Uddrag fra Notesbog 6

I øvrigt hæfter man sig her ved formuleringen »de Kjøbstæder, hvor jeg hidtil har været efter Kongen«. Med udgangspunkt i kongeparrets rute kan vi altså omtrentlig tidsfæste SKs besøg i de samme byer.* Som nævnt ankom han til 📌Århus den 19. juli, hvilket var en dag før kongeparret; men hvor længe han opholdt sig der, kan ikke afgøres. Den 22. juli kom kongeparret til 📌Randers og rejste dagen efter til 📌Viborg med ankomst om aftenen. Hvis SK er kommet til både Randers og Viborg »efter Kongen«, kan det altså tidligst være sket hhv. 23. og 24. juli. Tilsvarende ankom kongeparret om eftermiddagen den 24. juli til 📌Holstebro og vendte tilbage til Viborg den 26. I forbindelse med hvad der refereres til i Not6:22, må SK altså have været i Holstebro tidligst den 24. juli om aftenen. Derimod kan det ikke afgøres, om SK har været i Viborg anden gang, eller om han i den ovenfor citerede passage af Not6:22 blot henviser til, hvad han har hørt eller læst.