◄ Den Forskjel som Bonaventura ... p. 532 : jf. 👤G.W. Tennemann Geschichte der Philosophie ( 384,1) bd. 8,2, 1811, s. 532. Her refererer Tennemann imidlertid ikke til 👤Bonaventura, men til den ty. skolastiker og videnskabsmand, 👤Albert von Bollstädt (1193-1280), kaldet Albert der Große el. Albertus Magnus: »Er betrachtet das Gewissen als das oberste Gesetz der Vernunft, welches nach allgemeinen Regeln zum Thun und Lassen verbindet, und die Güte der Handlungen beurtheilet; und unterscheidet in dem beurtheilenden Gewissen noch das Vermögen, die sittliche Anlage, die er mit einigen Kirchenvätern synteresis (συντηϱησις) nennt, und die habituelle Aeußerung derselben (conscientia [lat. 'samvittighed']).« – Bonaventura: 👤Giovanni di Fidanza (1221-74), kaldet Bonaventura, ital. teolog og filosof. Jf. Tennemann Geschichte der Philosophie bd. 8,2, 1811, s. 533-550: Der er seks trin i menneskets vandring mod Gud, det sjette og sidste er »die Syntheresis, oder das den Lastern sich widersetzende Gewissen«, s. 546. Og: »Auf der letzten Stufe wird endlich Gott als das höchste Gut betrachtet, um aus dem Begriffe desselben die Dreieinigkeit abzuleiten«, s. 550. – συντηϱησις: gr. (syntērēsis) 'synderesis', 'bevarelse', betegner hos nogle kirkefædre bevarelsen af betingelsen for at skelne mellem det gode og det onde efter syndefaldet. Således kalder 👤Hieronymus synderesis 'samvittighedens funke', der ikke slukkes efter 👤Adams fordrivelse fra paradiset, mens synderesis hos Bonaventura og 👤Anselm betegner den naturlige, moralske evne, der fører mennesket til det gode og forårsager anger over det onde.
I trykt udgave: Bind 19 side 394 linje 13