Philosophien havde altsaa ved 👤K. spillet Bankerot i theoretisk Henseende, og det blev kun nu Spørgsmaalet om der ikke var Noget at redde ad ►den praktiske Vei. Dette udvikler 👤K. i sin »►📖 Religion innerhalbetc.«. Han gaaer ud fra at antage en Lov, en sædelig Lov, der byder med absolut Gyldighed, men saasandt, vedbliver han, som denne 23 Lov har Realitæt, saa sandt maa ogsaa den ⓘ Stræben, den ⓘ opfordrer til, have sand Realitæt. Vi maae derfor postulere et Væsen, der maa kunde realisere Msk. Bestræbelser; thi i denne Verden, hvor Dyden blot maa kjæmpe sig igjenem, kan ikke det høieste Gode opnaaes, da ikke blot Msk. ⓘ Imoralitæt lægger mange Hindringer i Veien derfor; men fornemlig, fordi jo hele Verden paa en Maade er kløftet i en Dualisme, idet Naturen gaaer sin nødv: Gang, ubekymret om Moral-loven, jeg vilde derfor modsige min sædelige Bevidsthed, dersom jeg ikke antog et saadant Væsen. Dette er det K. (moralske) Beviis for Guds Tilvær. (Man har angrebet det ogsaa fra denne Side, at 👤K. forvexlede Salighed og Lyksalighed, idet han postulerede dette høieste Gode, idet ⓘ Dyden er Salighed.) I Grunden beviser jo 👤K., og det føler han ogsaa selv, blot Nødvendigheden af at troe paa en Gud, men ikke af Guds Tilvær. Paa samme Maade beviser han Sjælens Udødelighed, som en nødvendig fortsat Tilvær for at realisere Morallovens Bud, der jo have absolut Realitæt. Derved, mener 👤K., vinde vi ogsaa den Fordeel, at vi nu istedetfor alene at beraabe os paa Morallovens Gyldighed, kunne beraabe [os] paa disse Bud som paa Guds Bud.