32.
d. 25 Jan.
Den første Personlighed er den, der har Magt til at sætte No 2 og 3 i Virksomhed, uden selv at gaae ind i Processen, saaledes at de blive udenfor som ►virkende Aarsager. ►B. er ikke Faderen men er den fødende Kraft, Faderen er først Fader i og med Sønnen den virkeliggjorte Søn, ligesom igjen Sønnen virkeliggjør Faderen. Her i Slutningen er nu Seyn fælleds for Fader og Søn. Det Samme gjelder om Aanden. Ikke have vi tre Guder, thi det samme Seyn er fælleds for alle og ►saaledes og die Herrlichkeit. Saa længe Potentserne virke ere de kun potentia Personligheder. – Herved hæve vi os nu op i en anden Verden. Med Personligheden aabner den gudd. Verden sig for os. Her viser sig tillige Processens Betydning for Gud. Seyn er først hos Faderen som Mulighed, derpaa bliver det overgivet Sønnen, som det hedder, at Faderen har givet Sønnen Livet. Sønnen giver derpaa Faderen Seyn som overvundet tilbage. ►Χstus siger etsteds, den som elsker mig, ⓘ han elsker Faderen, og vi ville komme til ham og μονην ποιησομεν. ►Det Samme siges et andetsteds om Aanden, at der paa erkjende vi, at han er i os, paa Aanden.
Her er ikke Spørgsmaal om den χstlige Religions Sandhed, men her er Spørgsmaal om at forstaae den. Antagelsen er noget Andet. Gjennem hele Naturen gaaer de 3 Potentsers Spannung, Intet udtrykker den fuldk: Eenhed. Enhver ⓘ Entstehen er et 4d mell. de 3 Potentser. Men denne Spannung varer kun ved til Naturens Ende. Msk, det oprindelige Msk. har et 23r Forhold til Personligheder som saadan, Naturen har kun Forhold til Potentser. ►I den mosaiske Skabelseshistorie taler bestandig den ene 👤Elohim, men da Msk. skal skabes, saa raadslaae de (altsaa flere) og sige: lader os skabe os et Msk ɔ: for os. I Processen er vel Sønnen men som Potens ikke som Personlighed. Er Guddommen først absolut i de 3 Personligheder, saa er Processen i Forhold til Tingene Process der Schöpfung, i For352hold til Gud er den ►Theogonie. ►Skriften siger, at Alt er skabt af Faderen ved Sønnen, saa er altsaa Sønnen med indbegrebet i Skabelsens Process. Faderen er ikke i Processen, Processen stræber kun til Manifestationen af hans Guddom. Allerede ►👤Dionys Areopagita bruger det Udtryk ϑεογονος ϑεοτης. ►👤Basilius M. kalder Sønnen αιτια δημιουϱγιϰη, Aanden αιτια τελειοτιϰη. ►Skriften adskiller εϰ οὑ, δι' ου, εισ ον. Eenheden er den de tre Personer fælleds Guddom. Msk. er ikke indesluttet mell. de 3 Potentser, men mell. de 3 Personligheder. ►Derfor hedder det i Skriften, at Msk. efter Skabelsen befandt [sig] i et gudd. Indelukke, saaledes som det efter Betydningen ligger i det hebraiske og det tydske Ord: »Garten«, indesluttet af 👤Elohim. I hiint Urforhold var mere end Aabenbaring. det vi imidlertid hidtil mangle er et außergottlich Seyn, vi har vel Noget ►præter deum, men Intet ►extra deum; Skabelsen er hidtil immanent, ⓘ Gud gaaer vel ud over unv: S., men beholder det indesluttet i sig. Vi maae imidlertid have et frit Forhold til Gud, vi maae være i et außergottlich Seyn, og paa den anden Side maae vi have Frihed med denne Verden, hvilket ikke var muligt, hvis den var den guddl., ell. i sin Fald vilde være en Taabelighed af os. Vor Udvikling har sin ►Slutning deri, at i Gud er Skabelsen sluttet, men vi see, hvorledes der Kreis des Geschehens netop her igjen aabner sig. Ud over Naturen, som ikke kan skride videre finde vi en Mskslægt, deelt i Folkeslag, og Aand og Bevægelse, medens Naturen staaer stille. hvorfra denne ny ⓘ Verden. I den oprindelige Intention, den umidd. Hensigt med Skabelsen laae den ikke, altsaa maae den ligge i Mskt selv. Men hvorledes stod det i Mskets Magt at gjøre Alt vaklende, efter at Alt var fuldendt, i Ro. Et andet Spørgsmaal er, hvilken Forandring er foregaaet og hvorledes die außergottliche Welt er fremkommet, som vi allerede ⓘ erkjende i Hedenskabet, en außergottlich Welt der ogsaa først gjør en Aabenbaring forklarlig, thi hvortil ellers, og saaledes mulig uden ved et Brud paa Guds Eenhed, der ikke kan gaae ud fra Gud? hvorfra havde Msk. denne Magt? I Modsætning til en uendelig Causalitæt maae man dog jo altid tænke sig uendelig Passivitæt. Vi maae vide, Skabelsen er ikke einfach Akt, den er positiv og negativ, disse to kan ikke begge sættes ved de samme Momenter.