne komme i Miscredit, at man aldeles ingen Efterretning har fra de Udskibede.

Har Du derimod dog Mod til at ville have det Mod, der meest af Alt frygter det at være i en Vildfarelse, saa kan Du ogsaa faae Sandheden at vide betræffende det at blive Christen. Sandheden er: det at blive Christen er at blive, menneskeligt talt, ulykkelig for dette Liv; Forholdet er: jo mere Du indlader Dig med Gud, og jo mere han elsker Dig, jo mere vil Du blive, menneskeligt talt, ulykkelig for dette Liv, jo mere vil Du komme til at lide i dette Liv.

Og denne Tanke, der rigtignok lader en noget forstyrrende Belysning falde over (hvad der jo skal være det nye Testamentes Christendom!) hele det muntre, børne-avlende, carrieregjørende Præste-Laugs livslystige Trafik, og som et Lyn gjennemlysner dette phantastiske Blendværk, Maskeraden, Selskabs-Legen, Narrestregen med – alle Sandsebedragenes Tilhold! – »Christenhed« christne Stater, Lande, en christen Verden, denne Tanke er for et stakkels Menneske frygtelig, dræbende, fast overmenneskeligt anstrengende. Dette veed jeg paa to Maader af Erfaring. Deels deraf, at jeg egentligen ikke kan holde den Tanke ud, og derfor blot opdagende øiner denne sande christelige Bestemmelse af det at være Christen1, medens jeg for mit Vedkommende hjælper mig til at udholde Lidelser med en langt lettere Tanke, en jødisk, ikke en i høieste Forstand christelig: at jeg lider for mine Synders Skyld; deels deraf, at jeg paa ganske særlig Maade ved mit eget Livs Forhold maatte føres til at blive opmærksom herpaa; hvis ikke, var jeg aldrig bleven opmærksom, og havde endnu mindre formaaet at bære Trykket af denne Tanke; men jeg blev, som sagt, hjulpet ved mit eget Livs Forhold.

  1. Derfor kalder jeg mig heller ikke endnu en Christen, nei jeg er endnu langt tilbage. Men eet Fortrin har jeg fremfor hele den officielle Christendom (der ovenikjøbet er ved Ed forpligtet paa det nye Testamente!) jeg angiver sandt, hvad Christendom er, altsaa jeg tillader mig ikke at forandre, hvad Christendom er, og jeg angiver sandt, hvorledes jeg forholder mig til hvad Christendom er, altsaa jeg deeltager ikke i at forandre hvad Christendom er, for ved Hjælp deraf at skaffe Millioner Christne. (tilbage)

Mit eget Livs Forhold vare mine Forkundskaber, ved Hjælp af disse blev jeg, alt som jeg udvikledes i Aarenes Løb, mere og mere opmærksom paa Christendommen, og paa Bestemmelsen: at blive Christen. Hvad er nemlig ifølge det nye Testamente det at blive Christen, hvortil den idelige og idelige Formaning mod ikke at forarges, og hvorfra de frygtelige Collisioner (at hade Fader, Moder, Hustru, Barn o. s. v.), hvori det nye Testamente aander? mon ikke begge Dele, fordi Christendommen meget godt veed, at det at blive Christen er at blive menneskelig talt ulykkelig for dette Liv, dog saligt forventende en evig Salighed? Thi hvad er ifølge det nye Testamente det at blive elsket af Gud? det er at blive, menneskelig talt, ulykkelig for dette Liv, dog saligt forventende en evig Salighed – anderledes kan, ifølge det nye Testamente, Gud, som er Aand, ikke elske et Menneske; han gjør Dig ulykkelig, men han gjør det af Kjerlighed, salig Den, som ikke forarges! Og hvad er ifølge det nye Testamente det at elske Gud? det er at ville blive, menneskelig talt, ulykkelig for dette Liv, dog saligt forventende en evig Salighed – anderledes kan et Menneske ikke elske Gud, som er Aand. Og alene ved Hjælp heraf kan Du see, at det nye Testamentes Christendom slet ikke er til, at den Smule Religieusitet der findes i Landet høist er Jødedom.