Man vil søge Sandheden i gjenem et ⓘ objektivt Medium; men i sig selv ved en uendelig ►Ingreß, det er egl. en fuldstændig Udførelse af det gl. protestantiske testimonium sp. s. Dette er den uendelige Subjektivitæt og beroer paa [at] Sandheden er ikke blot subjectiv; men ogsaa objektiv, ell. i det dogmatiske Sprog: der er ikke blot Fader og Søn; men ogsaa Aand. Aanden har vi i sin første Skikkelse i den apostoliske Inspiration (hvorved er det Mærkelige at medens Sandheden var blot objektiv for Apostlene, var, saa at sige, ►palpabel, forstode de den ikke; men først da den ved Aanden var subjektivt oversat i Bevidstheden – 👤Daub – ►👤Grundtvig.) senere var den i Inspirationen i Kirken i Paven, i Concilier, etc; men indskrænket til Individualiteter og kun for en Tid tilstæde 8 Endelig møder den os i ►testimonium sp. s., men dette antog Charakteren af et privat personligt Beviis. Det er altsaa Positioner af samme speculative [a] Tanke, kun indtoge de ⓘ en gal Stilling til Ideen. (►I Middelalderen havde Kirken ikke Aand; men Geistlighed. 👤Daub.). I ⓘ Protestantismen antog den en tilfældig personlig Charakter. Den speculative Dogmatik afskjærer derfor ikke Traaden, tvertimod anerkjender den fuldkommen Nødvendigheden af de foregaaende Stadier, og giver ⓘ det egl. Begreb af Tradition.
✂ [a] Dogmatiken antog derfor et ganske andet Forhold i Katholicismen end i Protestantismen, der var flere Dogmatikere ligesom der var flere Paver og dog kun eet ►Papat altsaa ►per successionem (👤Daub) i Protestantisme[n] havde ethvert nyt System en ny Horizont.