IIC49 168 57 ►Om Forholdetmell.👤Kant og 👤Fichte.
1) betræffende Deductionen af begge disse Standpunkter da forekommer den mig at løbe ud paa det Samme. Fornuften har nemlig nu fundet et Standpunkt, hvorved det undgik den Vanskelighed, at Sandhed, da den var et Objekt, derved blev alte[re]ret i det Øieblik: ⓘ Subjektet vilde tilegne sig den. Denne Sphære er den reen praktiske. Den har det ikke her med Objekter at gjøre ►(cfr p. 235 n:) uden forsaavidt disse skulle vorde frembragte. Den har derfor intet Dogme, ingen Lære, men kun Postulat, at troe paa Gud er at realisere ham. Men saaledes forholder det sig jo ogsaa med 👤Fichte, og hvad 👤Erd. i ►Anmærkninger nærmere udvikler ⓘ om at 👤Kant ikke altid strængt fastholdt sit Standpunkt; men undertiden tog det Ord »►Postulat«, i en Betydning, hvorved det nærmede sig til at blive ►d. samme som et Axiom, saa er der jo ikke taget Hensyn dertil i ⓘ Deductionen.
2) Men hvorfra ⓘ faaer ►👤K og 👤F. et Objekt, uden at dettes Betragtning standser Handling (og gjelder da ikke om denne Betragtning af Objektet her ►det som 👤K. engang for Alle har gjort gjeldende om alle Objekter.); men da nu den uendelige ►Aproximation gjenem Handling netop er Sandhed, 58 saa faaer den jo Sandheden gjenem en Usandhed; og hvorfra faaer de overhovedet disse Ideer om Gud etc (om man end og fastholder Idee i den K. Betydning saa det ikke er en theoretisk Erkjendelse; men et »►regulativt Princip«.) Disse kunne jo i det høieste staae som Resultater af – den uendelige Udvikling, hvilket ikke vil sige stort – det er da et Indhold, som ingen Væren har, hvorom jeg altsaa ikke kan sige stort, deels fordi jeg da maatte synke ned i en theoretisk Betragtnings Snarer, deels fordi jeg ikke har Tid dertil.
Det Objektive kommer jo bagefter ►cfr.p. 244. n: og 245 ø:, men kommer det bag efter, og tillige som det der i samme Øieblik skal fortrænges af et nyt subjektivt Maal, saa indseer jeg ikke hvorledes man kan kome til om det endog blot hedder at postulere det; thi169 end ikke det vil der være Tid til. og ethvert Øieblik der anvendes til at postulere det er jo i Begreb med at blive af theoretisk Art. – 59
Et Bidrag til at forstaae dette Forhold er ►p. 245 og 46., hvor han siger: das nämlich, was bis dahin Object gewesen war (der religiöse Inhalt, Gott) ist ►itzt ►moralische Weltordnung d: h: seyende Vernünftigkeit, also die Substants des wollenden Subjectes d: h: mit ihm identisch«. Idet nemlig i de Ord: Gud etc. hos 👤Kant endnu optraadte en om end nok saa lille Rest af theoretisk Betragtning, hvorimod den reen praktiske, som den ene gjeldende, Side træder stærkere frem i de Benævnelser: moralische Weltordnung.
Det er særdeles rigtigt, hvad han siger om ►👤Schl. ►p. 251: Der Schleiermachersche Standpunkt hat daher das große Verdienst, daß er das Gefühl der bloßen Accidentalität des Einzelwesens geltend gemacht hat. Eben aber, weil es dies specifische Gefühl ist, welches er geltend machte, treffen ihn die Einwände, welche die Gefühlstheologie überhaupt treffen, nicht.
Fremdeles ►p. 253. »Es braucht aber der große Unterschied zwischen dem mystischen Gefühl der Einheit mit Gott, wo das Einzelwesen als Einzelwesen sich der Wahrheit theilhaft weiß, und dem schlechthinnigen Abhängigkeitsgefühl, wo es seine Einzelheit als verschwindend weiß, nicht mehr besonders hervorgehoben zu werden.
Fremdeles ►p. 266 n: og 67 ø: 👤Schleiermacher konnte auf einem Standpunkt, wo Alles als Seyn gefaßt wird, auch die Verschiedenheit nur als eine Seyende fassen; daher unterscheiden sich bei ihm die Religionen nicht nur als Stufen sondern auch als Arten. Auf einen 60 Standpunkte, wo dagegen die Wahrheit als sich Entwickelndes gewußt wird, werden die verschiedenen Religionen zu verschiedenen nothwendigen Entwiklungsstufen der Religion überhaupt. –
d. 12 Dec. 37.