Uddrag fra Øieblikket Nr. 6

»At Helvedes Porte ikke skulde faae Magt over hans Kirke« ... Christendommen slet ikke er til : SKs påstand om, at kristendommen slet ikke er til, findes udtalt i Indøvelse i Christendom (1850; 2. opl. blev averteret i Adresseavisen, nr. 112, den 16. maj 1855), hvor det fx hedder: »Christenheden har afskaffet Christendommen, uden ret selv at vide det; Følgen er, at skal der gjøres Noget, maa man forsøge igjen at indføre Christendommen i Christenheden«, SKS 12, 49,33-35, eller: »Christendommen er ganske bogstaveligen dethroniseret i Christenheden; men er den det, saa er den ogsaa afskaffet«, SKS 12, 221,29-31. Påstanden blev direkte fremsat i bladartiklen »Den religieuse Tilstand« (Fædrelandet, nr. 72, den 26. marts 1855); den var selve budskabet i »En Thesis – kun een eneste« (Fædrelandet, nr. 74, den 28. marts 1855); og den fastholdes i den følgende artikel »'Salt'; thi 'Christenhed' er: Christendoms Forraadnelse; 'en christen Verden' er: Affaldet fra Christendommen« (Fædrelandet, nr. 76, den 30. marts 1855). Skriftstedet, »at 📌Helvedes Porte ikke skulde faae Overhaand over den [Kristi kirke]« ( 268,25), har SK brugt i Indøvelse i Christendom (1850), nr. III, stykke V, hvor det hedder: »Saa længe denne Verden staaer, og den christne Kirke i den, er den en stridende Kirke; dog har den Forjættelsen, at Helvedes Porte ikke skulle [skal] faae Magt over den. Men vee, vee den christne Kirke, naar den vil have seiret i denne Verden; thi da er det ikke den, der har seiret, da har Verden seiret. Da er Ueensartetheden mellem Christendom og Verden gaaet ud, Verden har vundet, Christendommen tabt. Da er Christus ikke mere Gud-Mennesket, men et udmærket Menneske, hvis Liv forholder sig eensartet til Slægtens Udvikling. Da er Evigheden afskaffet, og Skuepladsen for Alts Fuldendelse forlagt indenfor Timeligheden. Da er Veien til Livet ikke mere trang, og Porten snever, ei heller ere der kun Faa, som finde den; nei, da er Veien bred og Porten vidt aabnet – Helvedes Porte have faaet Magten, og Mange, ja Alle finde Indgangen. Christus har aldrig villet seire i denne Verden; han kom til Verden for at lide, det kaldte han at seire«, SKS 12, 218f. I artiklen »Forslag til Hr. Dr. S. Kierkegaard« i Fædrelandet, nr. 79, den 3. april 1855, skriver 'N-n' ( 205,16): »Man skulde troe, Dr. K. maatte være den Sidste til at underkjende Herrens Forjættelser om 'hans Kirke, over hvilken Helvedes Porte ikke skulle faae Magt'«, s. 325, sp. [3]. 👤J. Victor Bloch hentyder flere gange til anførte skriftsted i artiklen »I Anledning af 'Forslaget' til Dr. S. Kierkegaard« i Fædrelandet, nr. 94, den 24. april 1855 ( 205,16), mens L.N. Boisen eksplicit anfører det mod SK i artiklen »Indlæg i Sagen: 👤S. Kierkegaard contra 'det Bestaaende'« i Dansk Kirketidende, nr. 20, den 6. maj 1855, bd. 10, sp. 313- 327; sp. 317.

I trykt udgave: Bind 13 side 268 linje 25