Naar ►👤Soc: nu i den Forstand havde kaldet sig uvidende, at han virkelig var uvidende, saa vilde en saadan Yttring jo løbe ud paa en Ubetydelighed; thi det har dog ikke noget synderlig overraskende, at en Uvidende virkelig er uvidende, det vilde i saa Fald være mere overraskende, at han var vidende. ►Juristerne sige, 9r quis323que præsumitur bonus, donec probatur contrarium, saaledes ►Philosopherne: quisque præsumitur insciens, donec etc. 👤Soc: Uvidenhed var altsaa en ►docta ignorantia. Men hvilken Viden tilskrev han da de Andre, som han selv frakjendte sig. ►Ikke enhver ⓘ Tænken er en Viden. Det han altsaa synes at have haft for Øie var en Denk-Wissenschaft. Saaledes er Geometrie en Videnskab, men ikke en vidende Videnskab, hvorfor den ogsaa i Rangforordningen i 6te Bog af 👤Platos 📖 Republik regnes til διανοια ei til επιστημη. Det har været hvad vi kalde den rene Fornuft-Vdsk., hvilken ⓘ 👤Soc: kjendte ligesaa godt som Eleaterne. Han maatte altsaa ved sin Uvidenhed sætte en virkelig vidende Videnskab. Var han nu heri atter uvidende? Forsaavidt han sagde det, maatte det atter ikke være i den ligefrem Betydning, at han var uvidende; thi saa blev det en Futilitæt, men, det at han var uvidende ►antyder blot det uberschwen[g]liche. Hvorvidt nu 👤Soc: er kommen, det lader sig vanskelig afgjøre, men et Tegn paa hans Retning hen til det Historiske bliver det altid, at ►han giver sin Fremstilling en mythisk Indklædning. ►Hans Discipel 👤Plato bliver ogsaa i hans sidste Værk, i 📖 Timæus, historisk, saa at den videnskabelige Overgang er svær at finde. 👤Soc: og 👤Plato forholde sig mere prophetiske. ►👤Aristoteles viser sig imidlertid som deres Schüler derved, at han vender sig fra det blot Logiske til det Empiriske; ⓘ daß es ist, er ham Hovedsagen, was es ist, er det Andet. ►Han dadler dem, der εν τοις λογοις vil begribe Virkeligheden. ►Han dadler 👤Platos Lære om Tingenes Deeltagelse i Ideen, og kalder det ϰενολογειν. Det har kun Betydning med H: t: en mulig Erklæring at ⓘ sige at det enkelte Skjønne kun er skjønt formedelst dets Deeltagelse i Ideen; han bebreider og misbilliger en Forvexling af den logiske og Seyns Orden. Dog ligner ►👤Aristoteles den negative Philosophie. Dette viser sig ved Methoden i begge. ►den negative Ph. er ikke logisk i Aristotelisk Forstand; thi det Aprioriske er intet tomt logisk, og gaaer dem Inhalt nach nødv: over i det Empiriske. Potentsen skyder bestandig Væren ud fra sig, indtil den kommer til det sig selv Tænkende, og bliver fri Tænken, før var den blot nødv: Tænkning. Den er derfor ikke mod Erfaring, tvertimod hvor Erfaringen hører op, hører den ogsaa op, idet den jo bestandig viser ud fra sig til Erfaringen. Paa den anden Side har Erfaringen ogsaa det Aprioriske i sig. Der gaaer derfor ogsaa en Vei fra det Empiriske til det Logiske. Denne betraadte 👤Aristoteles, og steeg trinviis op lige til sin første Videnskab, ell. første Philosophie; thi begge Navne forekommer (πϱωτη επιστημη, πϱωτη φιλοσοφια). ►Hans System er en udaf Virkeligheden beredt Analysis. 9v Her maa han nu bestandig træffe324 sammen med den negative Philosophie. Udaf Potentsens Mulighed hæver Naturen sig trinviis frem; i ethvert Følgende er dette det Foregaaendes Ziel, ethvert er paa sit Sted Ende-Aarsag, ligesaa godt som det Sidste er det. ►Rækken siger 👤Aristoteles kan ikke fortabe sig i det Uendelige. ►ὑλη, Materien (det er hos 👤Arist: Potentsen, og maa ikke blot forstaaes physisk, saaledes tales der jo om Materien i en Slutning) bliver successivt bortskaffet. Det Sidste har han tillige som et Existerende; da hans Videnskab er det Virkeliges Videnskab. ⓘ Men alligevel er det, der især ligger ham paa Sinde, ikke das, men was. Han gjør heller ei Brug af det Sidste som af et Princip; det er for ham blot Ende-Aarsag; ikke frembringende, ikke ►τελος ποιητιϰον. ►Dette Sidste er τελος, selv αϰινητον; Alt drages hen dertil, selv bliver det ubevæget, ligesom det Forlangte er Gjenstand for Forlangen, men selv bliver roligt. Dette Sidste bestemmer nu 👤Aristoteles paa flere Maader. ►Han siger dette sidste Væsen er ⓘ tillige det saligste; men da af alle ⓘ Actus det at tænke er den saligste actus, saa maa dets actus være Tænken; men hvad tænker denne Tænken – kun sig selv, Alt andet er den uværdig. (Dette er nu imidlertid ikke en blot Tænken over Tænkningen; thi dette Væsen tænker jo sig selv.).