Ikke saaledes hos 👤K. Jeg postulerer Gud, fordi jeg ellers kom i Modsigelse med min sædelige Bevidsthed. Men hvad er det for en Modsigelse, hvad er det for en sædelig Bevidsthed? Det praktiske er eengang for alle ved en Kløft afskaaret fra det theoretiske, denne Modsigelsens Grundsætning maa der derfor ikke tillægges nogen objektiv Charakter; ligesaa denne sædelige Bevidsthed. det er blot »Jeget« der frygter for at modsige [sig] selv, det er blot »Jegets« sædelige Bevidsthed, der postulerer Gud. dette er derfor Jegets Egoisme. Og hvad gjør det egl. derfor? Det fordobler 25 blot sig selv, det opfatter sig selv som det i en Stræben sig befindende, og tillige tænker det sig et Høidepunkt deraf, et Ideal. Det er en Gud, som det selv sætter sig (og denne Gud ⓘ er egl. ikke Andet end jeget selv«), og som det igjen optager i sig. Ligesom Een, der vil aande i et luftomt Rum, først udaander, og derpaa inddrager sin egen Aande – et Slags Bugtalerie. Dette viser sig ogsaa med H: t: Cultus, hvor Andagten skulde fremtræde, ⓘ ved Bønnen, hvor det Subjektive taber sig i det Gudd, og det Gudd. ligesom indblæser det sit Liv, ja 👤K. mener endog, at man kan bede uden at være overbeviist om, at Gud er til. Thi Bønnen er for 👤K. jo ikke andet end et Middel til at holde de moralske143 Ideer levende hos sig. Medens 👤K. dadler den fremherskende Phantasie i de almdl. Udtryk om Gud, saa gjør han sig selv skyldig i en lignende – Forstands Antropomorphisme, enhver Egenskab af Gud har ingen objektive Realitæt, jeg tænker mig ham blot saaledes, fordi han maa være saaledes, for at være det Ideal, ⓘ der kan opfylde min sædelige Bevidstheds Postulater. Medens den Χstne bliver sig bevidst, at idet han siger den treenige Gud, er det ikke et Navn han har givet ⓘ ham; men som Gud har givet sig selv. 👤K. har derfor vel Friheden; men mangler ⓘ Naaden. – 144