112
13
►154Det Menneskelige beskytter (protegerer) det Guddommelige!
✂ At det er et ►Abracadabra, at det Menneskelige protegerer det Guddommelige, er let nok at forstaae. Hvor i al Verden er da Sligt faldet et saa Fornuftigt som Staten ind?
✂ Nu, det er en lang Historie; men hovedsageligen hænger det sammen med, at Christendommen i Tidernes Løb mindre og mindre blev ►betjent ►i Charakteer af hvad den er: det Guddommelige.
✂ Tænk en Stats-Mand samtidig med Christendommens ►Indkomst i Verden og siig saa til ham: ►quid tibi videtur, mener Du ikke, at det var en Religion for Staten? han vilde formodentlig ansee Dig som gal, neppe værdige Dig et Svar.
✂ Men betjent i ►feig ►Menneske-Frygt, i Middelmaadighed, i timelig Interesse, ja saa seer det noget anderledes ud, saa kan det virkelig synes, at Christendommen (der ved den Betjening efterhaanden var blevet ►spat og ►skank og ►bovlam og et jammerligt ►»Kretur«) maatte være yderst glad ved at protegeres af Staten og saaledes komme til Ære.
✂ Saaledes seet ligger Ansvaret hos Geistligheden, der paa en Maade har, som man siger, taget Staten ved Næsen, faaet den indbildt, at her var Noget for Staten at gjøre, hvad dog ►tidligere eller sildigere maa ende med, at Staten kommer til at betale ►Musicanterne en ►Mulkt fordi den er kom14met for høit tilveirs. Thi er det ►end vist, at det ingenlunde er for høit for Staten at protegere Det, som man udgav for at være Christendom: saasnart det bliver kjendt igjen, hvad Christendom er, saa er Staten kommet taabeligt høit tilveirs, og maa for sin egen Skyld ønske jo før jo hellere at komme ned igjen til Jorden.
✂ 155Beskyttet af Staten er det med Christendommen ►som i Eventyret eller Fortællingen: en Konge, iført den simple Mands Klæder, lever i en Kjøbstad, og ⓘ Borgemesteren er saa god at ville protegere denne Borgermand – da kommer pludselig en Udsending, som i dybe113 Buk og tilsidst med bøiet Knæ tiltaler denne simple Borger: Deres Majestæt. Er Borgemesteren en fornuftig Mand, saa seer han, at han, velmeent, er kommet lidt for høit tilveirs ved at protegere denne Borgermand.
✂ Tænk – ikke hvad der saa ofte er blevet talt om, at det næsten er blevet trivielt, at Christus kom til Verden igjen – nei, tænk, at ►en af Apostlene kom igjen, han vilde gyse ved at see Christendommen protegeret af Staten; tænk Dig ham nærmende sig den saaledes degraderede Christendom, bukkende for den: der er i vore Tider ingen Statsmand saa borneret, at han ►jo seer, at han er ►kommet forkeert an ved at ville protegere Christendommen, at det er et oprørende ►quid pro quo at forvexle det, at Præsterne trænge til Statens Protection, med at det er Christendommen, der trænger dertil, Christendommen, der, hvis den havde ►nogen eneste Trang, kun har den, at blive slige Præster qvit, som ikke vide at bukke for Christendommen – thi for den bukker man ved Villighed til at bringe Offere, til at lide for Læren – men kun ⓘ veed at bukke for Kongen, bukke for, at man ►har faaet Rang med Etatsraad, ►er blevet Ridder o. D., hvilket er Troløshed af ►Den, som i Egenskab af Lærer i Christendom er 15 ved Eed forpligtet paa det nye Testamente, Troløshed mod det nye Testamente. Thi saaledes lærer Christendommen: ►»Du skal frygte Gud, ære Kongen;« en Christen skal være, om muligt, hans Majestæts bedste Undersaat. Men, christeligt, er Kongen ikke Instantsen, han er og kan og skal og vil ikke være Instantsen i Forhold til ►et Rige, som for ingen Priis vil være af denne Verden, paa Liv og Død ikke vil være af denne Verden. Troskab mod Eden paa det nye Testamente vilde derfor hjælpe En til at afværge, hvad man, just hvis man elsker Kongen, maa ville afværge, at hans kongelige Majestæt ikke bringes i en forkeert Belysning. I sin ophøiede guddommelige Alvor har Christendommen altid ►ladet Kongens Tilværelse dens Alvor; det er kun den afskyelige Legen-Christendom, der, forræderisk mod det nye Testamente, ogsaa ►forskyldte det Forræderi mod Kongen at bringe ham i en for hans kongelige Tilværelses Værdighed og Alvor forvirrende Belysning.
✂ 156Det Øieblik vil derfor vist ogsaa komme, da en Konge pludseligt reiser sig i sit Sæde og siger: »nu seer jeg det; de Slyngler af Præster, altsaa det var dertil man har faaet mig bevæget, til hvad jeg mindst af Alle fortjente at blive, til at gjøre mig latterlig. Thi ved vor114 kongelige Ære, ►hvis ellers nogen, jeg veed, hvad ►Kongens Majestæt har at betyde, veed ogsaa hvad jeg har i min Magt, Guld og Gods og ►Rang og Værdighed og ►alle Hæderens Tegn, ja, Riger og Lande kan jeg bortskjenke, jeg der endog, frem for andre Konger, har Kroner at bortgive. Men hvad er nu Christendom? Christendom er Forsagelse af alt Dette, Christendom er ikke blot ikke at tragte efter Sligt, nei, for ingen Priis at ville modtage det, om det ►bødes, at ►flye det mere angestfuldt end det jordiske Sind flyer Elendighed og Lidelser, at flye det mere lidenskabeligt end det jordiske Sind higer efter det. 16 ►Hvor i al Verden er jeg saa kommet ind i dette Galskab: med Guld og Gods, ►med Titler og Værdigheder og ►Stjerner og Hæderstegn at protegere – Det, som skyer alt Sligt mere end Pesten! Jeg er jo latterlig! Og hvem er Skyld deri, hvem Andre end disse Slyngler af Præster, der have gjort Christendommen til lige det Modsatte af hvad den er i det nye Testamente, og derved have faaet mig bildt ind, at jeg kunde protegere Christendommen. Jeg Daare; thi hvad er det jeg har protegeret, sandeligen ikke Christendommen – den er i al sin Ringhed, lidende, fornemmere end jeg – men nogle Slyngler, som just saaledes allermindst have fortjent min Protection.«