Kierkegaard, Søren Journalen NB9 : 1849

X1A75247O, i Klogskaben seer det saa tilfredsstillende ud, saadan at lade Dag gaae hen efter Dag, uden [at] komme til Afgjørelse; det lyder saa ypperligt, dette ydmyge om ikke at vove for meget. Og saa paa den Maade ankommer man uforvarendes i Evigheden, og har saa en Evighed til at tære paa, at man lod sig bedrage af Tidens Succession, af dette Lidt efter Lidt. Sandeligen, sandeligen det er derfor en stor Velgjerning af Gud mod Msk, at han dog forbarmer sig saaledes over ham, at han strammer ham hans Sjel til Afgjørelse. Især gjælder det i Forhold til et saadant privatiserende Msk., som jeg, hvis Liv slet ingen udvortes Begivenhed har, hvor det derfor er desto vanskeligere at komme til Springet.