Kierkegaard, Søren Notesbog 13 : 1842

↩

IVC29 ►👤Leibnitzs📖 Theodicee ubersetzt mit Anmerkungen v. 👤Gottscheden. 1763. 📌Hanover und 📌Leipzig.

►ⓘ IndledningIndledning] , ændret fra Første Deel handler om Overeensstemmelsen mell. Fornuften og Troen.

►p. 52. han bruger det Udtryk at see om hvad man ⓘ a prioria priori] , først skrevet af erkjender af rigtige Aarsager; troe om det, man kun slutter af Virkningen.

►Hvad jeg pleier at udtrykke saaledes, at Χstd. ligger i Paradoxet, Philosophien i Mediationen, ►det udtrykker 👤Leib. ved at gjøre Forskjel imell. hvad der er over Fornuften og mod Fornuften. ^[a] Troen er over Fornuften. Ved Fornuften forstaaer han, som han flere Steder siger en Sammenkjedning af ⓘ SandhederSandheder] , først skrevet Aarsager (enchainement), en Slutning af Aarsager. Troen kan derfor ikke bevises, begrundes, begribes, thi der mangler det Leed, der gjør en Sammenkjedning mulig, og hvad vil det sige andet end at den er Paradox; thi dette er netop det ►Desultoriske i Paradoxet, der mangler Continuitæ391ten, eller i ethvert Fald kun har bagvendt Continuitet, det vil sige, ikke oprindeligt viser sig som en Continuitet. Der skal, efter min Mening, med Χstds Paradoxie og Urimelighed ikke siges Andet end at den er den første Form, saa vel i Verdens-Historien som i Bevidstheden.

►Den hele Strid mell. 👤Leibnitz og 👤Bayle har sin store Realitæt, og naar man sammenligner den med vor Tids Kampe frapperes man; thi vi er virkelig gaaet tilbage, jeg troer, ►at 👤Hegel ikke egl. har forstaaet, hvad der var Tale om.

IVC30►Første Deel om det Onde, Guds Godhed o: s: v:

►For at oplyse Guds Forhold til det ⓘ OndeOnde] , først skrevet Gode fremsætter han et Billede af en Strøm og den bekjendte Naturlov l'inertie naturelle des corps cfr § 30.

►👤Leibnitz mener, at Grunden til det Onde ikke er at søge i Materien, men i Skabningens ideale Natur (cfr. § 20. ►§ 31. De forskjellige Udtryk maa sammenlignes, paa det sidste Sted siger han: les raisons 6 ideales qui la bornent) hvad forstaaer han derved

IVC31►Tanken om de flere mulige Verdener er den ved hvilken han egl. gjør Gud vidende; thi naar der var flere mulige saa forudsættes der et Valg, og et Valg forudsætter Bevidsthed (§ 7.). ►Ved den forklarer han ogsaa Guds Forudviden af det Tilfældige; det er et Moment af en heel mulig Verden. – ►scientia simplicis ⓘ intelligentiæintelligentiæ] SKS, intelligentia, scientia visionis, scientia media. –

►Ved Læren om den tilstrækkelige Grund viser han at der intet indifferentia æquiliberii er.

►Han kommer tilbage paa 👤Aristoteles. (cfr. § 34.). ►Jeg har selv udhævet det i hans 📖 Ethik, hvor de nødvendige Citater vil findes bemærkede.

IVC32►Deri har vistnok👤Leibnitz Ret mod 👤Bayle, at ved alene at gjøre ⓘ MsketMsketMennesket] , < Mske<r> til Alts Maal, indvikler man sig i Modsigelser. 👤Bayle som mange andre har i Grunden givet det Udseende af, at Msk. havde faaet den fornemme Ansættelse i Livet at bedømme Alt et quidem i For392hold til hvorledes Mskets Stilling i Skabningen blev derved. 👤Leibnitz viser, at Alt er sammenkjedet, han etablerer en Teleologi, der tager Msket med. ►cfr. § 119. i 📖 Theodiceen.

IVC33Man kan ikke nægte, at der er en Svaghed i alle ►de Svar 👤L. giver 👤Bayle i § 121, 22 o: f., ►han søger, at undgaae Vanskeligheden ved at sige, at der ikke er Tale om ⓘ detdet] , først skrevet hele enkelte Msk. men om hele Universet^b. Dette er Taabelighed; thi er der et eneste Msk, der har gyldig Grund til Klage, saa hjælper Universet ikke. Svaret er, at selv i Synden er Msk. større end om den ikke var kommen, lykkeligere; thi selv hans Splid har et mere at betyde end den umiddelbare Uskyld. –

IVC34►👤Epicur har allerede hævet Modsigelsens-Grundsætning; hans Strid med 👤Crysippus. cfr. 👤Leibnitz 📖 Theodicee §. 169. ►Striden mell. 👤Diodor og 👤Crysipp, 👤Diodor ⓘ paastodpaastod] , ændret fra nægtede, at hvad der ikke havde været og ikke vilde være, var ⓘ umuligtumuligt] , ændret fra muligt, 👤Crysipp nægtede det, og paastod at det var muligt § 170.

IVC35►Om Forholdetmell. hvad der er ret til alle Tider og til særlige Tider, den Sætning, at den chr. Lære paastaaer, at Noget er ret førend Gud beslutter det cfr. § 182. 👤Platos 📖 Eutyphron.

7

Forøvrigt ligger her Skepsisen, naar Grændsen ikke nøiagtig bestemmes. ►Analogien som 👤Leibnitz anfører, at Reglerne for Harmonie er til førend ⓘ NogenNogen] , < nogen spiller, ⓘ (cfr.(cfr.conferjævnfør] , først skrevet b § 181) beviser Intet. Ad denne Vei bevises da kun den abstrakte Sandhed. Men Χstd. er en historisk Sandhed, hvorledes kan den da være den absolute? Er den den historiske Sandhed er den jo fremkommen til en vis Tid og paa et vist Sted, og er altsaa kun gjeldende til en vis Tid og et vist Sted. Vil man sige, at den har været til førend den blev til, ligesom Harmonien er det, saa siger man ikke mere om den [end] om enhver anden Idee, thi ogsaa den er ►απατωϱ, αμετωϱ, αγενεαλογητος; ^[c] ►urgerer man det stærk, saa ►enerverer man Χstds Væsen; thi det Historiske er netop det Væ393sentlige ved den, hvorimod ved de øvrige Ideer dette er det Tilfældige.

IVC37►Det er en meget vigtig Bemærkning som 👤L. gjør § 212 at Slutningen fra Quantitæt til Qualitæt er forbunden med stor Vanskelighed, ligesom den fra ⓘ det Ligedet Lige] , først skrevet der til det Lignende. En Hr 👤Sturm skal have skrevet en Bog (📖 ⓘ EuclidesEuclides] , < Euchlides catholicus) hvori han opstiller den Sætning: si similia similibus addas tota sunt similia, 👤L. mener man burde sige: si similia similibus addas similiter, tota sunt similia. – ►Det er Forskjellen mell. Beskaffenhed og Størrelse, Qualitæt og Quantitæt. En Deel af den korteste Vei mell. to yderste Ender er ogsaa den korteste Vei mell. Enderne af denne Deel, mais la partie du mellieur tout n'est pas necessairement le mellieur, qu'on pouvoit faire de cette partie (§. 213.).

IVC38►Den engelske Prælat som 👤Leibnitz citerer § 270 kan ikke være nogen anden end 👤King. Han afvinder Helvede et comisk Anstrøg, Stedet fortjener at efterlæses. ►Ogsaa 👤Fechts Skrift om de Fordømtes Tilstand synes at indeholde noget Saadant. Denne og den følgende § er vel værd at læse.

IVC39►En fuldkommen ligegyldig Villie (æquilibrium) er en Uting, en Chimaire; det viser 👤Leib. ypperligt paa flere Stæder, ►ogsaa 👤Bayle tilstaaer det (mod 👤Epicur)

►I hvilket Forhold staaer Villien til Forstandens sidste Akt, følger den med Nødvendighed Forstandens sidste Erkjendelse. cfr. § 311. 8

IVC40►Om Guds Medvirken med Creaturet, begynder § 377.

►velleité er Udtryk for den lidende Villen, volition for den handlende. cfr § 401.

►Fra § 406 følger en Samtale, som 👤L. Valla, har digtet for at gjendrive 👤Boethius. Vanskeligheden skal være at forene Guds Forudvidenhed med Friheden. ►Han viser at Viden ikke gjør hverken fra ell. til ved min394 Handlen, altsaa Forudviden hell. ikke. ►Han forklarer alle Vanskeligheder m: H: t: 👤Apollo (den forudvidende) men lader Sagen strande paa 👤Jupiter (paa Forsynet) og ender nu med en Formaning.

►Derpaa fører👤L. Sagen videre ved Hjælp af sin Theorie om de uendelige mulige Verdener.