Kierkegaard, Søren Uddrag fra Øieblikket Nr. 10

Hvis 👤Martensen havde gjort det saaledes: saa sandt som jeg hedder 👤Søren Kierkegaard, det havde ikke fundet Naade for Biskop 👤Mynsters Øine. Med sin fine Næse havde Biskop 👤Mynster strax lugtet: et Menneske, der i den Forstand har Trang er ikke af mine Folk; og mig som Kirke-Styrer er den Art Trang i inderste Hjerte imod; hvorvidt en saadan Trang kan føre et Menneske er umuligt at beregne. Saaledes var Biskop 👤Mynster, det kan Ingen bedre vide end jeg, som veed det deraf, at Biskop 👤Mynster vistnok anslog det som en stor Naade (hans Fjender vare tilbøilige til at forstaae det som Frygt) han viste mig, ved endog blot at tolere[re] mig, end sige – noget ganske Overordentligt! – ved at holde en Klat af mig. Thi min hele Tilværelse var ham i høieste Grad imod, bøiedes aldeles ikke efter det eneste af ham faktisk om Mandagen anerkjendte christelige Paradigma, den fuldkommengjorte Christendoms Paradigma, at enhver Stræben for det Uendelige er maalbar for endelig Løn og Fordeel, hvad en herskelysten Mand ogsaa gjør rigtigst i at anerkjende som eneste Paradigma; thi hvad der bøies efter det, er saare let, kun alt for let at magte og kudske.