↩ I den følgende optegnelse, Not2:8, henvises der til 👤Heibergs kategorisering af Faust som et »umiddelbart drama« i Kjøbenhavns flyvende Post 1828; men SK undlader dog på dette sted at udvikle sine indvendinger mod opfattelsen.* For SK er det umiddelbare stadium 👤Don Juan, hvad han imidlertid ikke belyser nærmere i notesbog 2, derimod i journalen BB i optegnelse BB:24 fra jan. 1837, »Noget om Pagen i Figaro; Papageno i 115 Tryllefløiten og Don Juan«, som er en forstudie til »De umiddelbare erotiske Stadier eller det Musikalsk-Erotiske« i Enten – Eller.* Her fastslås det bl.a., at »alle tre Stadier [Cherubino, Papageno, Don Juan] ere naturligviis som umidd. reent musicalske, og ethvert Forsøg paa en anden Fremstilling lægger let for megen Bevidsthed ind i dem«, og i forlængelse heraf læser man anmærkningen: »Begynder ikke i Faust det mere midd: Kjærligheds-Liv, forsaavidt han reproducerer D. Juan.«* Den samme tanke ses i Not2:7, hvor det hedder, at Faust som det reflekterende stadium optager Don Juan og 👤den evige jøde i sig. Allerede her identificeres den evige jøde med fortvivlelse. Det samme gælder citatet fra 👤Hoffmanns Meister Floh, Not2:9, hvor en fuldkommen iagttagelsesevne er fortvivlelsens årsag.*