◄ Synergismen ... Melanchton og hans Skole : Synergismen er læren om menneskets synergi, dvs. frie 'medvirken', til sin frelse. 👤Martin Luther lærte, at menneskets vilje er bundet af synden, og at dets omvendelse og genfødelse alene udvirkes af Helligånden. 👤Philipp Melanchthon fremsatte i 1535 (i 2. udg. af Loci theologici, 68m,3) den opfattelse, at ordet, Helligånden og menneskets vilje samvirker til omvendelse; og i 1543 (i 3. udg. af Loci theologici) fremsatte han den anskuelse, at viljen ved Helligåndens nyskabende hjælp kan samtykke i evangeliet, og at omvendelsen kommer i stand ved, at nåden går forud og viljen ledsager. Efter Luthers og Melanchthons død i hhv. 1546 og 1560 blussede den synergistiske strid for alvor op; på den ene front stod især 👤Johann Pfeffinger ( 69m,26) og 👤Victorin Strigel (prof. i 📌Jena) som fortalere for Melanchthons synergisme, på den anden 👤Nicolai v. Amsdorf ( 69m,26) og 👤Matthias Flacius ( 69m,27) som forsvarere for Luthers monergisme. Striden søgtes bilagt med Konkordieformlen ( 36,21). – Melanchton: Philipp Melanchthon (1497-1560), ty. filolog og luthersk teolog, reformator, fra 1518 prof. i gr. ved universitetet i 📌Wittenberg og fra 1519 medlem af dets teologiske fakultet. Melanchthon var Luthers nære ven og medarbejder og forfattede de lutherske reformationsbekendelser Confessio Augustana ( 11,21), Apologia Confessionis Augustanae ( 36,21), Confessio Augustana variata (1540, Den forandrede Augsburgske Bekendelse) og Repetitio Confessionis Augustanae ( 56,8).
I trykt udgave: Bind 19 side 69 linje 22