318 13.
d. 10 Dec
👤H: kommer nu fra Logiken strax til den empiriske Natur, og har her igjen Gud som Resultat istedetfor Skaberen etc. ►Nu kunde man sige, »hvad der er im Ende, det er ogsaa im Anfange«, men det kan jo dog ikke være absolut identisk; thi saa var der jo slet ingen Bevægelse, som Anfang er det nur Anfang, som Ende er det Ende seiner selbst, »Bevægelsen er hans Realisations Proces igjennem en inden for Begyndelse og Ende liggende außernhafte Manifestations-Række.« 👤H: søgte i den sidste Tid at komme til en fri Skabelse, ►i 2d Udg. af hans Logik er der et mærkeligt Sted: den absolute Aand, hvori Alt gaaer ind som Grund, som den konkrete Aand kjender som den i Slutningen fri, sig til en Skabelse entschließende, der indeholder Alt i de foregaaende Resultater omvendt, det Absolute vender sig om til Princip, hvoraf nu alt det Foregaaende følger.« havde nu 👤H. gjort dette og ikke blot talt derom, saa havde han faaet den positive Philosophie, og erkjendt den første som den negative. Her maa nu blot gjøres en Bemærkning om det Udtryk, at Alt gaaer ind i det Absolute som Grund. I Id.Ph. heed det, ethvert Foregaaende har først sin Sandhed i det Efterfølgende, ethvert Foregaaende begrunder sig selv derved, at det gjør sig til Grund for det Efterfølgende, det selv er altsaa Grunden. Saaledes Verdenslegemerne, hvis Natur er at falde, finder Grund derved, at de gjør sig til Grund for et Andet. Dette angaaende Udtrykket. det Sidste altsaa 👤H: fik var en fri Virken, 7r men man maa fastholde, ►at det ikke indsees im Ende, men am Ende, naar Alt er ⓘ forbi, som det paa en Maade dog ikke er, da det blot er i det Moment, da det er Ende. Han har da saaledes det Absolute som ►Ende-Aarsag, idet Alt har tenderet her til. Men den hele Række er en Følge en Kjede af Ende-Aarsager, hver for Sit Følgende. Saaledes den uorganiske ⓘ Natur for Materien, den organiske Natur for den uorganiske, Dyret for Planten, Msk for Dyret. Skal det nu Alt vendes om, saa at den sidste Ende-Aarsag bliver skabende, saa maa alle de andre mellemliggende Ende-Aarsager ogsaa blive frit frembringende. Her vilde han nu snart have seet Vanskeligheden. Han har imidlertid her ikke gjort et Forsøg, thi det er jo blot en løs henkastet Yttring, men ladet ahne, at det Absolute er det frit sig Bestemmende, allerede før Natur end sige før Historie, at det er det sig frit til Natur entaüßernde.
Denne Side af 👤Hegel, da den greb ind i de religiøse Interesser, er især bleven populariseret: ►»Det er ikke Ideen, som i Id.Ph., men den absolute Aand, der sich entaüßert til Natur« Derved har ⓘ denne319 ⓘ Fremstilling søgt at give sig en historisk Skikkelse, men naar den tilføier: at det altid er skeet, og altid vil skee,« saa er det hævet igjen. Gud er fri forsaavidt han altid bringer sin Frihed som Offer; han er im Proces og Selbst-Proces., der altid gjør, hvad han altid har gjort, et Kredsløb. Det erindrer om ►👤Aristoteles, der lærte at Gud virkede ως τελος, selv αϰινητος. Eller denne Fremstilling lyder saaledes: ►Gud er vel an sich det Absolute zu vor (hvorfra kommer vel dette Ord i en reen rationel Videnskab), men for at blive sig bevidst entaüßert er sich, stiller sig ligeoverfor en Verden, Msk, hvis Gudsbevidsthed er hans Selvbevidsthed.« Nu skulde Χstd. tillige reformeres, det blev især Treenighedslæren. ►»Gud maa aabenbare sig, fordi hans Væsen er Proces, denne Aabenbarelse er ⓘ Verden, og dens Væsen er Sønnen, han maa vende tilbage til sig selv, det er igjennem Msk., og skeer gjenem ⓘ Kunst, Religion Philosophie; Msk-Aanden er den Hellig-Aand.« Man ser ikke hvad en saadan Philos: vil, da Χstus kan den umulig tilfredsstille, Philosopherne maa det støde, at den har søgt at knytte sig til Χstd:; skulde jeg bebreide den Noget, da er det, at den vil være χstelig; thi det behøvede den ikke at gjøre sig Uleilighed for, da en reen rationel Vidsk. ligesaa lidt behøver at være det som Geometrien behøver det.
Episode angaaende den Trilogie: Kunst, Religion, Philosophie. ►Man bebreidede Id. Ph., at den nærmest blot fastholdt Kunsten, fordi denne og den ikke afstryge det Sandselige. Man glemte nu reent, at Id. Ph. ogsaa nævnte Religion; som det dog ogsaa vilde [være] besynderligt slet 7v ikke at nævne den i en heel Philosophie. Forskjellen blev altsaa, at den havde glemt at sætte Philosophie over Religion, ell. at den ikke havde taget den sidste Reflexion med, hvorved Philosoph. satte sig selv.
Id. Ph. gik ud fra Natur og kom til Frihed, til individuel Handlen og Historiens ⓘ Individualitæt, kom til den Magt, der ikke taber sig selv i Proces, og derved til Gud, som den über dem Seyn bleibende. Men dette Begreb er ikke som de Andre, der kan ikke henvises til Erfaring, og dog lader det os ikke ligegyldigt, en subjektiv og moralsk Nødv: fordrer at finde det. Den rene ⓘ Fornuft-Vidskb. har ingen Grund til at gaae ud over sig selv, men ⓘ denne Nødv: vil lede til at søge uden for sig, hvad den ikke har i sig, og her kom Religion, Kunst og Philosophie.