Kierkegaard, Søren Journalen NB9 : 1849

X1A76Der er i mig unegteligt et Ønske om at faae Lov til at sidde ganske stille og sørge over ⓘ minemine] , først skrevet S Synder. Mig synes 113 det kunde saa let skee, at naar man existerer paa en saa stor Skueplads som jeg og i en vis Forstand griber saa meget ind i Livet, at saa det med min egen Synd kunde blive mig mindre vigtigt end det er, da det jo er det Allervigtigste, uendelig vigtigere end ⓘ allealle] SKS, al mine Bedrifter og mine mange Bøger. Men her trøster det mig dog igjen, at dette Ønske maaskee mere er en tungsindig Tanke, som egl. slet ikke er Gud saa velbehagelig, thi han vil dog ikke denne Sidden og Hængen over Bevidstheden om sin Synd. Og dernæst trøster det mig, at min Forf. Virksomhed for mig er en ►Poenitentse. Saa længe jeg gjorde Lykke som Forf. saa var det ogsaa naturligere, at dette Ønske kom frem; men i al den senere Tid har da mit Liv som Forf. ikke været saa lykkeligt ell. glædeligt, at det ⓘ noknok] , først skrevet d snarere nu vilde blive en Flugt til [det] ⓘ Lettere,Lettere,] , først skrevet Lettere; om jeg nu fik Lov til at sidde saadan paa et afsides Sted for mig selv.

Men i ethvert Tilfælde glemmer jeg ikke, og det vil Gud ogsaa nok forhindre, at jeg ikke glemmer: jeg glemmer ikke, ⓘ idetidet] , først skrevet at jeg ⓘ handlerhandler] SKS, han afgjørende, først og fremmest at betænke mine egne Synder. O, det er saa farligt, naar det msklig seer ud som formaaede man saa meget, at man da ikke gaaer hen, og hvad der er værre end at gaae fra Forstanden, bilder sig ind at have noget 114 Fortjenstligt.