Kierkegaard, Søren Notesbog 1

✂

IC19 7 1r ►Dogmatiske Forelæsninger.

af

👤H: N: Clausen.

✂

8 9 2r ^[a] ►Caput 5.

Om den hellige Skrifts Forhold til Fornuften.

§ 24.

Det er Christendommens Hensigt at føre Menneskene til sand Guds Kundskab, Tro, Gudsfrygt og Lydighed. Denne Hensigt ^[b] forudsætter Evne hos Msk til at overbevise sig om Tingenes sande Væsen, forudsætter en oprindelig religieus Bevidsthed og visse moralske Anlæg.

Kundskab►Joh: 8, 12. ►Eph: 1, 18.19. ►Col: 1, 9. ►Phil: 1, 9.10. ►1 Thess 5, 21.

Tro.►Joh: 3, 16. ►►Mc: 16, 16. ►Rom: 10, 13.14.

Gudsfrygt og Lydighed ►Joh: 4, 24. ►Joh. 14, 21.

►►Eb: 5, 9. ►Jac: 1, 27.

Om Begrebet Religion? Definition: ►Den umiddelbare Bevidsthed, hvori Msk. føler sig bevidst at være afhængig af Gud, og opløftet og indlemmet i det guddommelige Væsen. – Naturlig Religion. ►►Act: 14, 16. ►17, 24-29. ►Rom: 1, 20.

§ 25.

Christendommen stiller sig i Modsætning til andre (ældre) positive Religionsformer, og støtter sin Auctoritet paa Grunde og Beviser. Den opfo[r]drer til at uddrage 2v ^[c] Resultatet af Sammenligning med de ældre Religioner, til at bygge Troen paa egen Prøvelse og dadler den sløve Ligegyldighed, der ikke efterkommer denne Opfordring. Christendommen forudsætter saaledes, at dens Indhold og Grunde kan fattes af den msklige Fornuft, at dens Lære stemmer overeens med Grundsætningerne af den msklige Tænkning, og styrker Agtelsen for og Tilliden til de aandelige Kræfter i Msk. –

Christendommen støtter sin Auctoritet paa Grunde: ►Joh: 7, 17. ►8, 32. – ►Mth: 11, 4-6. –

►Joh: 5, 39.►46.47.

10Henvender Christend: sig til den ideelle ell. rene Fornuft (►in abstracto)?

§ 26.

Christendommen i den hel. Sk: er ei meddelt os som et System ell. Lærebegreb; men den christelige Tro findes fremstilt i sine enkelte Træk under en Mangfoldighed af Former. Læren er opfattet fra forskjellige Sider, udviklet i forskjellige Retninger, fremsat i forskjellig Form og Indklædning og støttet paa Beviser, der ere mere ell. mindre almeengyldige. ►Den hellige Historie maa uddrages af flere forskjellige Fortællinger, hvis indbyrdes Forening ei sjelden er vanskelig. ►De3rhellige Bøger ere komne til os gjenem Msk. Hænder og have været underkastede Tidens Forandringer. Saaledes gjøre de hellige Bøger saavel ved deres indvortes Beskaffenhed som ved udvortes Vilkaar Fordring paa en fleersidig Anvendelse af Msk. aandelige Evner; paa ►historiske og critiske Under11søgelser, for at bevise Bøgernes Ægthed; paa Fortolkning og Reflexion, for at udvikle den i dem indeholdte Lære i dens Reenhed, for at fremstille den i dens Heelhed og Sammenhæng og anvende den paa Livets enkelte Forholde. –

Denne Brug af Fornuften kaldes: ►usus organicus, formalis, instrumentalis. »►qui eruditionis subsidiis accinctus revelationem ex scriptura sacra explicat«.

§ 27.

Som Følge af det særegne Forhold, hvori ►d. h: Sk: viser os 👤Jesus og Apostlene til deres Samtid, finde vi, at de med Viisdom og Omhu i deres Underviisning have iagttaget deres Samtidiges forskjellige Tarv, deels ved at forbigaa (negativt), hvad der ei vilde være forstaaeligt; deels ved at vælge Foredraget og Beviisførelsens Form, deels ved at vælge almindelige forstaa3velige Yttringer. Saaledes opstaaer Spørgsmaalet om ►Accommodation (►συγϰαταβαςις condescendentia), hvis Omfang og Grændser kun ved videnskabelige Undersøgelser kan bestemmes og herpaa beroer den dogmatiske Gyldighed af det N:T. –

►Negativ. (►1 Cor: 9, 22. ►10, 33.). – ►Joh: 16, 4. ►16, 12. ►Mth. 24, 35. ►1 Cor: 3, 2. ►Eb: 5, 12.

Positiv.►Mth. 13, 11. ►12, 27. ►22, 31.►Joh: 10, 35. ►Gal: 4, 22. ►3, 16. hele ►Ebr:►Mth: 8, 11.

►Manichæer og ►Gnostikere især ►Phantasiastæ antoge hele 👤Jesu Liv for en ⓘ fortsatfortsat] , < forsat ►Acc:. Ogsaa ►Kfædrene behandlede Accommodationen vilkaarligt fE ►👤Tertullian, ►👤Clemens Alex, ►👤Origenes, ►👤Chrysostomus, ►👤Hieronymus. (►Gal: 2, 14.)

Have Reformatorerne ⓘ statueretstatueret] , først skrevet brugt baade den positive og negative Accommodation. ►👤Hahn siger at de kun antoge den formale og den negative. 👤Clausen mener at de ogsaa antoge den positive, og bemærker, at Reformatorerne antoge, at Apostlene havde givet visse Forskrifter, som kun skulde have temporair Brug, og anfører ►den Augsb: Confess: 7de Artic: »►Non peccant, qui non observant, quia ne ipsi quidem a4rpostoli voluerunt onerare conscientias tali servitute, sed ad tempus prohibuerunt propter scandalum, est enim perpetua voluntas evangelii consideranda in decreto.« ^[d] Men jeg seer ei, hvorledes det kan kaldes nogen positiv Accommodation. –

►Cartesianerne, ►👤Semler, ►👤Teller: »►multa in scriptura sacra tradi secundum falsos et erroneos vulgi conceptus.«

§ 28.

Af Christendommens Bestemmelse saavelsom af Apostlenes udtrykkelige Udsagn om deres Kald til at befæste Sandhedens Rige paa Jorden, følger, at enhver Accomodation, som angaaer den christelige Lære kun kan ⓘ betragtesbetragtes] , først skrevet betegnes som en ved særegne Forhold betinget12 Bestræbelse for at overvinde Hindringer for Sandhedens Udbredelse og gradeviis forskaffe den Indgang. Enhver religieus Lære, som af Chr: og Apostlene er optaget og benyttet maa altsaa være at betragte som en Betegnelsesform for den christelige Sandhed, saaledes at dens Betydning findes angiven og dens fuldere Udvikling betrygget ved dens Forbindelse med Læren i Almindl. Forestillinger derimod, der staa udenfor Kredsen af den christelige Lære ell. ikke i Foredraget ere satte i Forbindelse dermed, kunne betragtes enten som ⓘ uvilkaarliguvilkaarlig] , < uvilkaarlige Tillempning 4v ell som nødvendig for at opnaa visse velgjørende Hensigter. Sandhedens Erkjendelse er her overladt til en senere almindelig Aandsudvikling og Kundskabsudvidelse. –

Christend: er bestemt til at udbrede Sandheden fE: ►Joh: 18, 37. ►8, 32. ►14, 16.17. ►16, 13. ►14, 6. –

Chr: ivrer mod falske Lærere.

👤Paulus ligesaa: ►Col: 2. ►2 Tim: 4, 3.

👤Paulus irettesætter 👤Peter for en urigtig Accommod: i ►Gal: 2, 11.

Naar vi finde, at Chr: og Apostlene have brugt en beviselig almindelig Forestilling iblandt Jøderne; men skjøndt udmalet med forskjellige Træk, dog uforandret og uden selvstændig Udvikling, naar der ikke er lagt Vægt paa dens Betydning og Antagelse ell Forklaring ell. dens practiske Nytte, opkommer Formodning om, at Accommod: er brugt. Og ligeledes naar vi ved indbyrdes at sammenstille disse Forestillinger, ikke kunne danne os en sammenhængende Forestilling i Begreb og klart Billede, og naar enkelte Yttringer gjør en billedlig Forklaring nødvendig, bliver det sandsynligt, at de have accommoderet sig fE: med Hensyn til 👤Djævelen.

5r§ 29.

Forholdet mellem Christendommens Indhold og den msklige Fornuft (►usus normalis s: normativus) maa paa den ene Side bestemmes af Chr: og Apostlenes Yttringer om religieuse Mysterier, der ere uadskillelige fra en aabenbaret Religion i Almindelighed og som ude13lukke Fordringen af Begribelighed og Beskuelighed og fremkalde Begrebet om det Overfornuftige; paa den anden Side ►opfordres Msk: til at adskille sand og falsk Aabenbaring og det ►angives som den christelige Tros Væsen at fremvirke et nyt Liv i Msk. Heraf følger baade, at ingen christelige Lære kan stride mod Tænkningens almdl. Love og de almdl. religieuse Ideer, og at enhver christelig Lære maa have Betydenhed for den msklige Fornuft; og kunne bringes i Forbindelse med dens Ideer. Den sande christelige Religieusitet beroer saaledes paa fri og levende Vexelvirkning mellem Guds Ord i Skriften og den guddommelige Stemme i Msk. Indre og er ligelangt fra ►Naturalismens og Fornufthadets Extrem, hvor enten Aabenbarin5vgens ell. Fornuftens Ret bliver krænket.

Naturalismen er fE udtalt af ►Socinianerne: »►nihil credi posse, quod a ratione capi et intelligi nequeat.« Fornufthadet fE af ►👤Tertullian: ►credo, quia absurdum est.«

(►Rationalister. – ►Supranaturalister.)

^[e] Rationalister – Irrational:

►Naturalister – Supranatural:

✂

6r 14 2den Afdeling.

Om den christelige Dogmatik.

§ 30.

Christelig Dogmatik, ell. vidensk: Udvikling og Fremstilling af den christelige Troeslære, er ikke nødvendig for at fremkalde ⓘ detdet] , < den christelige Troes Liv; men ligesom Troen ved høiere Grad af aandelig ►Uddannelse selv fremkalder Trangen til vidensk: Begrundelse af dens Indhold, saaledes er den nødvendig til klar og fuldstændig Indsigt i Dogmernes Betydning og deres indbyrdes Forbindelse og Forhold. Dogmatiken er bibelsk, fordi den er Udvikling af 📖 Bibelens Indhold; den er philosophisk, fordi den udvikler Dogmernes Forhold til de religieuse Ideer i Msk; den er kirkelig, fordi den angiver den særegne Retning, i hvilken Læren findes udviklet i et vist Samfund.

Om Betydningen af Ordet Dogmatik.

Nødvendigheden af Dogmatik indlyser af ⓘ 1)1)] tilføjet Msk: Natur, hans Drift til at meddele sig. 2) af Χdommens Natur, den Maade, hvorpaa den er bleven meddelt.

§ 31.

Den hellige Sk: bliver Grundvold for Tros6vlæren ved philologisk-historisk Fortolkning, ledet og styret af Indsigt i Christendommens Hovedindhold og religieuse Character (►analogia scripturæ). Ved denne Fortolkning bliver det rette Valg og den rette Anvendelse af Skriftens Beviissteder (►dicta probantia, loci classici, sedes doctrinarum) betrygget.

§ 32.

Ved den rette Skriftfortolkning vil de christelige Hovedlærdomme (►articuli fundamentales s: constitutivi) frembyde sig af sig selv, de nemlig, der 1. udgjøre de ledende Ideer i Christi og Apostlernes Underviisning; 2. som meddele den christelige Tro og det christelige15 Liv sin særegne Character og 3. af hvilke de øvrige Lærdomme kunne betragtes som nærmere Udviklinger. Ved saaledes at føre tilbage til det reent christelige Element, anviser den bibelske Dogmatik den sikkreste Vei til christelig Eenhed. –

§ 33.

Dogmatiken er nær forbunden med Philosophien ei blot med Hensyn til Formen, nemlig den ⓘ videnskabeligevidenskabelige] , først skrevet <en> Bestemmelse af de enkelte Dogmer og den indbyrdes Forbindelse til et sammenhængende Hele, en Lærebygning; men ogsaa med Hensyn til Indhold; thi dette er tillige 7r meer ell mindre Gjenstand for Religions ⓘ PhilosophienPhilosophien] , først skrevet Philosophie, og det er en dybere ⓘ BegrundenBegrunden] , ændret fra Begrundelse af Lærdommene i den religieuse Bevidsthed, som give disse Betydning og Magt ell Indflydelse over Sindet. Men Dogmatiken er alligevel forskjellig fra Philosophie, fordi den hviler paa en positiv Grundvold. Enhver Sammenblanding af begge beroer altsaa paa Misforstaaelse af begge ⓘ ViidenskabersViidenskabers] , først skrevet Viidenskaber Særegenhed og kun ved fri og selvstændig Udvikling af enhver især bør den ønskelige Eenhed efterstræbes. –

§ 34.

De historiske Undersøgelser i Dogmatiken angaa deels de ►forchristelige ►Forbetydninger og Antydninger af de christelige Lærdomme, hvorved disses Betydning og særegne Form træder tydeligen frem; deels de senere Udviklinger af Læren som tjene til ved Forskjellighed og Modsætning at stille den christne Sandhed i et klarere Lys, og vise Forholdet mellem Kirkens og Skriftens Lære. –

✂

16 7v Videnskabens Historie.

Forskiellige Methoder i Anordningen af det dogmatiske Stof.

1. Den analytiske, der gik ud fra Øiemedet og sluttede sig siden til Midlerne.

2. Den synthetiske, der gaaer ud fra Aarsagerne og slutter sig til Virkningerne.

3. ►Den ⓘ trichotomisketrichotomiske] SKS, trithotomiske. 👤Marheinecke.

►Den foederative Maade af 👤Cocceius.

a)►foedus naturæ (før Syndefaldet) b) ►foedus gratiæ. – ell. 1) ►foedus patriarcharum 2) ►foedus legis 3) ►foedus evangelii.

De ►demonstrativ-mathematiske ved 👤Wolf.

8r ►👤Lactants 📖 libri VII divinarum institutionum .

►👤Genadius Massiliensis📖 de ecclesiasticis dogmatibus;►👤Isidorus Hisp:📖 libri III sententiarum.

► 👤Johannes Damascenus 📖 εϰϑησις αϰϱιβης της οϱτοδοξου ⓘ πιστεως. –πιστεως. –] bl. 8v-11v ubeskrevet

✂

17 12r Anhang til første Hovedafdeling.

Om høiere Aander.

1 Om de gode Aander.

§ 14.

Chr: og hyppigere hans Apostle omtale Engle og nævne dem som fuldkomne Væsener, som Guds Sendebud og Chr: Tjenere; men tillige som indskrænkede Væsener som ikke kunne være Gjenstand for nogen nærmere Kundskab ell. for Tilbedelse af Msk. –

►Mth: 22, 30. ►Luc: 20, 36. ►Mth: 25, 31. ►Luc: 9, 26. ►Luc: 15, 10. ►Mth: 18, 10.

Hos Apostlene.

►2 Cor: 11, 14. ►1 Timoth: 5, 21. ►Eph: 1, 21. ►3, 10. ►Colos: 1, 16. ►Rom: 8, 38. – ►Gal: 1, 8. ►4, 14. ►1 Corinth: 13, 1.

Som Guds Sendebud.►►Ebr: 1, 14. ►Luc: 1, 19. ►►Apoc: 8, 2. ►Luc: 12, 8. ►Gal: 3, 19. ►Act: 7, 53. ►Ebr: 2, 2.

Som Chr: Tjenere. ►Mth. 1. ►Luc. 1. ►2. I Chr: Fristelse, Lidelse, Opstandelse, Himmelfart. –

I Apostlenes Historie. ►Act: 5, 20. ►12, 7. ►Act: 10, 3. ►Mth: 13, 41. ►25, 31. ►1 Thess: 4, 16. ►2 Thess: 1, 7. ►1 Pet: 3, 22. De 2 første Cap: af ►Heb:

12vSom indskrænkede Væsener. ►Mth: 24, 36. ►Ebr: 1, 14. ►1 Cor: 6, 3.

Som Gjenstand for vor Kundskab. ►Col: 2, 18. ►1 Tim: 1, 4. ►Tit: 3, 9.

§ 15.

Medens vi saaledes finde i den hell. Sk: Bestyrkelse af Troen paa høiere Aanders Tilværelse, kan den særegne Form og de enkelte Træk, hvorunder denne Idee er fremstillet, ei betragtes som Dele af den christelige18 Lære; thi denne Form er uforandret optaget af det Gl. T: og den jødiske Folketro, og ligesom Yttringerne i det N. T. alle ere fremførte leilighedsviis uden at have nogen dogmatisk Character, og uden at have modtaget nogen selvstændig Udvikling, saaledes er det mythiske ⓘ AnstrøgAnstrøg] , ændret fra Strøg umiskjendeligt. Selv ved bogstavelig Fortolkning vilde Begrebet om Englenes Natur og Bestemmelse og Forhold til os vise sig ⓘ forfor] tilføjet mangelfuldt og usammenhængende til at det skulde kunne begrunde noget Dogma, ell. yttre nogen religieus Indflydelse paa Sindelaget; til hvilket hell. ikke i det N. T findes noget Spor. –

Englene betragtedes først af Jøderne som Væsener, der vare tilstede for at forherlige Guds Fremtræden, uden nogen 13r bestemt Skikkelse, hvoraf det ogsaa kommer, at ►👤Jehovas Engel ofte identificeres med Gud (►►Genes 22, 12.. ►31, 13. ►►Ex: 3, ►2 og ►6. ►►Judic: 6, 21-23. ►13, 21-23.) Siden findes bestemte Adskillelser mell. Englene og Gud, idet Englene fremstilles som Raad, en Hærskare, der omgav Guds Throne (►►1 Reg: 22, 19., ►►Hiob 1, 6..) Derefter fremstilles Englene som Personificationer af Naturkræfterne og af Guds i Naturens Kræfter virkende Forsyn (►►Ψ 34, 8. ►91, 11. ►104, 4. ►Hiob 38, 7.)

I ►Bøgerne efter Exilet er Englelæren uddannet efter den persiske Mythologie.

§ 16.

De udførlige ⓘ DisputationerDisputationer] , først skrevet Definitioner i den gamle Kirke saavelsom i den nyere om Englenes Natur, Skabelse og Virksomhed, og de forskjellige Arter og Klasser af dem, ere paa den ene Side blevne begunstigede ved det N. T. ⓘ ForbigaaelseForbigaaelse] , først skrevet Taushed af alle disse Spørgsmaal; men maae paa den anden Side overbevise om det dogmatiske Misgreb, som her er begaaet. I den protestantiske ►Klære findes aldeles ingen Artikel om Englene; men alene Opposition mod den græske og ►romerske K. Praxis, at gjøre Englene til Gjenstand for Bøn og Paakaldelse. –19

13v 2. Om de onde Aander.

§ 17.

Christus og Apostlene omtale baade Dæmoner (urene Aander) og en mægtigere ond Aand som disses Fyrste; de fremstilles som afhængige [af] Gud, altsaa ikke som oprindeligen onde; men som de, der have hengivet sig til det Onde, befordre Vankundighed og Vantro, Ugudelighed og Synd og derved deres egen Ulyksalighed. I de 3 første Evangelier fremstilles de tillige som Aarsagerne til visse legemlige Sygdomme; deres Opholdssted angives forskjelligt i Luften, paa Jorden, i Underverdenen. –

►αγαϑοδαιμονες – ϰαϰοδαιμονες. – ►Act: 17, 18. ►Eph: 6, 12. ►Mth: 25, 41.

►שטן – ►βεελσεβουβ. ►Mth: 10, 25. ►12, 24.►27. ►βελιαλ s:βελιαϱ ►2 Cor: 6, 15. – ►ὁ πονεϱος, ο αντιδιϰος, ὁ πειϱαζων, ο αϱχων του ϰοςμου. (►Joh: ⓘ 12, 3112, 31] , først skrevet 2<1>. ►14, 30). ►ο ϑεος του αιωνος τουτου, ὁ αϱχων των δαιμονιων, i ►Apoc: ►ο οφις αϱχαιος, ο δϱαχων, ὁ αγγελλος της αβυσσου.

De fremstilles afhængige af Gud:►Luc: 22, 31. 14r►Jac: 2, 19. – ►Joh: 8, 44. ►1 Joh: 3, 8ⓘ ??] tilføjet (►Joh: 15, 27. ►1 Joh: 2, 7. ►Luc: 1, 70.)

De befordre Vankundighed: ►2 Cor: 6, 14. ►Joh: 8, 44. ►2 Thess: 2, 9. ►Jac: 3, 15.

Vantro►Mth: 13, 39. ►2 Cor: 4, 4. ►Eph: 2, 2.

Ugudelighed og Synd:►Act: 26, 18. ►1 Cor: 5, 5. ►1 Tim: 1, 20. – ►Joh: 8, 44. ►1 Joh. 3, 8. – ►1 Cor: 7, 5. ►1 Thess: 3, 5. ►1 Tim: 3, 7. ►2 Timoth: 2, 25. ►Eph: 6, 11. – ►1 Pet: 5, 8. ►Act: 5, 3.

De befordre deres egen Ulyksalighed.►Jac: 2, 19. ►Mth: 25, 41. ►2 Pet: 2, 4. ►Jud: 6. ►Apoc: 20, 10.

Djævlebesættelser►δαιμονιζομενοι, ►εχοντες διαβολον, ►βασανιζομενοι, ►ενοχλουμενοι, ►ϰαταδυναςτευομενοι. ►Luc: 4, 35. ►Mth: 12, 28. ►17, ►18.21. ►Luc: 13, 16.32. ►Mc: 16, 17. ►Mth: 10, 1.

De siges at opholde sig i de lavere Luftregioner ►Eph: 2, 2. ►6, 12. ►Luc: 10, 18. i Underverdenen: ►2 Pet:20 2, 4. ►Jud: 6. ►Luc: 8, 31. – paa Jorden ►Mth: 12, 43. ►1 Pet: 5, 8.

§ 17. b.

👤Djævelen fremstilles navnlig som Christi og Chrd: Modstander og de Christnes Forfølger; men ligesom hans Magt er brudt ved Chr: og hans Riges Udbredelse paa Jorden, saaledes er hans Angreb ei anderledens 14v end at de kunne overvindes ved den christelige Troes Kraft. –

►Mth: 13, 39. ►Christi Fristelse. ►Joh: 14, 30. ►13, 2. ►27. ►Luc: 22, 3. – ►Luc: 22, 31. ►1 Thess: 2, 18. ►1 Tim: 4, 1.

👤Djævelens Rige er brudt ved Chr:ⓘ ►1 Joh: 3, 8►1 Joh: 3, 8] SKS, 1 Joh: 3, 9►Joh: 12, 31. ►Luc: 10, 18. ►Joh: 16, 11. ►Col: 2, 15. –

De Christne have Intet at frygte: ►Eph: 6, 11.16. ►Jac: 4, 7. ►1 Pet. 5, 8. ⓘ ►1 Joh: 5, 18.1 Joh: 5, 18.] , herefter er slettet 2 Thess

§ 18.

I de anførte Yttringer af det N. T. finde vi Anvendelse gjort af de enkelte Træk af en ►Dæmonologie, som efter ►det babylonske Exil hørte til den herskende Folketro iblandt Jøderne, og forekommer som saadan i ►det Gl. T. Apocrypher og i andre med dem samtidige Skrifter. –

I ►de canoniske Bøger findes intet Spor af ⓘ LærenLæren] , først skrevet Djæv om Dæmoner, som i og for sig onde og uafhængige af Gud. ►1 Sam: 16, 14. ►2 Sam: 24, 1.16. ►Es: 37, 26. ►1 Reg: 22, 20 ►sq:

Efter Exilet finde vi denne Lære mere uddannet, formodentlig har Perserne influeret meget derpaa. ►Sirach: 21, 27. ►►Sap: 2, 24.

15rDjævlebesættelser nævnes ►Tob: 6, 7. – ►👤Asmodeus. (►Apoc 9, 11.) De onde Aander opholde sig paa øde Steder ►Tob: 8, 3. ►Bar: 4, 35. Hos ►👤Philo findes intet Spor til en Dæmonologie; men derimod hos ►👤Josephus.

§ 19.

Fortolkningen af Chr: og Apostlernes Yttringer om onde Aanders aandelige og legemlige Indvirkning paa21 Msk: er underkastet særegen Vanskelighed; for den egl. Fortolkning kunne saavel Hyppigheden af de herhen hørende Yttringer tale, som den Omstændighed, at der ikke findes Spor til nogen Opposition imod Troen paa ⓘ DæmonersDæmoners] , først skrevet Dæmoner Rige; den uegentlige Fortolkning som symbolsk Personification af det Onde har sin Anbefaling deels i den beviselige Nedstammen af disse Forestillinger fra ⓘ dede] , først skrevet den hedenske Religioner; deels i den uforandrede Form, i hvilken de ere optagne i det N. T., deels i den Maade, paa hvilken de ere blevne benyttede i Mangelen paa deres Forbindelse med hverandre indbyrdes som med Χdommens 15v ►eiendommelige Sætninger. Hertil kommer at en Fortrængen af slige dybt rodfæstede Forestillinger ikke havde været mulig uden betydelig Udvidelse og Berigtigelse af physiske og psychologiske Kundskaber, imedens de practiske skadelige Forestillinger kunne forebygges ved en viis Behandling. –

§ 20.

Naar man gaaer udenfor den almindelige Lære, at der ogsaa hos de høiere aandelige Væsener maa findes Synd, til Spørgsmaalet om det Ondes Udspring af disse Aander, da vil den uegentlige Fortolkning have Fortrinet ifølge videnskabelige Grunde, uden at den imidlertid kan bevises at være den ene gyldige. Det kan derfor ei undgaaes, at den forskjellige Subjectivitet faaer overveiende Indflydelse paa Afgjørelsen af dette Spørgsmaal. Denne Frihed maa ansees for at være grundet i ►den h: Sk: Yttringer; ingen bestemt Lære kan uddrages om de onde Aanders Natur; saaledes bliver deres Indvirkning paa ⓘ MskverdenenMskMenneskeverdenen] , ændret fra MskMenneske ⓘ indskrænketindskrænket] , < uindskrænket og betinget paa den Maade, 16r Skriften fordrer det, en Sætning uden religiøs Betydning ell. practisk Indflydelse. Men netop fordi denne Grændse saa let overskrides, og saaledes Læren faaer en betydningsfuld Character, er det farligt at nære ^[a] og bestyrke Troen paa onde Aanders Virksomhed, ligesom det paa den anden Side kan være misligt ligefrem at bestride ell. fornægte den. –

22§ 21.

Ved Siden af den almdl. skriftmæssige Kirkelære ere forskjellige Hypotheser blevne fremsatte om de onde Aanders Fald, Natur, Virksomhed og tilkommende Skjebne, som fra den ældste ⓘ KirkesKirkes] , først skrevet Tid Tider have i det væsentlige vedligeholdt sig til længe efter Reformationen. Disse mangle det tilstrækkelige Støttepunct i d. h: Sk:, og maae, forsaavidt dette mangler, udelukkes af Dogmatiken. Om de blodige Virkninger af Overtroens Magt i denne Henseende indeholder ►K:historien advarende Exempler i Mængde. I de almindelige ►Symboler er det dæmoniske Rige forbigaaet med Taushed. I ►📖 den augsburgske Confession forekommer leilighedsviis enkelte herhid hørende Yttringer; men ingen dogmatisk Udvikling. –

16vI den augsburgske Confession.

19 Artic: ►causa peccati est voluntas malorum, videlicet diaboli et impiorum.

20 Art ►Diabolus impellit homines ad varia peccata, ad impias opiniones et manifesta scelera.

17 Art. ►Chr: impios homines et diabolos condemnabit, ut sine fine crucientur.

✂

23 17r Anden Hovedafdeling.

Christelig Anthropologie.

1ste Capitel.

Om ►Msk. skabt i Guds Billede.

§ 22.

Msk. er skabt af Gud og Msk: Slægt nedstammer fra eet Par. Denne Lære er fremsat af Chr: og Apostlene, skjøndt korteligen og i Forbigaaende (fordi Hovedsætningen er indeholdt i den almdl. Tro paa Gud som Verdens Ophav) med bestemt Hensyn til Skabelseshistorien i ►Genesis. Derimod giver Skriften ingen Anledning til Problemer, som hermed senere ere satte i Forbindelse, ligesaalidet som den giver Anledning til at løse dem.

►Mth: 19, 4. (►Gen: 1, 27.) ►1 Timoth: 2, 13. ►1 Cor: 11, 8.9. ►Act: 17, 26. ►Rom: 5, 12. ►1 Cor: 15, 45.48.

►Hvorledes forenes Fortællingen i ►Gen: 1 med den i andet Cap:? ►👤Isaac Peirère

Hvor var de første Msk: Opholdssted?

17v►Hvorledes forenesMsk: Nedstammen fra eet Par med Raceforskjellighederne?

§ 23.

Mennesket er skabt i Guds Billede og denne høiere ufortabelige Adel er at søge i Sjælen, som modsættes det forkrænkelige Legeme og navnlig i Sjelens Evner til Tænkning og Selvbestemmelse.

►Act: 17, 29. ►Jac: 3, 9. ►1 Cor: 11, 7. – ►Gen: 1, 26. ►כִדְמוּת‎ בְצֶלֶם ►Ps: 8, 7.

Vi finde i det N. T. en Modsætning mell. ►νους, πνευμα, ψυχη og σωμα, σαϱξ. ►רוּחַ‎ נֶפֶש, נִשְמַת‎ – בָשָר‎ עָפָר.

►Mth: 10, 28. ►16, 17.

24Hos 👤Paulus finde vi en Modsætning mell. ►σαϱξ, πνευμα; ὁ εσω ανϑϱωπος og ⓘ ὁ εξωὁ εξω] SKS, ο ἑξω ανϑϱωπος ►2 Cor: 4, 16. ►►Eccl:ⓘ 12, 712, 7] , < 12, 27. – Der skelnes mell. Aanden og Livsprincipet πνευμα og ψυχη: ►1 Cor: ⓘ 15, 44.4515, 44.45] SKS, 15, 44.48. – I ►1 Thess. 5, 23 er ►Trichotomie. – Ved πνευμα forstaaes ⓘ dede] , < det høiere aandelige Anlæg, ved hvilke Msk: hæver sig til Lighed med Gud: ►Mth: 5, 48. ►1 Pet: 1, 15. ►Eph: 4, 24. ►Col: 3, 9.10.

§ 24.

Den christelige Læres Reenhed og Høihed i dette Punct er bleven fordunklet ved Hy18rpotheser om den msklige Sjæls Tilbliven og Natur, hvilke man kun ved Misforstaaelse har kunnet tillægge religieus Vigtighed, deels ved vrange Forestillinger og deels ved spidsfindige Undersøgelser om Beskaffenheden af Guds Billede i Msk. –

Om Sjelens Tilbliven. ►Præexistentianerne. – ►👤Plato – ►👤Justinus M:; ►👤Clemens Alex:; ►👤Origenes og ►👤Theodoretus. – ►Creatianere. – ►👤Aristoteles – ►👤Ambrosius; ►👤Hieronymus; ►👤Pelagius. – ►Traducianerne. ►👤Tertullian; ►👤Augustinus.

Om Sjelens Natur. 1. Om Sjelens forskjellige Bestanddele. (►νους s. το ηγεμονιϰον; ►το ϑυμιϰον; ►το επιϑυμιϰον). 2. Om Sjelens egl. Substants. a den latinske K: Lærere materielle Anskuelser. (Gjengjeldelsen i det andet Liv; Drømme og Visioner) 👤Justinus, ►👤Ireneus, 👤Tertullian, ►👤Lactantius. b ►den Alexandrinske K: Lærere imaterielle Anskuelser. 👤Clemens Alex:; 👤Origenes. – ^[a]

§ 25.

Mennesket er udødeligt; denne Tro hviler paa Bevidstheden om Sjelens høiere Natur og Virksomhed; den er stadfæstet ved Chr: Død og Forherligelse; og udtrykt i Apostlernes Frimodighed i Dødsfaren og i deres Læng18v[sel] efter deres Fædreland i Himmelen. I det Gl. T. findes ei Udødelighedslæren fremsat ►af Moses; men gradeviis og før ►Exilet langsomt og ufuldstændigt udviklet.

25►Mth: 10, 28. – ►Mth: 6, 20. ►►Lc: 16, 9. ►2 Cor: 4, 17.18. – ►Joh: 5, 24. ►6, 47. ►11, 25. ►17, 3. –

er ►Mth: 22, 31.32 et Beviis?

►Eph: 1, 14. ►2 Cor: 5, 5.

👤Jesu Død og Forherligelse.►Joh: 17, 24. ►14, 1. – ►2 Tim: 1, 10. ►Eb: 2, 14.15. – ►Rom: 6, 8. ►8, 11.►17. ►1 Cor: 15, 14-23. ►1 Cor: 6, 14. ►1 Pet: 1, 3.

Apostlernes Exempel►Rom. 8, 38. ►1 Cor: 15, 31.55, ►2 Cor: 4, 11. ►Phil: 1, 21. ►2, 17. ►2 Tim: 4, 6.7. ►Act: 7, 55. Apostlernes Længsel udtrykkes: ►Rom: 8, 23. ►2 Cor: 4, 17. ►5, 2.►4.►6.►8. ►Phil: 1, 23. ►3, 20.

Jødernes Lære om Udødelighed.

(Den findes ei hos 👤Moses)

^[b] A. før Exilet. 1.) Man troede, at de Afdøde skulde samles paa et fælleds Sted. »samles til sine Fædre ell. sit Folk. ►עַמָיו‎ אֶל‎ וַיֵאָסֶף ►Gen: 25, 8. (👤Abraham) ►49, 33. (►Jacob) ►►Deut 32, 50 (👤Moses). ►Gen: 37, 35. 👤Jacob siger: ►שְאֹלָה‎ אָבֵל‎ אֶל־בְנִי‎ ⓘ אֵרֵד‎ כִי‎אֵרֵד‎ כִי‎] SKS, אֵרֵךְ‎ כִי‎ ‎2) angives et fælleds Opholdssted ►שְאֹל af שאל poscere ell maaskee af det æthiopiske ►שוֹל Helvede. Dette שְאֹל nævnes: ►Gen: 37, 35. ►42, 38. ►44, 29.►31. ►►Num: 16, 30.►33. (👤Korah.). I de følgende Bøger 19r forekomme nærmere Bestemmelser om dette Rige. ►Job: 30, 23. ►לְכָל־חַי‎ מוֹעֵד‎ בֵית.: Det er forsynet med Porte ►שָעֲרֵי־הַמָוֶת. ►Es. 38, 10 ►שְאֹל‎ בְשַעֲרֵי‎ אֵלֵכָה; som underjordisk i den dybeste Afgrund ►Job: 11, 8. »Gud er høiere end Himlen og dybere end Scheol. ►שְאֹל‎ בְעִמְקֵי ►►Provb: 9, 18. under Vandene ►Job: 26, 5 ►מַיִם‎ מִתַּחַת. Der siges at herske Mørke og Skygger ►Job: 10, 21. ►וְצַלְמָוֶת‎ חֹשֶך‎ אֶל־אֶרֶצ. Der hersker Stilhed og Taushed. – 3) Med Hensyn til de Afdøde selv da ⓘ kaldeskaldes] , først skrevet <··> de: ►רָפָאִים af רָפָה εϰλειπειν, marvløse Væsener, kraftløse Skygger uden Virksomhed. (Af ►1 Sam: 28 see vi, at de troede, at disse Skygger kunne fremmanes ved magiske Kunster). ►Job: 3, 13. ►►Ps: 115, 17. ►6, 6. ►88, 11. ►Es: 38, 18. – Paa andre især poetiske Steder finde vi en Slags Personlighed: ►Es: 14. ►Ezechiel 32.

B. efter Exilet.^c Findes de rigtigere Forestillinger ⓘ mindremindre] , ændret fra mere i de canoniske end i de apochryphiske og af disse26 igjen mere i ►de alexandrinske end i de jødiske Apochrypher.

►Sadducæer. ►Essener. ►Pharisæer.

§ 26.

Den christelige Udødelighedslære har sin bestemtere Udvikling i Læren om Op19vstandelsen, der er knyttet til Chr: Opstandelse. Msk. skulle i det andet Liv erholde et legemligt Organ for Sjælens Virksomhed; ikke det her afsielede, jordiske Legeme; ikke heller et i Væsen aldeles forskjelligt; men uforkrænkeligt og skikket til høiere Liv og Virksomhed. Saaledes antyder denne Lære, hvori senere ⓘ jødiskejødiske] tilføjet Religionsbegreber ere knyttede, i renere Form paa betydningsfuld Maade den høiere Tilværelse med Bevarelse af den msklige Natur og den personlige Individualitet.

Om Beskaffenheden af det tilkommende Legeme og dets Forhold til det nuværende.

1. Det skal være forskjelligt.►1 Cor: 15, 38.50. Det udtrykkes ved Ordene: ►μεταμοϱφουςϑαι, μετασχηματιζεσϑαι, αλλασσεσϑαι►2 Cor: 3, 18. ►1 Cor: 15, 51. ►Phil: 3, 21. – ►Rom: 8, 23. – ►2 Cor: 5, 1. endvidere bruges Udtrykket ►εϰδημειν.

2. Der skal finde en Analogie Sted.►1 Cor: 15, 53.54. ►2 Cor: 5, 2-4. – ►Mth: 22, 30. ►1 Cor: 15, 42-49. ►2 Cor: 3, 18. ►Phil: 3, 21. ►1 Cor: 13, 12.

Læren om Opstandelsen hos Jøderne.

ⓘ ►Dan: 12, 2Dan: 12, 2] , < Dan: 12, 1-2.^d – ►2 Macc: 7, 9.10.11.14.23. ►2 Macc: 12, 40.44.

Chr: og Apostlene have benyttet disse enkelte Træk; men givet dem en mere universell. Character. ►Act: 24, 15. ►1 Cor: 15, 22.

20r§ 27.

Det tilkommende Liv staaer i den nærmeste Forbindelse med det nærværende. Dette Forhold er betegnet ved Forestillingen om en retfærdig Gjengjeldelse af Msk: jordiske Liv. De billedlige Beskrivelser af den tilkommende Lyksalighed og Ulyksalighed give ei be27stemte Forestillinger. Med Bestemthed fremhæves alene paa den ene Side den høiere Grad af Fuldkommenhed, nærmere Samfund med det Fuldkomne og den heri grundede Lyksalighed og paa den anden Side det Ondes Magt i Msk: selv, Samfund med det Onde og den deri grundede Ulyksalighed.

Forbindelsen mell. dette og det kommende Liv betegnes som en Gjengjeldelsestilstand, som fremstilles under Billeder: 1 Livet her paa Jorden er Arbeide hisset Lønnen ►Mth: 25, 22-23. ►Luc: 19, 17.19. ►1 Cor: 3, 8. 2 Livet her er Tid til Udsæden, det andet til Høsten ►2 Cor: 9, 6. ►Gal: 6, 7.8.9. 3 Livet forestilles som en Kamp hist er Kampbelønningen.: ►1 Cor: 9, 24. ►2 Tim: 4, 7.8. ►Eb: 12, 1.

Det tilkommende Liv skildres som en retfærdig Gjengjeldelse ►Mth: 12, 36. ►18, 8. ►Mth: 25, 34.41. ►Joh: 5, 29. ►Rom: 2, 6.16. ►2 Cor: 5, 10. ►1 Cor: 4, 5. ►Gal: 6, 8. ►Eph: 6, 8. – Grader i Straf og Belønning: ⓘ ►Luc: 19, 26►Luc: 19, 26] SKS, Luc: 19, 11. ►Mth: 25, 22.23. ►Mth: 10, 15 (►📌Sodoma og 📌G:) ►11, 22 (►📌Tyrus og 📌S.) ►Luc: 12, 47.

20vLyksaligheden og Ulyksaligheden beskrives billedlig. Vi kunne adskille de almindelige Yttringer:►δοξα, τιμη, ϰληϱονομια, υιοϑεσια, σωτηϱια, ζωη αιωνιος. modsat ►ϰϱισις, οϱγη ϰαι ϑυμος, ϑλιψις ϰαι στενοχοϱια, απολεια s. ολεϑϱος. Andre mere bestemte; men billedlige ere: ►αναϰλινεςϑαι μετ' Αβϱααμ, Ισααϰ ϰαι Ιαϰωβ ►8, 11. ►ειναι εν ϰολπω Αβϱααμ ►Lc: 16, 22. ►σϰοτος εξωτεϱον, ϰλαυϑμος ϰαι βϱυγμος οδοντων ►Mth: 22, 13. ►2 Pet: 2, 17. ►πυϱ αιωνιον ►Mth: 25, 41. ►Lc: 16, 24. ►σϰωληξ αυτων ου τελευτᾳ ►Mc: 9, 44.

Lyksaligheden angives som en høiere Fuldkommenhed en nærmere Forbindelse med det Fuldkomne. ►οψονται τον ϑεον ►Mth: 5, 8. ►1 Joh: 3, 2. ►ειναι συν ⓘ χϱιστωχϱιστω] SKS, χϱισϑω, ενδημειν πϱος τον ϰυϱιον, συνδοξασεσϑαι συν τω Χϱιςτω. ►Joh: 14, 3. 17, 24. ►2 Cor: 5, 8. ►Phil. 1, 23. ►1 Thess. 4, 17. ►Rom: 8, 17. ►►Eb: 12, 23.

De Ondes Ulyksalighed fremstilles som en Fjernelse fra Gud og de Gode og en Sammenleven med de Onde. ►Lc: 16, 26. ►Mth: 13, 49. ►2 Thess: 1, 9.

Forestillingen om Dommen og Gjengjeldelsen som moralsk er antydet ►Joh: 3, 18.

28§ 28.

Hovedpunctet i den christelige Lære om Udødeligheden.

Den christelige Lære tilstæder ingen Af21rbrydelse af det msklige Liv og Virksomhed ved Døden. En særegen Vanskelighed opstaaer derfor, naar ⓘ angivesangives] , ændret fra tilkjendegives et bestemt tilkommende Tidspunct (Chr: Gjenkomst), da Alle paa eengang skulle opstaae til Livet og modtage deres Dom. Den første Vanskelighed synes at hæves ved Hensyn til Apostlernes Forventning om Chr: umiddelbar forestaaende Gjenkomst. Ved den yderste Dom synes Skriften at antyde Indtrædelsen af en almindelig fuldkomnere Tingenes Orden, ^[e] uden at den digteriske Beskrivelse beføier os til bestemtere Forestillinger om det andet Livs Beskaffenhed. –

Χdommen tilstæder ingen Afbrydelse af Msk: Liv

►Luc: 16, 9. ►16, ►22. 23, ►43. ►2 Cor: 5, 1. ►Eb: 9, 27. ►2 Cor: 5, 8. ►Phil: 1, 23. – ►Eb: 4, 9-11. beviser Intet herimod ►ϰαταπαυςις maa ei forstaaes om en Sjelesøvn; men om Lyksalighed. –

Den almindelige Opstandelse: ►Joh: 5, 28. ►1 Cor: 15, 23.52. ►1 Thess: 4, 16.17. – Vi skulle træde frem ►ενωπιον του βηματος του ⓘ ΧϱιςτουΧϱιςτου] SKS, Χϱιςϑου: ►Rom: 14, 10. ►Act: 17, 31. ►1 Cor: 4, 5. ►2 Cor: 5, 10. ►2 Thess: 1, 6.7.9. ►2 Tim: 4, 1. ►1 Joh: 2, 28. ►3, 2. ►Mth: 10, 41.42. ►19, 28. ►25, 31.

Apostlene erindre vel, at ingen veed Timen til Chr: Gjenkomst: ►1 Thess: 5, 1.2. advarer mod Grublerie ►2 Thess: 2, 2. Men dog ventede de Chr: Gjenkomst inden føie Tid: ►1 Cor: 10, 11. ►15, 51. ►1 Thess: 4, 15. ►1 Tim: 6, 14. 21v ►Tit: 2, 13. ►1 Joh: 2, 18. ►Jac: 5, 8. ►1 Pet: 4, 7. ►Eb: 10, 25.

§ 29.

Den chr: Lære om Msk: vedvarende Personlighed og Virksomhed efter Døden medfører Begrebet om vedvarende Frihed; men dette Begreb synes at ophæves ved Skriftens Yttringer om evig Salighed og evig Fordømmelse, dersom denne tænkes som uforanderlig Følge af Msk: Tro og Gjerninger i dette Liv. Denne Vanskelighed synes alene derved at kunne hæves, at29 den evige Salighed og den evige Fordømmelse betegner den evige Forbindelse mellem det Gode og Lyksalighed og det Onde og Ulyksalighed, uden at der tænkes Msk: nægtet Evne og Leilighed ⓘ ii] , først skrevet tilk det tilkommende Liv at virke til dets Tilstands Forandring.

Tilstanden efter Døden kaldes Evighed. Der tales om ►ζωη αιωνιος – πυϱ αιωνιον ►Mth: 18, 8. ►ϰολαςις – ζωη αιωνιος ►Mth: 25, 46. – ►ϰϱιςις αιωνιος ►Mc: 3, 29. ►το σϰωληξ αυτων ου τελευτᾳ ►Mc: 9, 44. –

Efter at vi have handlet om Læren om 1) Udødeligheden 2) Opstandelsen 3) retfærdig Gjengjeldelse, komme vi til en Deel Spørgsmaal, som hermed staae i Forbindelse; men mangle mere ell. mindre den bibelske Grundvold. –

22r§ 30.

Imedens Troen paa Sjelens Udødelighed som Bevarelse af den menneskelige Personlighed i en retfærdig Gjengjeldelsestilstand først ved Chr: er bleven udviklet og stadfæstet, har den Ubestemthed, hvormed Skriften berører de underordnede Lærdomme foranlediget mangfoldige Spørgsmaal og Undersøgelser, som i de ældste og nyeste Tider have ført til forskjellige phantastiske Speculationer og skadelige Meninger. Disse have angaaet ⓘ 1)1)] tilføjet Opstandelsens Beskaffenhed; 2) Mellemtilstanden mellem Døden og den yderste Dom 3) Helvedstraffenes Evighed. –

1 Om Opstandelsens Beskaffenhed. Naar vi gjenemgaa de dogmatiske og apologetiske Skrifter af ►Kfædre, er der ⓘ neppeneppe] , først skrevet net noget Punct der er behandlet med den Omhyggelighed ⓘ endend] SKS, en denne.

Saaledes ►👤Athenagoras, (📖 πεϱι αναςταςεως των νεϰϱων) ►👤Tertullianⓘ † 220.† 220.] tilføjet ^f. ►👤ⓘ JustinusJustinus] , ændret fra Augustinus M: † 165; ►tvende ⓘ afaf] tilføjet 👤Origenes † 254. af ►👤Clemens Alex:s ⓘ († 218)(† 218)] tilføjet Bog have vi Intet tilbage. Grunden til, at de behandlede denne Lære saa hyppigt, var 1) at de ansaae den for noget væsentligt; 2) fordi den stod i Forbindelse ^[g] med Chr: Opstandelse; 3) fordi flere Secter i den ældste ►K: oppone30rede imod den: ►Act: 17, 32. ►1 Cor: 15, 12. ►2 Tim: 2, 17. (►👤Hymeneus og 👤Philetas) senere ►Gnostikerne.

22v ^[h] Om de tilkommende Legemers Forhold til de nærværende. – De Fleste meente, at de tilkommende Legemer skulle være materielle af samme Substants som det nærværende.

►Alexandrinerne hyldede mere aandelige Anskuelser, statuerede en ►resurrectio ►ϰατα το ειδος ikke ►ϰατα το υποϰειμενον. –

I den nyere Tid streed ►Paulicianer og ►Chatarer mod ►Scholastikerne. Scholastikerne antoge ►ⓘ identitasidentitas] , ændret fra identas totalis. ►De nyere Dogmatikere antage ►identitasⁱ partialis. – ⓘ ►👤MarheinckeMarheincke] , < Marhein<·>cke.

2. Om Mellemtilstanden. Nogle meente, at Sjelen døde tilligemed Legemet. ►ϑνητοψυχιται. Andre meente, at Sjelen efter Døden nedsænkes i en bevidstløs Søvn ►ψυχοπα[ν]νυχια. – Iblandt Folk herskede ogsaa den Mening, at Sjælen efter Døden omsvævede Graven. – Andre antoge en Sjelevandring ►ψυχοπομποςις, ⓘ ►μεταψυχηςιςμεταψυχηςις] , ændret fra ψυχηςις.

Flere Kfædre holdt fast paa ►den jødiske Forestilling om et 📌Hades, hvor Alle opholdt sig. Men snart adskilte man Dele i dette 📌Hades, saaledes ⓘ 👤TertullianTertullian] , < Tertullian, 3 Deele 1 for de Ugudelige 1 for de Fromme (►Luc: 16) 1 for Martyrer og de udmærket Fromme (►Luc: 23, 43). Senere troede man^j at ►Chr: ved sin Prædiken i Underverdenen havde udfriet de fromme Israe23rliter fra 📌Hades til 📌Paradiis; dernæst antog man at alle fromme Christne kom til 📌Paradiis.

I den scholastiske Periode findes bestemt Udvikling af denne Lære Der skjelnes mell. 5 Opholdssteder 1) 📌Paradisus for de Fromme, som var den yderste Kreds 2) indenfor den ►📌limbus patrum, hvor ►patres og de fromme Jøder før Chr: opholdt sig; men siden ved Chr: Nedfart blev den tom. 3) ►📌limbus infantium for de Christnes Børn, som vare døde uden Daab 4) ►📌locus purgatorius for dem, som ei havde afsonet deres Synder ved kirkelige Bodshandlinger 5) ►📌Orcuss:📌Geenna for de Ubodfærdige. –

31Hertil slutter sig ►Læren om Skjærsilden. – ^[k] Lignende Forestillinger findes i ►Zendreligionen, hos ►👤Pythagoras, ►👤Plato, ►👤Heraclitus, ►Stoikerne og tildeels hos ►Skandinaverne. – Især blev denne Lære udviklet af ►👤Gregorius M: † 604.; den blev knyttet til den kirkelige Lithurgie. (Et Forbillede findes ►►2 Mcc: 12, 44.). Denne Lære stod i Forbindelse med Afladshandelen og sanctioneredes paa ►Synodus Florentina 1439^l og ►Conc: Trid: 1545-63. i den 25 ►Sessio: »►catholica ecc:, spiritu s: edocta, ex sacris litteris et antiqua patrum traditione docet, purgatorium esse et animas ibi detentas fidelium suffragiis (Forbønner) potissimum vero acceptabili altaris sacrificio juvari«

23v ^[m] Der ⓘ høitideligholdeshøitideligholdes] , < høiti<··>deligholdes ogsaa ►festum omnium animarum d. 2 Novb:. –

3. Om den evige Fordømmelse og Helvedstraffene. Hvad Beskaffenheden af den evige Ulyksalighed angaaer, da vare Meningerne deelte. I den græske K: blev ►👤Justinus M: † 165. ►👤Tatian, ►👤Theophilus, ►👤Athanasius ved de bibelske billedlige Udtryk. – Latinerne vare mere Materialister. – De renere Forestillinger findes hos ►👤Clemens og ►👤Origenes. Hvad Straffenes Natur angaaer, da lærte de, at de bestode i Vankundighed (►σϰοτος εξωτεϱον), i en fuldkommen Forstyrrelse af Sjælens Harmonie; og i Samvittighedens Nag. Hvad deres Varighed angaaer, da lærte de, at disse Straffe vare at betragte som piinlige Lægemidler. Disse Sætninger fordømtes af ►👤Justinian ►553 paa Conc: Constantinopolitanum. Dog vare de blevne antagne af Navne som: ►👤Gregorius Nyssenus † 394. ►👤Theodorus Mopsuestinus † 428. ►👤Diodorus Tharsensis † 360. Ogsaa ►👤Hieronymus † 420 hyldede ⓘ dissedisse] , først skrevet denne Meninger; men meente dog, at Dæmonerne evig skulle lide Straf. ►👤Augustin antog ifølge sit System Helvedstraffenes Evighed. Igjenem hele Middelalderen blev denne Sætning gjeldende som rettroende. – De ældre lutherske Dogmatikere skelnede ⓘ mellemmellem] , ændret fra Mellem ►poenæ damni (de naturlige) og ►poenæ sensus (de positive). De indrømmede, at Skriftens Udtryk om Straffene vare billedlige og de ind24rlode sig ei paa at bestemme dem efter disse. Flere skjælnede mellem for32skjellige Grader af Straf; men antog saa deres Evighed. De anførte som Grunde for Straffenes Evighed 1 Guds uendelige Majestæt, der maatte fordre uendelig Straf. 2 Guds Alvidenhed (►scientia media), der forudsaa, at de Onde ville blive evindelig onde, om deres Liv var vedbleven i det Uendelige 3 mene de, at de Onde, som ere døde i Synden ei ville finde Leilighed til Forbedring og saaledes forhærdes, hvorfor deres Straf var evig. Disse Grunde lade sig let gjendrive.

De nyere Dogmatikere gik udfra at Skriftens Yttringer i dette Punct vare ubestemte og at altsaa Opgaven var at søge og finde i en saadan Forestilling, som kunde finde Medhold ved Skriftens Yttringer og kunde svare til almindelige christelige ⓘ IdeerIdeer] , først skrevet Anskuelser og Sætninger og ikke stride mod Principerne for den msklige Tænkning. Saaledes behandlede de som orthodoxe Theologer bekjendte ►👤Doederlein ►👤Morus, ►👤Storr, ►👤Reinhardt, ►👤Knapp denne Lære. De erindrede 1.) at naar der i ►Sk: tales om, at Chr: skal dømme Msk:, er der ikke gjort nogen Modsætning mellem Livet før og efter ⓘ denden] , først skrevet Døden yderste Dom. Vi ere derfor berettigede til at betragte denne ⓘ Mellem-TilstandMellem-Tilstand] tilføjet som en Virksomheds-Tilstand, hvori en fortsat Stræben kan finde Sted. 2) at for de Ondes Straf vil der blive en hypothetisk Evighed. –

24v§ 31.

^[n] De fleste ovenanførte Spørgsmaal ere i ►vor Kirkes symbolske Bøger forbigaaede med Taushed. De indeholde en kort Betegnelse af Læren om Opstandelsen og Dommen, for det meste med Skriftens egne Ord, hvortil føies en Bekræftelse af den evige Lyksalighed og Ulyksalighed som bliver at ⓘ forklareforklare] , først skrevet forf efter den h: Sk: Analogie. I ►de øvrige protestantiske Symboler er Læren om Skjærsilden med Bestemthed forkastet. –

33 3die Capitel.

Om den mskelige Syndighed.

§ 32.

Chr: og Apostlene skildre med stærke Træk den fuldkomne Forvildelse og dybe Fordærvelse, som paa deres ⓘ TidTid] , først skrevet T<··> var almdl. herskende iblandt Jøderne saavelsom Hedningene; den fremstilles som selvforskyldt som Forsømmelse ell. Misbrug af de naturlige Anlæg og som den nærmeste Aarsag til Chr: Sendelse.

Chr: Yttringer vare kun rettede mod Jøderne. Mod Folket. ►Mth: 10, 15. ►11, 16.►24. ►12, 39. ►Joh: 15, 18. – Mod de Skriftkloge. ►Mth: 5, 20. ►7, 15. ►12, 31. ►15, 14. ►23. A25rpostlene ere af samme Mening: ►Joh. 1, 5. ►12, 37. ⓘ ►1 Pet: 1, 18.1 Pet: 1, 18.] , herefter er slettet Jak: Den udtales især i ►Rom:, ►Gal: og ►Epheser.

§ 33.

Der læres fremdeles, at intet Msk: er uden Synd og dette forudsætter en for Alle fælleds, i den msklige Natur grundet Syndighed ell: en Kraftesløshed i Aanden i den frem ⓘ imodimod] , < mod Guds Lov rettede Stræben; i en Overvægt af Kjødet ell. den sandselige Begjering. Oprindelsen og Tilvexten af dette Misforhold udvikler 👤Paulus. Den sandselige Begjerlighed er virksom førend de moralske Anlæg og tager Msk: i sin Tjeneste førend det er sig det Onde bevidst; Bevidstheden herom vækkes ved Lovens Stemme; men ved denne vækkes tillige Begjærlighed til Modstand, den fører sig her sin tidlige Magt til Nytte. Medens nogle anstrænge sig til Modstand og Andre hengive sig uden Modstand, formaaer Ingen at frigjøre sin Villie fra Kjødet, der er Fjendskab imod Gud. Ethvert Msk: Liv og ethvert Moment i dets Liv, Tænken, Følen og Villen har saaledes Spor af det Ondes Magt. En aandelig Gjenfødelse er altsaa nødvendig for Alle; men den kan ikke udgaae fra Msk: selv. 25v Yttringer herhid hørende findes især i ►Rom: 7. og mange andre Steder. –

34Lignende Yttringer findes i det gl. T:. ►Gen: 6, 5. ►8, 21. ►Job: 9, 1. ►Ps: 143, 2. ►Provb: 20, 9. ►Prædik: 7, 21. ►1 Reg: 8, 46. – ►Sirach: 8, 5. ►Sap: 13, 1.

§ 34.

Den moralske Syndighed er, som ►👤Paulus lærer, at udlede fra Msk: Slægtens første Begyndelse, er nedarvet fra den første Stamfader og er følgelig igjenem alle Slægter Kilden til Synd og Død. Imedens der saaledes henvises til ►Fortællingen i det gl. T: for at fremstille Synden uadskillelig fra den msklige Natur, findes ingen nærmere Forklaring over denne Fortælling i det N. T. De senere Lærdomme om Syndefaldet som en ved den ene Synd af 👤Adam bevirket total Fordærvelse af den msklige Natur, og om Tilregnelsen af denne Synd for Efterkommerne, ere fremmede for Skriften. –

§ 35.

Efter den foregaaende Udvikling bliver Hovedideerne af den chr: Lære at søge deri: 1) at Syndigheden i det Hele som i det Enkelte maa betragtes baade som Noget modtaget i Naturen og som Noget Selvbevirket, der er grundet i en forfeilet Udvikling af de oprindelige Anlæg; 2) at Syndigheden maa betragtes som en 26r Forstyrrelse af Msk. høiere Væsen, der gjør høiere Bistand fornøden; men ikke som en Forandring af den msklige Natur, der gjorde en høiere Bistand utilstrækkelig. Hvor denne Lære opfattes i sin Reenhed, vil den yttre sin Virksomhed til at bevirke den ydmyge Erkjendelse af Msk. Ufuldkommenhed, Svaghed og egen Strafskyldighed, som vækker Trang og Fortrøstning til en høiere Bistand og til at styrke Bevidstheden om Msk. høiere Evner, og til at styrke Villien til at uddanne disse Evner. –

§ 36.

Ved sin ubestemte Character har ►Fortællingen om Syndefaldet allerede fra ►K. ældste Tider fremkaldt forskjellige, saavel historiske, mythisk-symbolske, som allegoriske Fortolkningsforsøg. Disse vedkomme imid35lertid ei den chr: Troeslære ligesom ei heller nogen bestemt Forklaring er gjort gjeldende i den evangeliske K. symbolske Bøger; men vel de i denne Fortælling indeholdte sande og træffende Ideer om Syndens Oprindelse, Udvikling, og dens Strafskyldighed og Følger. –

§ 37.

I Læren om den msklige Syndighed have de gl. Kfædre i det Hele, ledet af rigtig chr. Følelse, bevaret den rette Ligevægt; medens nemlig deres enkelte Yttringer ere vaklende og ubestemte, stemme de overeens i at erkjende paa den ene Side ►Guds Billede og den moralske Frihed i ethvert 26v Msk, paa den anden Side Synden som Msk. fælleds Lod, grundet i den sandselige Natur og forsaavidt oprindelig og medfødt. De, som sætte den i Forbindelse med 👤Adams Synd antage alene en forøget Magt af Sandseligheden som Følge af den første Synd. ►👤Tertullian forklarer sig denne som en Forplantelse af Synd ved Sjælens Forplantelse; men uden derved at ville paastaae nogen Tilregnelse af 👤Adams Synd; ell uden at ville nægte Msk. selvstændig Kraft til det Gode. –

§ 38.

Idet ►👤Pelagius ikke alene nægtede en Forplantelse af Synden; men overhovedet enhver moralsk Indflydelse af 👤Adams Synd paa den msklige Natur, ikke alene forfægtede den moralske Frihed; men paastod, at Msk. fødes ligesaa reent og ufordærvet som det oprindelig er skabt, blev han ved eensidig Iver for den personlige Frihed bragt til at miskjende saavel Individets Forhold til Slægtens Liv, som Msk. Forhold til Gud. Imod ham og hans Tilhængere ►satte 👤Augustinus den Lære: at alle Msk. havde syndet i og med 👤Adam, og have modtaget som retfærdig Straf en ved Fødselen fordærvet Natur, som alene har Frihed til at gjøre det Onde. ►Dette System seirede ►fornemlig paa Grund af den Forbindelse, hvori det stod med K. Interesser; men Modsigelsen, som det fandt i Skriften og Msk. Selv27rbevidsthed fremkaldte almdl. Modstand i den græske K, og i den latinske, ►den semipelagianske Lære om Msk.36 Medvirken til det Gode. Uagtet de Vanskeligheder, som her maatte møde ved ethvert Forsøg paa bestemtere Udvikling, vandt denne Lære som en Følge af dens ⓘ practisk-beroligendepractisk-beroligende] , ændret fra practiske Character Character ►almdl. Indgang i Middelalderen og blev i den cath: K. ►sanctioneret ved conc: Trid:. –

§ 39.

I den evangeliske K. maatte Hovedlæren om Modsætningen mellem K. Fortjeneste og Chr: Fortjeneste, imellem kirkelige Gjerninger og chr: Tro føre til Forkastelse af enhver Fortjenstlighed af den msklige Virksomhed, som blev tænkt uafhængig af Guds Naade, der ved Χ. kalder Msk. til det Gode. Dette er den egl. Tendents som bliver tilfulde indlysende ved Modsætningen til den cath: Lære af følgende Sætninger i ►den 📖 augsb: Conf. .1) om en oprindelig Mangel paa Gudsfrygt. 2) en medfødt Begjerlighed, som forvirrer Begreberne, fordærver Villien og medfører Ulyksalighed 3) den sande Fromhed og Dyd som Virkning af den h: A: Bistand. Denne Tendents er derimod forfeilet i ►Concordieformelen og de andre symbolske Bøger, hvis Skildringer af den msklige Naturs fuldk. Fordærvelse stride mod den h. Sk. og Erfaring og frakjende Msk. al Evne til at modtage og benytte den gudd. Naade. –

►📖 Conf: Aug: 2dn Artikel: ►docent, quod post 27v lapsum Adæ omnes homines secundum naturam propagati nascantur, cum peccato, hoc est sine metu dei, sine fiducia erga deum et cum concupiscentia, quodque hic morbus sive vitium originis vere sit peccatum, damnans et afferens nunc quoque æternam mortem his, qui non renascuntur per baptismum et sp: s:. Damnant Pelagianos et alios, qui vitium originis negant esse peccatum, et ut extenuent gloriam meriti et beneficiorum Chr:, disputant hominem propriis viribus rationis coram deo justificari posse. –

§ 40.

Imedens en Fornyelse af det strænge augustinske System forsøgtes ved ►👤Jansenius i den cath: K., vedligeholdt det sig i den protestantiske K. som orthodox37 Lære, og blev især af lutherske Dogmatikere sat i Forbindelse med forskjellige Theorier om Tilregnelsen af 👤Adams Synd; men ligesom dette System ei havde savnet tidlige Modsigelser, saa maatte det efterhaanden fortrænges ved et friere Bibelstudium og ved grundige psychologiske og moralske Undersøgelser, ihvorvel den dybere Betydning af Sk. Lære herved ei siden sjelden miskjendtes. Den nyere Theologie har i dens bedste Retning sluttet sig til den evangeliske Lære ved at give Slip paa de ubibelske Tilsætninger; og ligelangt fra ►den pelagianske Letsindighed og ►den augustinske Sønderknuselse, at forene Erkjendelsen af den fælleds oprindelige Syndighed (Skrøbelighed) med Troen paa den moralske Frihed, og dennes Styrke ved Guds Naades Virksomhed i Msk. –

✂

38 28r 3die Hovedafdeling.

^[a] Christelig ►Soterologie.

1ste Capitels 1ste Afsnit.

Om Christi Personlighed.

§ 41.

Den i den menneskelige Natur dybtgrundede for Jordens forskjellige Folkeslag fælleds Længsel efter høiere Bistand, for at udfries af det Ondes Magt, var hos det jødiske Folk efterhaanden bleven udviklet til ^[b] Forventningen om en gudd: ►👤Messias. Forventningen opfyldtes, da 👤Jesus Chr: sendtes ^[c] i Tidens Fylde til Verden efter Guds evige Raadslutning, grundet i den evige Kjærlighed til Menneskeslægtens Frelse.

I det N. T. omtales en evig Raadslutning grundet i Guds uforanderlige kjærlige Villie som den egl. Grund til Chr: Sendelse. Det hedder at Chr: er sendt ►ϰατ' ευδοϰιαν του ϑεληματος, ►ϰατ' ευδοϰιαν, ην πϱοεϑετο, ►ϰατα πϱοϑεσιν των αιωνων; ligeledes siges Chr: udseet til dette Embede fra Evighed, og at han i Tidens Fylde er sendt:

28v►Eph: 1, 11. ►3, 11. ►2 Tim: 1, 9. ►1 Pet: 1, 20. ►Gal: 4, 4.

Denne gudd. Beslutning har sin Grund alene i Guds Kjærlighed ►αγαπη, χϱηστοτης, το ελεος, φιλανϑϱοπια, χαϱις σωτεϱιος, χαϱις του ϑεου, δοϑειςα εν Ιησου Χϱιςτῳ, χαϱις αντι χαϱιϑος. ►Joh: 1, 16. ►3, 16. ►Eph: 2, 4.►7.8. ►Tit: 2, 11. ►3, 4.

39§ 42.

Ligesom det Hemmelighedsfulde ved Chr: Fødsel dunkelt betegner den oprindelige Forbindelse ⓘ afaf] , først skrevet mellem det Guddommelige og Menneskelige, saaledes træder denne aabenlyst frem i 👤Jesu Liv ved Modsætningen af den fuldendte Hellighed, de underfulde Gjerninger og den herlige Seier over Lysets Fjender, til den ikke mindre betydningsfulde Ringhed og Betrængthed i de udvortes Vilkaar. Ved sin frivillige Lidelse og Død beseglede han sin Lydighed mod Gud og sin Kjærlighed til Msk. –

Om Chr: ►αναμαϱτησια. Den fremstilles snart negativt ►1 Joh: 3, 5. ►Ebr: 4, 15. ►1 Pet: 1, 9. ►1 Pet: 2, 22. snart positivt ►1 Pet: 3, 18. ►Eb: 7, 26. ►Joh: 8, 46. – Han var kommen for at udføre Faderens Villie. ►Joh: 4, 34. ►7, 18. Han forherligede Faderen ►Joh: 17, 4.. Chr: Lydighed fremstilles ►Phil: 2, 7. 29r Steder som ►Joh: 2, 4. ►Mth: 15, 15 beviser Intet herimod.

►Chr: potuit non peccare – ►Chr: non potuit peccare. herimod indvendes: 1) bliver den naturlige Udvikling fra Barndoms Alderen til Manddoms Alderen herved forstyrret. 2) hvorledes kan Chr: fremstilles som et Mynster for Msk:? 3) ►Chr. Fristelse.^d – Imod Chr: Hellighed synes ogsaa ►►Ebr: 5, 8 at stride. Men da ►Brevet ikke er authentisk beviser det intet afgjørende. Desuden kan denne Vanskelighed ogsaa bortforklares.

Chr: skildrer sin Ringhed i Kaar.►Mth: 8, 20. ►20, 28. ►Phil: 2, 7. 1) Denne Ringhed var en Betingelse for Lærens hurtige Udbredelse, da han derved kom i Berørelse med Massen af Folket. ►Mth: 9, 35. ►9, 11.12. ►11, 25; 2) tillige ligger heri en sindbilledlig Anskueliggjørelse af Forskjellen mellem den sande og falske Høihed. ►Joh: 13, 14-16. ►Jac: 1, 9.

Chr: selv har betegnet sin Lidelse som grundet i frivillig Beslutning.►Joh: 10, 18. ►Mth: 26, 53. Denne Beslutning er grundet i Lydighed mod Gud.►Joh: 14, 31. ►Mth: 26, 39. ►Luc: 24, 26. ►Phil: 2, 7. Han gjorde det af Kjerlighed til Msk:►Joh: 10, 15. ►15, 13. ►Rom: 5, 6.

40§ 43.

ⓘ OpstandelsenOpstandelsen] , først skrevet Chr, forudsagt af Chr:, skjøndt uden Virkning paa Disciplenes Sind har 29v ei alene sin Betydning som den høitidelige historisk documenterede Retfærdiggjørelse for Verden af Chr: messianske Høihed; men ogsaa i Forbindelse med det Overnaturlige i Chr: Bortgang fra Verden til Gud, som Forherligelse af det Guddommelige, der efter sin Natur var ophøiet over Forkrænkelighed og Død.

~

Chr: omtaler sin Død og Opstandelse. ►Mth: 16, 21. ►17, 23. ►20, 19. ►Luc: 18, 33. ►24, 7. ► Joh: 2, 20. – Apostlene vare desuagtet ikke forberedte: ►Luc: 24, 11. ►Mc: 16, 11.13. ►Joh: 20, 25.

Om dette Factums Paalidelighed.

Der ►lægges Vind paa Opstandelsen i det N. T: ►Rom: 1, 4. ►10, 9. ►1 Cor: 15, 17. ►2 Cor: 13, 4. ►Eph: 1, 20. ►►Act: 2, 27. ►3, 15. ►17, 31.

Noget mere tilkjendegives ved Steder som: ►Act: 2, 24. ►ουϰ ην δυνατον ϰϱατειςϑαι αυτον υπο ϑανατου. ►Act: 13, 34.37. ►Rom: 6, 9. Opstandelsen bliver her betragtet som en Betegnelse af noget Tilkommende; altsaa Betegnelse af et synligt Vidnesbyrd ^[e] om en Natur, der ei var Døden underkastet.

Chr: Forherligelse, hvorved han adskilles fra ethvert Msk. omtales ►Joh: 14, 28. ►16, 28. ►17, 5. 30r ^[f] ►υψουσϑαι ►Act: 2, 33. ►Phil: 2, 9. ►αναβηναι εις υψος ►Joh: 6, 62. ►20, 17. ►Eph: 4, 8. ►αναληφϑηναι ⓘ ενεν] , først skrevet <της> δοξη ►1 Tim: 3, 16. ►ποϱευεσϑαι, ειςελϑειν εις τον ουϱανον ►1 Pet: 3, 22. ►Act: 3, 21. ►ⓘ Eb: 9, 24Eb: 9, 24] , først skrevet 9.

►Mc: 16, 19. ►Luc: 24, 51. ►Act: 1, 9.

§ 44.

Den Forening af det Guddommelige og Msklige, som ►fremlyser af Chr: Liv, udgjør Hovedsummen af Skriftens Yttringer om hans Natur og Personlighed. Chr: fremstiller sig selv og fremstilles af Apostlene som 1)41 en fuldkommen Menneskelighed efter Sjæl og Legeme 2) afhængig af Gud i Magt og Virksomhed; men som tillige 3) er uadskillelig forenet med den guddommelige Krafts Fylde og gjennemtrængt af den som virkende og styrende Princip. 4) forenet paa særegen Maade med Gud, den synlige Aabenbarelse af Guds Væsen paa Jorden, Gjenstand for Msk: høieste Ærefrygt. –

ⓘ 1)1)] tilføjet Den msklige Natur betegnes:►σαϱξ►Joh: 1, 14. ►1 Joh: 4, 2. ►1 Tim: 3, 16. ►Heb: 2, 14. Chr. kaldes ►ανϑϱωπος ►Joh: 8, 40. ►Rom: 5, 15. ►1 Cor: 15, 21. ►1 Tim: 2, 5. ►ανηϱ ►Act: 2, 22. ►17, 31. – Dette udføres nærmere ved at anføre de almindl. Momen30vter, som henhøre til den msklige Naturs Eiendommelighed. ►γενομενος εϰ γυναιϰος ►Gal: 4, 5. ►εϰ των πατεϱων s: εϰ σπεϱματος Δαβιδ: ►Rom: 1, 3. ►9, 5. Med Hensyn til Maaden, hvorpaa de legemlige Kræfter udvikle sig: Χ: ►ηυξανε ►Luc: 2, 40. ►επεινασε ►Mth: 4, 2. ⓘ ►διψω►διψω] SKS, διψῳ ►Joh: 19, 28. ►ϰεϰοπιαϰως ►Joh: 4, 6. ►Mth: 8, 24 ►εϰαϑευδε. Sjælskræfterne udviklede sig ogsaa paa msklig Viis: ►εϰϱαταιουτο πνευματι; ►πϱοεϰοπτε ⓘ σοφιᾳσοφιᾳ] SKS, σοφια ►Luc: 2, 40,►52.. ►Eb: 4, 15. – ►συλλυπουμενος ►Mc: 3, 5. ►ηϱξατο λυπειςϑαι ϰαι αδημονειν ►Mth: 26, 37. ►γενομενος εν αγωνια ⓘ ►Luc: 22, 44►Luc: 22, 44] SKS, Luc: 22, 39. ►ενεβϱιμησατο τω πνευματι ►Joh: 11, 33.. ►Luc: 19, 41. Hans Glæde: ►εγαλλιασατο τῳ πνευματι ^[g] ►Luc: 10, 21. – ►Mc: 13, 32. ►Mth: 26, 42. –

ⓘ 2)2)] tilføjet Afhængigheden betegnes:ⓘ Gud fremstilles som Χ. Gud og FaderGud fremstilles som ΧChristus. Gud og Fader] tilføjet ►Joh: 20, 17. ►2 Cor: 11, 31. ►Eph: 1, 17. ►Joh: 14, 28. ►1 Cor: 3, 23. ►11, 3. ►Eb: 3, 2. Den fremstilles med H. t:Χ: Kald paa Jorden: ►Joh: 3, 16. ►6, 29. ►7, 28. ►ὁν ὁ πατεϱ ηγιασεⓘ ►Joh: 10, 36►Joh: 10, 36] SKS, Joh: 10, 35. ►Act: 10,38. – Læren er ikke hans: ►Joh: 7, 17. ►8, 28.►38. ogsaa hans Gjerninger ►Mth: 26, 39. ►Joh: 5, 36. ►19. ►Joh: 15, 10. ►17, 4. Hos 👤Paulus ►υπαϰοη ►Phil: 2, 7.8. – ►Mth: 28, 18. ►Joh: 3, 35. ►13, 3. ►5, 27. ►17, 2. ►1 Cor: 15, 28. ►Eph. 1, 22.

Chr: vender tilbage til Faderen: ►Joh: 8, 14. ►14, 12. ►16, 28.

ⓘ 3)3)] tilføjet Den i Chr: værende Forening med ⓘ detdet] , < den Gudd: angivne:►ὁ λογος σαϱξ εγενετοChr:►πληϱης πνευματος αγιου. Chr: uddrev 31r Dæmoner ►εν πνευματι ►Mth: 12, 28. – ►Rom. 1, 4. ►1 Tim: 3, 16. ►Coll: 2, 9. – ►Joh: 15, 24 ►εϱγα42 εποιησε, α ουδεις αλλος. ►Joh: 16, 15. – Chr. kaldes ►ϰυϱιος της δοξης ►1 Cor: 2, 8 ►Jac: 2, 1.

Chr. kaldes Gud: ►Rom. 9, 5. ►Tit: 2, 13. ►Joh: 20, 28. ►1 Joh: 5, 20.

ⓘ 4.)4.)] tilføjet Chr er paa en særegen Maade forenet med Gud han kaldes ►υιος του ϑεου. Denne Formel forekommer i det gl. T. om Jøderne: ►Ex: 4, 22. ►Deut: 14, 1. om ►Dommere og Konger: ►2 Sam: 7, 14. ►Ps. 2, 7. ►82, 6. ^[h] om Englene ►►Hiob 1, 6. ►38, 7. – Ogsaa i det N. T. bruges υιος του ϑεου om de gode Msk: ►Luc. 20, 36. om de Christne: ►Mth: 5, 9. ►45. ►Joh. 1, 12. ►Rom: 8, 14. ►1 Joh: 3, 1.2. – Chr: kaldes ►μονογενης ⓘ (►Joh: 1, 18.)(Joh: 1, 18.)] tilføjet alene ⓘ hoshos] , ovenover er slettet· 👤Joh.; ►αγαπητος i ►de 3 Ev: og ►Brevene; ►πϱωτοτοϰος ⓘ (►Col: 1, 15.)(Col: 1, 15.)] tilføjet ; ►ιδιος paa et eneste Sted ►Rom: 8, 32. ►Ebr: 3, 5.6. adskilles han fra 👤Moses. Der betegnes Eenhed i Villie og Magt: ►Joh: 10, 30. ►38. ►17, 10. Det udtrykkes med H: t: Chr: Lære: ►ο πατεϱ εδιδαξεν ⓘ μεμε] SKS, μου ►Joh: 8, 28. ►ⓘ 6, 456, 45] SKS, 6, 46. ►8, 38. Med H: t: Chr: Gjerninger: ►ὁ πατεϱ φιλει τον υιον ϰαι δειϰνυσι αυτω παντα, α ποιει ►Joh: 5, 20. ►Joh: 14, 10 ►πατηϱ εν εμοι μενων. – Chr aabenbarer Guds Væsen paa Jorden og fremstilles derfor som Gjenstand for Ærefrygt: ►Joh: 14, 9. ►12, 45. ►Col: 1, 15. ►2 Cor: 4, 4. ►Phil: 2, 7. ►Eb: 1, 3. – ►Joh: 5, 23. ►Phil: 2, 10. ►Eb: 1, 6.

31v§ 45.

Endelig forekommer ogsaa i Skriften enkelte Yttringer om en ►forjordisk Tilstand, som ei staaer i umidd Forbindelse med Chr: Virksomhed til Msk: Frelse, idet Chr: omtaler sin Præexistents og Apostlene tillige hans Andeel i Verdens Skabelse og Opholdelse; men ►fornemlig er det Sk: Lære, at Troen paa den gudd: Høihed i Chr: Person er nødvendig ⓘ 1)1)] tilføjet ⁱ for at vække den fulde Fortrøstning til hans Læres ubedragelige Sandhed, ⓘ 2)2)] tilføjet ^j til Værdien og Virksomheden af hans Sendelse, hans Liden og Virken, ⓘ 3)3)] tilføjet ^k til den urokkelige Varighed af det af ham stiftede Rige – Saaledes bliver Forbindelsen af det Gudd: af Chr: Natur med det Gudd: ⓘ ii] , først skrevet af hans Virksomhed det væsentlige practiske religieuse Hovedmoment, og den bibelske Tro paa en Forening af det Gudd: og Msklige i Chr:, som efter sin Natur er hemmelig43hedsfuld^l og ubegribelig, endskjøndt den lader sig oplyse ved Analogie, er ligesaa langt fra dogmatiserende Theorier om denne Forenings 32r Væsen og Beskaffenhed, som fra en Opløsning^m af den ⓘ historiskehistoriske] , først skrevet r<·> Sandhed i rhetorisk Symbolisering ell. phantastisk Speculation. –

Præexistents.►Joh: 8, 58. ►17, 5. ►24. 1, ►1.2. – ⓘ Hans Andeel i Skabelse og OpholdelseHans Andeel i Skabelse og Opholdelse] tilføjet ►Col: 1, 16. ►Eb: 1, 2.3. ►Joh: 1, 3.10. ►1 Cor: 8, 6. ►Eph: 3, 9.ⁿ

§ 46.

I den ældste Kirke blev man staaende ved Resultaterne af den bibelske Lære og fastholdt i Modsætning til de ►gnostiske og ⓘ ►ebionitiskeebionitiske] , < ebionistiske Meninger Læren ⓘ saavelsaavel] tilføjet om Chr: sande msklige Natur som om dennes Forening med den guddommelige, hvilket betegnes ved ►ϑεανϑϱωπος. Men en viid Mark stod aaben for Speculation over Foreningens Natur og Beskaffenhed. Denne maatte føre til forskjellige Forestillingsmaader, som foranledigede heftige Stridigheder og efterhaanden en Række af dogmatiske ⓘ BestemmelserBestemmelser] , først skrevet Bestræbelser, ved hvilke den egl. Indsigt i Mysteriets Natur ei kunde fremmes og saa ofte Mysteriets ⓘ CharacterCharacter] , først skrevet Natur er bleven miskjendt og derved nye Vanskeligheder fremkaldte. Men ligesom disse skarpsindige Bestemmelser have udviklet sig efter en vis historisk Nødvendighed, saaledes ville de tillige ved 32v rigtig Anvendelse tjene til at befæste de bibelske Hovedsandheder imod eensidig og uskriftmæssig Dogmatiseren.

►Apollinaristiske. (i 📌Syrien i 📌Laodicea.)

►Nestorianske.

►Monophysitiske.►👤Eutyches. Paa ►Synoden i Calcedon 451 blev begge Naturer antaget som orthodox. »►ο χϱιςτος τελειος εν ϑεοτητι ϰαι τελειος εν ανϑϱωποτητι; δυο φυσεις ασυγχυτως, ατϱεπτως (mod Monophysiter), αδιαιϱετως, αχωϱιςτως (modsat Duophysitismen), αδιαςτατως συντϱεχουσι εις ἑν πϱοςωπον ϰαι μιαν υποσταςιν.

► Symb: Athans: ►Chr: perfectus deus, perfectus homo, non ⓘ duoduo] , < di<s> tamen, sed unus Chr:, unus non confusione sub44stantiæ, sed unitate personæ, non conversione divinitatis in carnem, sed assumtione humanitatis in deum.

►Monotheletiske.►Synode i 📌Constantinopel 680: »►δυο φυσιϰα ϑεληματα, ουϰ υπεναντια, αλλα το ανϑϱωπινον ϑελημα μη αντιπιπτον η αντιπαλον, μαλλον μεν ουν υποταςςομενον τω ⓘ ϑειωϑειω] , < ϑεισω ϰαι ⓘ πανσϑενειπανσϑενει] SKS, πανϑηνει ϑεληματι.«

►Adoptianske.►👤Elipandus Toletanensis og ►👤Felix Urghellitanus.

33r§ 47.

Medens ►den 📖 augsburgske Confession indskrænker sig til en kort Betegnelse af Hovedsætningen om det Gudd: og Mskliges Forening i Chr:, har ►Concordieformelen og efter dens Anviisning den senere lutherske Dogmatik, tildeels af polemisk Interresse gjort Forholdet af de tvende Naturer og de hver især tilhørende Egenskaber til Gjenstand for en fuldstændig, med scholastisk Spidsfindighed udtænkt Terminologie. Ved den nyere Theologies Tilbagevenden til Sk: Lære, beholder denne Art af Dogmatiseren meest kun historisk Interresse tilbage. –

►Propositiones verbales.

►Propositiones idiomaticæ

a) Forholdet mell. Personerne og den ene ell. anden Natur.

b) omvendt.

45c) mellem den msklige og guddommelige Natur. NB^o

d) omvendt.

a) ►genus idiomaticum. fE: ►Rom: 1, 3. ►1 Pet: 3, 18. Chr. leed; her er Chr: den hele Person; men Lidelse kan ⓘ eiei] , ændret fra kun udsiges om Gud.

33vb.) ►genus apotelesmaticumɔ: saadanne Sætninger, hvor det, der henhører til Forløsningsværket og altsaa vedkommer den hele Person, alligevel blive henførte enten til den ene ell. anden Natur. ►1 Tim: 2, 5. ^[p] ►Eb: 1, 3.

c) ►genus majestaticums: αυχηματιϰον, hvor det Gudd: bliver overført til det Msklige. ►Joh: 5, 27. ►Phil: 2, 10.

2det Afsnit.

^[q] § 48.

I Jødernes Forventning om Frelse ved ►👤Messias krydsede de forskjelligste Forestillinger hverandre, ⓘ a)a)] tilføjet saavel angaaende Frelsens Natur og Beskaffenhed, ⓘ b)b)] tilføjet som angaaende dens Omfang og ⓘ c)c)] tilføjet Maaden, paa hvilken den skulde udføres, alt i Forhold til de forskjellige Trin af Dannelse og aandelig Udvikling.

^r1. Fra den politiske Side👤Messias som ⓘ 1)1)] tilføjet Gjenopretter af den Davidiske Kongemagt: ►Es: 11, 1. etc. ^[s] ►Amos 9, 11. ►Ezechiel 34, 11.23. ►Luc: 1, 32.33. Det udmales saaledes, ⓘ 2)2)] tilføjet at Chr: skal underkaste Hedningerne det jødiske Herredømme: ►Joel 3, 7. ►Es: 11, 14. ►Micha 5. ►Zach: 12. I de apochryphiske Bøger ligesaa: 34r

Notesbog 1. Tilføjelser på en løs lap indlagt mellem bl. [33v] og [34r] (Not1:7)
►Baruch 4 og ►5. ►Sir: 36, 12-17. Ogsaa i det N. T. ^[t] ►Luc: 1, 68. ►sq: ►Luc: 24, 21. ►Act: 1, 6. ⓘ 3)3)] tilføjet Nærmere beskrives denne Frelse som Tilbagevenden til Palæstinas Land. ►Ez: 37, 22. ►Es. 11, 11.

46 ^{[u] [v]} 2. Fra den religieuse Side. Hertil hører Udryddelse af Afgudsdyrkelse. ►Micha 5, 11-12. ►Ez: 36, 25. ►Zach: 13, 2. – Hertil knyttes en Udsoning af 👤Jehova med Folket: ►Hos: 2, 19. ►Es: 54, 8. Ogsaa i d. N. T: ►Mth. 1, 21. ►Luc: 1, 77. Den messianske Periode fremstilles som en Seier af Retfærdighed, Sandhed, Kundskab og Gudfrygtighed: ►Joel 3, 2. ►Es. 11, 9. ►Ps: 85, 11. ►Jerem: 31, 33. ►Luc: 1, 75.79. ►Mth: 3, 11.12. ►Joh: 4, 25. Endnu komme hertil de mere poetiske Steder, der skildre den messianske Periode som en Guldalder. ►Es: 11, 6. ►60, 17.

Angaaende dens Omfang. I Modsætning til ►Particularismen findes den universelle Forestilling, at Frelsen skal strække sig til Alle. ►Es. 2, 2. ►56, 6.7. ►Zach: 14, 9.►16. Ligesaa i de apokryphiske Bøger: ►Tob:13, 13 ⓘ ..] , ændret fra 13, 19. ►14, 6 sq: ►Luc: 2, 32.

Mon hos Jøderne før Chr: Tid har været Forventning om en lidende og døende 👤Messias som Forsoningsmiddel? Her maae vi skjelne mell. G.T. Bøger og ►efter Canons Afslutning, altsaa nærmest foran Chr: Tid.

474849A. I Gl. T. ►Ps: 22, 17.19. Her kommer det især an paa det Ord: de gjenemborede. Læse-34v *Maaden er usikker, nogle have ►כַאֲרִי som en Løve; men andre ►כַאֲרוּ de gjenemborede ell. sammenbandt. (►Mth: 27, 35. ►Joh: 19, 24.). – ►Zach: 12, 10. ►Es. 52 og ►53.^w ►Dan: 9, 26. – Det er usansynligt, at disse Forestillinger have hersket i det Gl. T. – Desuagtet finde vi dem dog benyttede i det N. T. ►Luc: 24, 46. ►Act: 3, 18. ►26, 23. ►1 Cor: 15, 3. ►1 Pet: 1, 11.

B. Jødernes senere Forestillinger.

Vi finde her høist eventyrlige Forestillinger.

1 en dobbelt 👤Messias.

2👤Messias som præexisterende havde lidt og ved Lidelse afsonet Folkets Synder.

Her bliver nu ikke andet for end at henvende os til det N. T, hvoraf vi kunne udlede:

1 at Forestillingen om en døende 👤Messias var fremmed for en stor Deel af Folket: ⓘ a)a)] tilføjet ►Joh: 12, 34. ⓘ b)b)] tilføjet ►Disciplene fattede aldrig Betydningen af Chr: Forudsigelser om hans Lidelse og Død; c) ►Chr: Død var til Forargelse for Jøderne.

2. at Forestillinger om en lidende 👤Messias ei har ^[x] været Jøderne, som havde renere Forestillinger om 👤Messias, fremmed, og er forenet med Forestillingen om 👤Messias som Gjenføder. ►Luc: 2, 34. ►Joh: 1, 29.^y

50§ 49.

Naar 👤Jesus anmeldte sig i Ord og Gjerning som den forjettede 👤Messias, som Stifter af det for35rventede Guds Rige og Apostlene bekræftede Vidnesbyrdet herom for Jøder og Hedninger; da er her enhver Forestilling om jordisk Herredømme og verdslig Magt afviist og udelukket. Forligelse og Fred med Gud formedelst Troen; Forløsning fra Vankundighed Synd og Død; og Stiftelsen af et Samfund, hvor Besiddelsen af disse Goder skulde være tilskikket Msk:, angives som Guds ►Øiemeed med 👤Jesu Sendelse, som Øiemedet af 👤Jesu Lære, Liv og Død. (►munus propheticum et sacerdotale).

Chr: har erklæret sig for 👤Messias^z ved paa sig at anvende de Udtryk, ved hvilke 👤Messias i det Gl. T. og ellers blandt Jøderne blev betegnet.

fE►υιος του ϑεου – ►ὁ εϱχομενος – ►ὁ χϱιςτος – ►ὁ υιος του ανϑϱωπου. (►Dan: 7, 13.). ⓘ ►Mth: 3, 17►Mth: 3, 17] SKS, Mth: 4, 17. ►9, 6. ►ⓘ 10, 710, 7] , måske fejl for 10, 23 [suggestedConjecture] . ►ⓘ 11, 1411, 14] SKS, 11, 4. ►16, 16. ►Luc: 4, 21. ►Joh: 4, 26. ►5, 39. ►8, 56. ►9, 37. ►17, 3. ►Mth: 26, 64. ►Luc: 24, 25.44. –

Apostlene have bekræftet dette Vidnedsbyrd: ►Act: 2, 36. ►3, 18. ►4, 10. ►8, 35. ►10, 38. ►Joh: 20, 31. ►1 Joh: 4, 2.

Jødernes falske Forestillinger om Chr: som en politisk Fyrste modbevises: directe ►Luc: 17, 20, 21.►Joh: 18, 36 (Mit Rige er ei af denne Verden), ►17, 4 etc. indirecte 1)51 hvor han forudsiger ⓘ sin Lidelsesin Lidelse] , ændret fra sine Lidelser og Død ►Mth: 16, 21. ►17, 22. 35v og ⓘ 2)2)] tilføjet hvor han unddrager sig Mængden: ►Joh. 6, 15. 3) hvor han opfordrer Disciplene og Folket til at efterkomme alle borgerlige Pligter. ►Luc: 12, 13. ►20, 20. ►Mth: 22, 15. – Folket ønskede, at han bestemt skulde erklære sig, da de dog nærede Forestillingen om hans politiske Betydning: ►Mth: 12, 23. ►16, 14. ►Joh: 7, 4.►26.►31. ►ⓘ 10, 24.10, 24.] tilføjet – Apostlene tillægge heller ei Χdommen nogen politisk Tendents: ►Rom, 13, 1. ►1 Tim: 2, 1. ►Tit: 3, 1. ►1 Pet: 2, 13.

Mest almindelig angives Øiemedet af Chr: Komme, hvor det hedder, at Chr: er sendt ►εις σωτηϱιαν, εις το σωζεςϑαι ημας, ινα εχωμεν ζωην αιωνιον, ινα μη απολωνται: ►Mth: 18, 11. ►Joh: 3, 16.17. ►12, 47. Derfor kaldes Læren ►ευαγγελιον σωτεϱιας ►Eph: 1, 13. Sindelaget, som Gud har lagt for Dagen kaldes ►χαϱις σωτεϱιος ►Tit: 2, 11. Gud kaldes σωτηϱ ligesom ogsaa Chr: ►σωτηϱ. ►Tit: 1, 3. ►2, 11. ►3, 4.5.6. ►1 Thess. 5, 9. ►1 Cor: 1, 21. ►1 Tim: 1, 15. ►2, 3. ►4, 10. ►2 Tim: 1, 10.

Chr: Øiemeed er ei alene at oplyse; men det strækker sig til Msk. hele Væsen, stræber at sætte alle Kræfter i harmonisk Virksomhed. Men ved hvilke Midler? 1. Ved Ordet ell. Læren: ►Joh: 8, 12. ►17, 3. ►18, 37. Men det var ei nok, der behøvedes ogsaa en synlig Fremtrædelse og dertil tjente 2 Chr. Liv. Men det var ei nok; Myndigheden maatte 3 stadfæstes ved udv: Tegn. 36r Chrdommen er altsaa at betragte som en Foranstaltning, hvor Historien har forbundet sig med Læren. Derfor er det, at paa andre Steder i det N. T. snart Chr: Død, snart Opstandelsen bliver fremhævet som det væsentlige Moment. Opstandelsen fE ►1 Cor. 15. Denne nødvendige Forbindelse af Chr: Lære og de høiere historiske Momenter er antydet, naar man har opløst ►Chr:ⓘ munusmunus] , foran er slettet Virksomhed i propheticum, sacerdotale og regium.

52munus propheticum.ɔ:Chr: Virksomhed ved at aabenbare Msk. Veien til Retfærdighed og Salighed.

munus sacerdotale.ɔ:Chr: Virksomhed ved sin opoffrende Død og dens Virksomhed at skaffe Msk: Forligelse med Gud, hertil har man henført ►3 actus: satisfactio, intercessio, benedictio. ►Ebr: 4.

munus regium.ɔ: den Virksomhed, ved hvilken Chr: har stiftet sit aandelige Rige.

§ 50.

Chr: har skjenket Msk: den fuldkomne Forvisning om Guds forbarmende Naade, som alene kan yde den ængstede Samvittighed Trøst a) ved sin Lære, at Gud, som er en Aand, er Kjerlighed b) ved sit Liv, der er den synlige Aabenbarelse af den gudd: Kjærlig36vhed og Barmhjertighed; c) ved sin Død, som er ►Underpant paa Guds Kjærlighed til syndefulde Msk. Saaledes have Msk: selv under deres Synders Vægt, Forligelse, Forsoning, Fred med Gud, barnlig Tillids og Frimodigheds Aand, Syndernes Forladelse ved Chr:, og Chr: Død fremstilles med dyb Betydning som det sande Offer, der skjænker Msk. Fred og Beroligelse, som forgjeves eftertragtes ved Offerdyrs Blod, og ved sin ufortabelige Kraft ophæves Brugen af alle selvskabte Forsoningsmidler.

ⓘ FortrøstningFortrøstning] , først skrevet Fors til den gudd: Naade er skjenket de Christne. 1 ved Læren om, at Gud er Aand, hans Væsen er Kjærlighed; hans Naade maa derfor være ophøiet over enhver msklig Indskrænkning; hans Kjærlighed maa være evig, uforanderlig, udelukkende Vrede og alle Affecter: ►Mth: 5, 44.45. ►Luc: 15, 10. ►Joh: 3, 16. ►1 Joh: 4, 9.16.19. ►Rom: 5, 8. ►Eph: 2, 4. ►7. ►Tit: 3, 4. 2 ved sit Liv. Chr: siger ►Joh: 14, 9, hvo der har seet mig har seet Faderen; dette udtrykker Chr: Lighed med Gud; men hvad der fornemlig betegner Chr: Forhold til Msk. er den Kjærlighed, hvormed han opoffrede sig for dem; og blev til sit Livs Ende sig selv liig i Kjer37rlighed: ►Joh: 10, 11. ►15, 13. ►12, 47. ►8, 7.►11. ►Luc: 9, 56. ►Mth: 18, 22. ►Luc: 23, 34. 3 ved sin Død. –

Der tales i Skriften om ►ἱλαςμος og ►ιλασϰεςϑαι ►Eb: ⓘ 2, 172, 17] , < 2, 1<6>. ►1 Joh: 2, 2. ►4, 10. Her maa bemærkes, at ἱλαςμος ei henhører til Gud som ⓘ ObjectObject] , ændret fra Objet for den forsonende Virksomhed (som i de forrige Religioner); men at Msk og deres Synder ere afsonede. Dernæst taler Sk: om en Forligelse (►reconciliatio) ►ϰαταλλαγη, ►ϰαταλαςςειν. (kun i de paulinske Steder) ►2 Cor: 5, 18. ►Rom: 5, 10.53 ►αποϰαταλαςςειν ►Eph: 2, 16. ►Col: 1, 20.21. ϰαταλλαγη ►Rom: 5, 11. ►11, 15. ►2 Cor: 5, 18.19. – Ogsaa bruges mere figurlige Udtryk ►εγγιζειν ►Ebr: 7, 19. ►πϱοςαγωγη ►[Rom:] 5, 2. ►Eph: 2, 18. ►3, 12. ►1 Pet: 3, 18. – Det tilkjendegives ved mere egl. Udtryk: Chr: har skaffet Msk: ►ειϱηνην, παϱϱησιαν πϱος τον ϑεον, πνευμα υιοϑεςιας. ►Rom: 5, 1. ►8, 15.16. ►Eph: 2, 16. ►3, 12. ►1 Joh: 3, 21. ►4, 17. I samme Betydning kaldes Chr: Mægleren for den ny Pagt mellem Gud og Msk. ►1 Tim: 2, 5. ►Gal. 3, 20. ►Ebr: 7, 22. ►8, 6. Endelig siges ogsaa, at Msk. ved Chr: have erholdt Syndernes ⓘ ForladelseForladelse] , ændret fra Tilladelse: ►Mth: 26, 28. ►Act: 5, 31. ►Eph: 1, 7. ►Col: 1, 14. billedligt ved ►απολυτϱωςις των αμαϱτιων ►Eph: 1, 7. ►Col: 1, 14. ►Rom: 3, 24. ►Ebr: 9, 15. Eller naar Chr: siger, at han hengiver sig ►λυτϱον ►Mth: 20, 28. ►αντιλυτϱον. ►1 Tim: 2, 6.

Naar i det N. T. denne forsonende Virksomhed 37v især tillægges Chr: Død, da ligger til Grund Ideen om Chr: Død som Offerdød: ►πϱοςφοϱα ϰαι ϑυσια, εις οςμην ευωδιας ►Eph: 5, 2. ►1 Pet: 2, 24. ►Rom: 3, 25. ►1 Cor: 5, 7. og fornemlig i ►Ebr:

§ 51.

Christus er Menneskenes Forløser fra det Onde, Gjenføderen til et helligt Gud velbehageligt Liv. I det aabenbarede Ord og i Chr: Exempel er Guds Villies Lov fremstillet 1.) i fuldkommen Reenhed og Klarhed 2) med en Myndighed, som nedslaaer Tvivl og Modsigelse og vækker Aandens Kræfter til Virksomhed. Men Chr: Lære er tillige, saavelsom hans Sendelse og Opoffrelse, Aabenbarelse af Guds Naade og Kjærlighed. Bevidstheden herom forjager den trykkende Trældoms Frygt, indgyder Kjerligheds og Taknemligheds Følelser og med disse tillige Styrke til at opfylde Guds Lov og efterfølge Chr: og Glæde ved den frivillige Lydighed. Denne er saaledes Forsoningens Øiemed og dens Fuldendelse.

►Mth: 4, 17. ►Joh: 3, 3. ►Luc: 10, 18. ►Joh: 12, 31. ►1 Joh: 3, 8. ►Gal: 1, 4. ►Tit: 2, 12. ►ⓘ 3, 53, 5] , < 3, 15. ►1 Pet: 2, 24. ►Ebr: 9, 14.

38rMed Hensyn til den oplysende Virksomhed kalder Chr: sig: ►το φως του ϰοςμου. ►Joh: 8, 12. ►14, 6. Den nærmere Forklaring findes ►Joh: 8, 32. Øiemedet af Chr54 Lære angives som: ►επιγνωςις αληϑειας ϰατ ευσεβειαν ►Tit: 1, 1. ►1 Tim: 2, 4. ►Eph: 1, 13.17. Andre Steder i ►de apostoliske Breve fremstilles Erkjendelsen af den meddelte Sandhed som nødvendig Betingelse for gudfrygtigt Levnet: ►πεϱιπατειτε ὡς τεϰνα φωτος. ►Rom: 13, 12. ►Eph: 5, 8. ►1 Pet: 2, 9. ►1 Joh: 1, 6.7. ►5, 20. – Videre tillægges den christelige Lære høiere gudd: Kraft til at bevirke denne Oplysning: ►πνευμα ϰαι δυναμις ϑεου; ►Joh: 6, 63. ►Rom: 1, 16. ►1 Cor: 1, 24. ►2, 4. ►1 Thess: 2, 13. ►1 Pet: 1, 3.

Men hvori er denne gudd: Kraft at søge? Hvad udmærker den chr: Lære fremfor enhver anden? Hvad er det, som bevirker denne fuldkomne Omvenden? 1 den ophøiede Reenhed, Dybhed og Klarhed om Guds Natur og Væsen. 2. Den særegne Form for Chrdommen ved den Myndighed, der ledsager den: ►Joh: 3, 18. ►6, 46. ►1 Cor: 2, 7. ►Ebr: 2, 3.4. 3 Chr: Exempel paa Lydighed, Kjerlighed og Selvopoffrelse. ►Joh: 4, 34. ►10, 15. ►13, 15. ►15, 13. ►2 Cor: 5, 15. ►8, 9. ►Phil: 2, 3.5. ►1 Tim: 6, 13. ►1 Pet: 2, 21. ►1 Joh: 3, 16. ►Heb: 12, 1.2.

^[z1] Chr: Sendelse og Opoffrelse fremstilles som Aabenbarelse af Guds og Chr: Kjerlighed til Msk. Heraf gjøres nu den practiske Anvendelse grundet i Msk. Natur, at Msk. opfordres til 38v Gjenkjærlighed, der maa vise sig ved Lydighed ved den gudd: Lov, hvorved opstaaer det nye hellige Levnet: at leve ei for sig; men for Gud og Chr:, hvorved al Modsætning mell. den msklige og gudd. Villie bortfalder: ►Rom: 6, 1. ►7, 24-8,2; ►8, 14.15. ►2 Cor: 5, 14.15. ►Eph: 3, 16-19. ►1 Pet: 1, 18.19. ►1 Joh: 4, 10.19. ►5, 3. Herved blive de Christne gjenemtrængte af en høiere gudd: Friehedens, Hellighedens, Sandhedens Aand, fra hvilken det høiere Liv, der adskiller de Christne fra Andre, har sit Udspring: ►Rom: 8, 15.16. ►1 Cor: 6, 19. ►2 Cor: 3, 17. ►12, 9. ►Eph: 2, 18. ►2 Pet: 1, 4.

§ 52.

Imedens Troen paa Chr: som Frelser og Saliggjører var Grundstenen, paa hvilken Kirken hvilede fra den første Stiftelsestid af, er Læren om denne Frelses Natur bleven udviklet paa mange forskjellige Maader.55 Kirkelærerne fra de 3 første Aarhundreder ere enige i at fremhæve Ch. Død som det fornemste Middel til Forløsning; men sammenknytte efter Stifterens Forbillede forskjellige Forestillingsmaader i frit og ubestemt oftest billedligt Foredrag. De bibelske Ideer om Chr. Død 39r som Forsoningsoffer, der giver Synderen Adgang til Guds Naade og som Middel til at gjenoprette den msklige Natur ved Meddelelse af det høiere gudd: Liv, findes paa synderlig Maade forenede med de herskende Forestillinger om Dæmonernes Rige og Sjelens Udødelighed. Derimod ere Forestillinger om en Forsoning af Guds Vrede, om Chr: Død som en Straflidelse i Msk. Sted, ved hvilken den gudd. Retfærdighed skulde være tilfredsstillet, om Tilregnelse af Chr: Fortjeneste fremmede for en Tidsalder, hvis Theologie bevarede i det Hele ^[z2] Chrisd: Simpelhed og practiske Character. Den dialectiske Retning, som fra det 4de Aarh: begyndte at tage Overhaand i ⓘ DogmernesDogmernes] , først skrevet Dogmatik Udvikling, bragte hine Forestillinger efterhaanden i Forbindelse med den christ: ►Soterologie, indtil de i det 11te Aarh: bleve bragte i System af ►👤Anselm af Canterbury ved den juridisk-philosophiske Theorie om satisfactio vicaria.

§ 53.

►Satisfactionstheorien vedligeholdt sig efter Re39vformationen i de dogmatiske Systemer, saa meget mere som den indeholdt den stærkeste Modsætning til ►Catholikernes Lære om Nødvendigheden af kirkelige Satisfactionsgjerninger. I ►den 📖 augsburgske Confession findes imidlertid kun enkelte svage Antydninger, der selv underordne sig den bibelske Fremstilling. ^[z3] Derimod er denne Theorie paa det Stærkeste ►fremhævet i Concordieformlen og fuldstændiggjort ved Læren om Chr: gjørende Lydighed (►activa obedientia). Symboltvangen i den lutherske Kirke holdt længe enhver Polemik tilbage, imedens derimod ►Arminianerne formildede den kirkelige Theorie, og ►Socinianerne forkastede den. –

📖 Den augsburgske Confession 3die Artikel:►natus, passus, crucifixus, mortuus et sepultus, ut ⓘ reconciliaretreconciliaret] , < reconcialiaret nobis pa56trem, et hostia esset non tantum pro culpa originis, sed etiam pro omnibus ^[z4] actualibus peccatis.4de Artikel:►Chr: sua morte pro nostris peccatis satisfecit«21de Artikel:►Scriptura unum Chr: nobis proponit mediatorem, propitiatorem, pontificem et intercessorem. I andre symbolske Bøger 40r er denne Lære fremstillet crassere: ►📖 Cathechismus major: »►Chr: irati patris favorem et gratiam placata indignatione nobis conciliavit.« I ►📖 repetitio Confessionis(confessio Saxonica): ►Tanta est justitiæ severitas, ut non sit facta reconciliatio, nisi poena persolveretur; tanta est iræ magnitudo, ut æthericus pater non sit placatus nisi deprecatione filii. – ►📖 Cathechismus Heidelbergensis: ►modo beneficia Chr: vera animi fiducia amplector sine ullo meo merito ex mera Dei misericordia mihi perfecta satisfactio, justitia et sanctitas Chr: ⓘ imputaturimputatur] , foran er slettet mihi et donatur, perinde ac si neque ullum peccatum ipse admisissem, neque ulla mihi labes inhæreret, immo vero quasi eam obedientiam, quam pro me Chr: præstitit, ipse perfecte præstitissem.

^[z5] ►De Steder, man har anført som Beviisstæder for obedientia activa, ere: ►Mth: 3, 15. ►5, 17. ►Rom: 5, 19. ►Rom: 10, 4. ►Gal: 4, 5. ►Phil: 3, 9. ►Ebr: 10, 7.

I Modsætning til obedientia activa staaer nu ►obedientia passiva ell. ►satisfactio poenalis ɔ: ►sufficientissima poenarum, quæ nos manebant, persolutio per mortem vicariam hoc est nostro loco ad ⓘ avertendasavertendas] , < advertendas a nobis peccatorum poe40vnas sponte ⓘ susceptam susceptam ] SKS, succeptam. – Man skelnede ogsaa Virksomheden af denne dobbelte obedientia: ►agendo sustulit culpam hominum; patiendo sustulit poenam.

§ 54.

Et friere Studium af Bibelfortolkning, Religionsphilosophie og Dogmehistorie maatte føre til den Erkjendelse, at den skolastisk kirkelige Satisfactionstheorie 1.) ligesaalidt er det rette Udtryk af Chr: og Apostlernes Lære; ⓘ 2)2)] tilføjet som den oprindelig har været anseet derfor; ⓘ 3)3)] tilføjet ligesaalidt stemmer med de religieuse og moralske Ideer, som Χdommen har gjort til vor Tænknings urokkelige Ledestjerne, som den 4) sikkrer den rette ⓘ IndflydelseIndflydelse] , først skrevet Indsigt af Χdommen paa Sind og Levnet. Medens nu denne Opposition paa den ene Side ofte har57 ført til triviel Miskjendelse af Bibellærens Betydning, paa den anden Side foranlediget kunstlede Forsøg paa at lempe Skriftfortolkning og Philosophie efter kirkelige Bestemmelser, har den evangeliske K. Aand lært, at skjelne mellem den bibelske ⓘ LæreLære] SKS, lære og det theologiske System, uden at miskjende den religieuse Character i samme og opfordret til gjøre denne Adskillelse gjel41rdende i den dogmatiske Udvikling og practiske Anvendelse.

De, der miskjende Bibellærens Betydning, er fE. ►👤Tollner, ►👤Eberhardt, ►👤Steinbarth, ►👤Loffler, ►👤Hencke, ►👤Wegscheider, de lære: ►»at ΧChr: Død kun forsaavidt kan betragtes som forsonende, som ved den den christl. Religion bliver befæstet og derved bevirkes Guds ^[z6] Velbehag uden Offring. Den hele bibelske Udvikling betragtes som ⓘ enen] tilføjet enten bevidst ell. ubevidst Accommodation af jødiske og hedenske Ideer om Offrets Nødvendighed. Dog kan tillige Chr: Død betragtes som et Symbol enten paa Guds og Chr: Kjerlighed til Msk: ell. paa Offrets Afskaffelse; men med Alt det strider det dog mod den egl. chrst: Idee, ifølge hvilken Msk. kun ved Sindsforbedring kan faae Guds Naade.«

§ 55.

Med Læren om Chr: Virksomhed til Frelse og Forløsning synes den dunkle Yttring i ►1 Pet: 3, 19 om Chr: Prædiken efter Døden for Aanderne, rettest at sættes i Forbindelse, forsaavidt som her den Idee synes at være antydet, at den gudd: Foranstaltning til Msk: Frelse ved Chr: maa tænkes i sine Følger udstrakt til Alle. –

Forskiellige Forklaringer ere opstillede: 41v 1) Man forklarer Chr: Nedstigen som Seier over Døden og 👤Djævelen, som en Udfrielse af alle Msk. ell. dog af de gode fra den og derpaa en Overførelse af dem i Paradiis (hvorved ^[z7] Ordet ►ϰηϱυγμα er traadt i Baggrunden). Det findes i ►👤Nicodemi📖 apochryphiske Ev. – I ►Concordieformelen: »►Satanam devicit, potestatem inferorum evertit, et Diabolo omnem vim et potestatem eripuit«; »quomodo vero id Chr: effecerit, non est ut argutis et sublimibus ima58ginibus scrutemur. 2) at Chr: er nedsteget til det egl. Helvede, de Fordømtes Ophold, ei i saliggjørende Hensigt; men ⓘ for at vise sigfor at vise sig] tilføjet i sin Herlighed og overbevise de Fordømte om Retfærdigheden af deres Fordømmelse. 3) at Chr: Ophold i Underverdenen skulde høre med til hans ►status exinanitionis, ^[z8] for at udholde Helvedesstraffene og saaledes havde han ved den sidste Act af sin Fornedrelses-Stand bragt Forløsningen til Ende.

►👤Æpinus Præst i 📌Hamborg.