533Tekstredegørelse
1. Manuskriptbeskrivelse
533
2. Datering og kronologi
535
3. Indhold
535
1. Manuskriptbeskrivelse
✂ Notesbog 13 er en indbundet bog i kvartformat, beskrevet både forfra og bagfra. Bogen er af SK mærket »Philosophica.«* Den består af 31 blade eller 62 sider. Manuskriptet er bevaret med undtagelse af et bortklippet stykke øverst på bl. [1] bagfra, hvor den manglende tekst findes overleveret i 👤H.P. Barfods afskrift (B-afskrift)* samt i hans udgave Af Søren Kierkegaards Efterladte Papirer (EP).* Notesbogen findes i Kierkegaard Arkivet (KA) på 📌Det Kongelige Bibliotek.
Not13
1
31 blade i 4o.*
Bl. [1] og [2] forfra er upagineret, herefter pagineret 1-17; s. 1-13 med blæk, s. 15 og 17 med blyant. S. 14 og 16 er upagineret. Pagineringen forfra begynder på bl. [3r]. Bagfra er siderne med blyant pagineret med bogstaverne [a]-p. Pagineringen [a]-[b] mangler pga. beklipning og afrivning.
534Papir: svært, ribbet; vandmærke: cirkelformet, i randen ordene: PRO PATRIA EIUSQUE LIBERTATE. I midten en kronet løve med tordenkile og stridsøkse, stående på en sokkel med bogstaverne VRYHEID. Desuden bogstaverne C & I Honig. Tresidet grønt sprængt snit. Mål: 216 x 270 mm.* Hæftesnor af naturfarvet sejlgarn. Af s. [a]-[b] bagfra er et mindre stykke foroven uregelmæssigt bortklippet, hver spalte for sig, og afrevet ved sammenhæftningen.
Bladene er foldet på langs; inderspalten rummer tekst, yderspalten tilføjelser. Bl. [1v] og [2] samt s. 15 og [18]-[43] forfra er ubeskrevet.
Forpermens inderside rummer tre optegnelser, af hvilke de to første er skrevet hen over hele siden. Ud for afsnittet »Den engelske Prælat (...) værd at læse« på s. 7 er der tegnet en lille figur af form som en tændstikmand. På s. 17 er en tilføjelse skrevet på skrå under den indledende datering. På s. [b] bagfra er de to sidste afsnit skrevet hen over hele siden.
Der er anvendt rødt blæk på s. 1 i yderspaltens »NB«, understregningen af »pathetisk« i første linie samt passagen »En pathetisk Overgang (...) hører blot Mod«, på s. 4 i overskriften »Aristoteless Politik« samt på s. 5 i overskriften »Leibnitzs Theodicee (...) Leipzig.« På s. 17 er dateringen »I Martz. 1846« understreget med blåkridt.
Håndskriften er omhyggelig og let læselig.
Få korrektioner.
1
2
Ingen paginering.
Papir: gulligt koncept. Mål: 171 x 202 mm. Spor af hæftning.
Bl. [1v] er ubeskrevet. Teksten på bl. [1r] udgør optegnelsen Not13:55. Det løse blad har været indlagt i notesbogen mellem s. 8 og 9, hørende til optegnelsen Not13:27.*
535Få korrektioner.
2
2. Datering og kronologi
✂ Notesbog 13 er if. etiketten på bindets forside taget i brug 2. dec. 1842. Det kan ikke med sikkerhed fastslås, hvornår SK har begyndt skrivningen af »Problemata«; men efter al sandsynlighed har han sideløbende benyttet journalen både forfra og bagfra indtil et stykke ind i 1843.
✂ I Not13:46 omtales »et tabellarisk Værk ligesom det, der resulterer af de meteorologiske Iagttagelser«. Dette værk er formentlig identisk med en oversigt med meteorologiske tabeller, der if. en omtale i Berlingske Tidende 10. marts 1843 udkom i begyndelsen af marts 1843, hvorfor denne optegnelse må være skrevet efter dette tidspunkt.* Not13:53 rummer en henvisning til JJ:84, der formentlig er fra marts 1843, og denne optegnelse i notesbogen kan da tidligst være fra samme tidspunkt.
✂ Etikettens anden datering, »i Martz. 46«, henviser til, at SK tre år senere, i marts 1846, i forbindelse med læsning af 👤Spinozas Etik er vendt tilbage til notesbogen, hvor han har indført optegnelserne Not13:37-39.* Bogen rummer i øvrigt ingen dateringer.
3. Indhold
✂ Notesbog 13, mærket »Philosophica«, følger en klar systematik: forfra rummer bindet excerpter og bemærkninger til bestemte filosofiske forfattere; bagfra, i delen »Problemata«, har SK på baggrund af sin læsning formuleret og delvis besvaret en række filosofiske spørgsmål af grund536læggende betydning. Flere af disse spørgsmål udvikles nærmere i det videre forfatterskab, særlig i Philosophiske Smuler. Endvidere har notesbogen tydelige berøringsflader med bl.a. journalen JJ, jf. nærmere nedenfor. Hvad excerpterne angår, har SK først og fremmest orienteret sig efter 👤Tennemanns Geschichte der Philosophie, i mindre grad efter 👤Marbachs filosofihistorie.* I øvrigt vidner notesbogen om grundige studier af fortrinsvis 👤Aristoteles, 👤Descartes, 👤Leibniz og 👤Spinoza.
✂ SK koncentrerer sig i »Philosophica« om tre problemområder: ontologi, frihed (spørgsmålet om bevægelse) og etikkens afgrænsning.
✂ I Not13:4 hentes fra 👤Tennemann de pythagoræiske kategorirækker, dog uden at SK nærmere udvikler inddelingen i det begrænsede og det ubegrænsede.* Men i »Problemata«, Not13:41, stilles det grundlæggende spørgsmål: »Hvad er en Kategorie?« SK kommer nu ganske kort rundt om bl.a. 👤Hegel og 👤Aristoteles, for dog straks at ledes til det næste spørgsmål, som han besvarer benægtende: »Er nu Væren en Kategorie? Ingenlunde«. Væren sætter han i forhold til kvantitet og kvalitet og henviser dernæst til nogle anmærkninger og (nu tabte) lapper i sit eksemplar af 👤Spinoza, ktl. 788,* samt anfører 👤Platons definition i Parmenides: »Væren er ikke Andet end Participeren i et Væsen i den nærværende Tid.«
✂ I »Problemata« formuleres de grundlæggende tanker om muligheden af en kristelig ontologi hinsides den immanente tænkning, ikke grundet på viden, men tro. Når SK bl.a. berører spørgsmålet om positiv og negativ viden (Not13:45)* samt erfaringens betydning for erkendelsen (Not13:46), sker det som led i fastlæggelsen af en kristelig ontologi, der udmunder i »det absolute Paradox« (Not13:53), som står i modsætning til den filosofiske erkendelse. Til sidst i denne optegnelse henviser SK til sine bemærkninger i journalen JJ, »p. 18; 23 og 24; 28«, dvs. JJ:58, 73, 74 og 84.* 537Not13:53 har også givet overskrift og tema til tredje kapitel, »Det absolute Paradox«, i Philosophiske Smuler. *
✂ Berøringen med Philosophiske Smuler ses endvidere i det andet vigtige problemområde, som SK tager under behandling i notesbog 13: friheden og det historiske. I første optegnelse i »Problemata«, Not13:40, formulerer han det spørgsmål, som siden bliver undertitlen for »Mellemspil« i Philosophiske Smuler: »Er det Forbigangne mere nødvendigt end det Tilkommende?«* Optegnelsen fortsætter:
Dette kunne være af Vigtighed m. H. t. Besvarelsen af det Spørgsmaal om det Mulige – hvorledes besvarer Hegel det? I Logiken, i Læren om Væsenet. Her faaer vi nu den Forklaring, at det Mulige er det Virkelige, det Virkelige det Mulige. Det er nemt nok i en Videnskab, ved hvis Slutning man netop er arriveret til Muligheden. Det er da en Tautologie.
✂ SKs kritik af 👤Hegels historiefilosofi kommer også til udtryk i Not13:34, der kan ses i sammenhæng med en optegnelse i journalen JJ, hvor SK bemærker, at hvad der har beskæftiget den ældre græske filosofi, er »Bevægelsen, hvorved Verden blev til, Elementernes constitutive Forhold til hinanden«, hvorimod den nyeste filosofi kun har interesseret sig for den logiske bevægelse.* Netop spørgsmålet om bevægelse (gr. ϰίνησις) optager SK særligt, fordi det for ham betegner overgangen fra mulighed til virkelighed, jf. Not13:28. Svaret søges først hos 👤Aristoteles: »Overgangens-Categorie har Hegel aldrig retfærdiggjort. Det kunde være af Vigtighed at sammenligne dermed den aristoteliske Lære om ϰίνησις med »Forandring«, og i Not13:27 anfører han de tre arter bevægelse samt skeptikernes og eleaternes benægtelse af samme.* På 538 dette sted i ms. har SK også senere indlagt det løse blad fra feb. 1847, Not13:55, hvor problemet uddybes (jf. illustrationen i SKS 19, 421).
✂ I »Problemata«, Not13:43, stilles spørgsmålet: »Er det Gode godt, fordi Gud vil det, ell. er det i og for sig godt. ? (...) Er det Gode godt i og for sig, hvorledes er Gud da frie i Forhold dertil; hvorledes den menneskelige Frihed?« I excerptet i Not13:23 af 👤Leibniz' Théodicée refererer SK dennes polemik med 👤Bayle, men noterer sig deres enighed, hvad angår liberum arbitrium (den fri vilje).* Et problem er også at forene Guds forudviden med den menneskelige frihed, hvilket belyses under inddragelse af 5. bog af 👤Boethius' De consolatione philosophiae. Om forholdet mellem fornuft og tro anfører SK i samme optegnelse, at »Troen er over Fornuften.« Heraf følger også, »at Friheden hos Msket har Overvægten over Tanken«, som det påpeges i en kritik af 👤Descartes i Not13:8, hvor SK i øvrigt demonstrerer utilstrækkeligheden af sætningen 'cogito, ergo sum', idet han mener, at beviset ikke hænger sammen. I en vigtig marginalnote til denne optegnelse sondrer SK mellem to typer af overgange, patetiske og dialektiske; disse overvejelser er af betydning for, hvad han kalder teorien om springet.*
✂ Det tredje hovedproblem, SK beskæftiger sig med i »Philosophica«, er etikken og dens afgrænsning. Ved behandlingen af 👤Aristoteles' etik mener han, at denne »blot ender i en realistisk Modsætning« til 👤Sokrates og 👤Platon, hvor talen er om den idealistiske sætning, at al synd er uvidenhed (Not13:15). Andetsteds hedder det, at »Aandens Bestemmelse har Arist: ikke fattet. Derfor anbefaler han endnu de udvortes Goder om end kun som et Accompagnement, et Draperie; men mangler paa dette Punkt Kategorie til at gjøre den gjennemførte Bevægelse« (Not13:20). Hvad angår afgrænsningen til metafysikken, noterer SK sig i Tennemann-excerptet Not13:27 det tvetydige i ἡ πϱώτη φιλοσοφία ('den første filosofi'): »snart er det en Ontologie, snart Theologie.«*
✂ 539I Not13:54 omtaler SK den »ethnisk[e] Lære«, at viden er dyd, og stiller den i modsætning til den kristelige, at dyd er viden. I forbindelse med inddelingen i moralske og intellektuelle dyder (»sædelige Dyder« og »Forstands-Dyder«) i Den Nikomachæiske Etik udtrykker SK i Not13:19, med slet skjult adresse til hegelianerne, sin anerkendelse af 👤Aristoteles som systematiker. En tredje art af dyder er de politiske, jf. Not13:21 og i forlængelse heraf den korte gennemgang af Statslæren, Not13:22.*
✂ Afgørende for SK er det imidlertid at slå fast, at dyd hos 👤Aristoteles er en æstetisk bestemmelse, hvilket han i Not13:16 forsøger at underbygge med et citat, der skal vise identiteten af dyd og skønhed, idet han dog misforstår den moralske betydning af udtrykket τοῦ ϰαλοῦ ἕνεϰα ('for det ædles skyld'). Kritikken kommer ligeledes frem i Not13:20, hvor det hedder om bestemmelsen af lykken som kontemplation, at denne virksomhed »kun i æsthetisk Forstand [har] Entelechie«.
✂ Ud over de nævnte filosoffer behandles i »Philosophica« kortfattet bl.a. 👤Sextus Empiricus, Not13:28,* stoikerne, Not13:29-30 og 32, skeptikerne, Not13:31, akademikerne, Not13:33, skolastikerne, Not13:36, altsammen på grundlag af 👤Tennemann.*
✂ Vigtigere er SKs optagethed af 👤Spinoza, der kommer til udtryk i tre optegnelser, Not13:37-39, som nævnt fra marts 1846, altså ca. tre år efter notesbogens øvrige optegnelser (jf. illustrationen i SKS 19, 400f.). Disse optegnelser kan ses i sammenhæng med, at han på samme tid indfører en række optegnelser i journalen JJ, hvortil der henvises i Not13:39.a: »cfr 540 Journalen J.J. p. 274, 276, 278, 280«, dvs. JJ:437.a, 439, 442 og 443.* I JJ:443 noterer SK således, at han netop har læst Spinozas Etik:
Jeg har nu læst Spinozas Ethik igjennem. Besynderligt er det dog, at construere en Ethik paa et, vel rigtigt, men saa ubestemt Princip som det: suum esse conservare, og fastholde det i en saadan Tvetydighed, at det lige saa godt betyder det legemlige, Egoistiske, som den høieste Resignation i den intellectuelle Kjerlighed.
Men en Modsigelse er det dog vel, at afhandle, hvorledes, ved hvilke Midler man naaer Fuldkommenheden i at herske over Affekterne, Veien til denne Fuldkommenhed (cfr. p. 430 Slutning), og saa udgive det for en Immanents-Theorie; thi Vei er jo netop Teleologiens Dialektik. Jeg gaaer den og den Vei, gjør Det og Det – for at, men dette for at adskiller jo Veien og Maalet.*
✂ Kritikken af 👤Spinozas forkastelse af teleologien kommer også frem i Not13:39, hvor den tvetydighed eller dobbelthed fremhæves, »at han paa eengang (for at afskaffe Teleologien) betragter Alt i Ro, og saa igjen (i Kraft af Definitionens suum esse conservare) faaer Endeligheden i Vorden. Dette vil sige: Begrebet Bevægelse mangler her.« SK mener her at finde en inkonsekvens, idet Spinoza taler om overgang, altså bevægelse, til fuldkommenhed, 'transitio in perfectionem'. Disse overgange defineres som 'lætitia', glæde, og 'tristitia', sorg, der sammen med driften, 'cupiditas', udgør affekterne, et andet vigtigt tema for SK.* Kort berøres tillige Spinozas kritik af miraklet, og SK henviser til sin behandling af problemet i 541 Afsluttende uvidenskabelig Efterskrift. * I øvrigt vidner Not13:37-39 om SKs læsning ikke blot af Spinozas Etik, men også andre af hans skrifter.*
✂ Vi kan nu opsummere: Notesbog 13 er benyttet regelmæssigt i perioden dec. 1842 til et stykke ind i 1843, formentlig til slutningen af marts eller begyndelsen af april. I marts 1846 har SK på et opslag i bogen tilføjet enkelte optegnelser fra sin læsning af 👤Spinoza, og i 1847 tilføjer han på et løst blad uddybende tanker om spørgsmålet om bevægelse (ϰίνησις), hvorefter han lægger bladet ind i notesbogen ved optegnelserne om samme problematik. Forfra, i afsnittet »Philosophica«, rummer notesbogen excerpter og kommentarer til filosofisk litteratur, og bagfra, i afsnittet »Problemata«, stilles og behandles en række filosofiske problemer.
✂ SK benyttede i samme periode journalen JJ, men hvor JJ rummer meget varieret stof, afspejler optegnelserne i notesbog 13 udelukkende filosofiske studier, deraf notesbogens mærke eller titel. SKs læsning af 👤Aristoteles, 👤Descartes, 👤Leibniz, 👤Spinoza og ikke mindst 👤Tennemann har dog sat sig spor i begge bøger, og fx ses læsningen af Tennemanns Geschichte der Philosophie bd. 2, 3 og 5 hovedsagelig at være refereret i notesbog 13, mens studierne af bd. 1 og 4 i højere grad er gengivet i JJ samt i den samtidige notesbog 14.