Kierkegaard, Søren Journalen NB9 : 1849

NB9:8

#

Den Glæde at være Barn har jeg da aldrig havt. De frygtelige Qvaler jeg leed forstyrrede den Ro, som det maa være at være Barn, at at have det i sin Magt ved at være flittig o: s: v: at glæde sin Fader; thi Uroen i mit Indre gjorde, at jeg altid, altid var udenfor mig selv.

Men saa er det mig dog ikke sjeldent som kom det igjen, thi saa ulykkelig som min Fader gjorde mig, saa er det mig som oplevede jeg nu i Forhold til Gud det at være Barn; som var derfor alt mit Første blevet mig saa rædsomt forspildt, for at jeg des sandere skulde opleve det anden Gang, i Forholdet til Gud.


#