X1A72►Den samme Indvending, i hvilken Assessoren i 📖 Enten – Eller fanger 👤A (istedetfor at docere og formane at bringe ham en Yngling paa Halsen, der vil consulere ham. det Rørende cfr især i den 📖 anden Afhandling af 2den Deel) den samme Indvending gjør Tilværelsen selv mod En, naar man vil 100 gaae ud i de afgjørende religieuse Bestemmelser, hvor det Grusomme er den ene Side. Tilværelsen foranlediger En til at blive ⓘ opmærksom paa de Mange, mange mindre begavede, svage, eenfoldige Msker, Qvinder, Børn, Syge og Sorrigfulde o: s: v:, mellem hvilke man lever. Og siger Tilværelsen saa til den Religieuse: kan Du mod disse nænne at skrue det Religieuses, Salighedens Priis saa høit som Du gjør, Du Grusomme. Og dersom den Religieuse isandhed er den Religieuse og altsaa har Kjerlighed, saa gjør denne Indvending et dybt Indtryk paa ham, han 243 som saa gjerne vil være hos de Lidende, hvis eneste Trøst og Glæde det i Grunden er at ⓘ trøste Lidende.
Men Indvendingen er »den mskelige Medlidenheds« Anfægtelse. Hvad lærer Forbilledet; skaanede Χstus sig selv, ell de Andre. Var det msklig Medliden101hed: ►til En, som var villig at følge Ham, men blot forlangte at ⓘ begrave sin Fader ⓘ forinden at sige: lad de Døde begrave deres Døde. Er det ikke grusomt, msklig talt, msklig talt næsten oprørende, at formene ham hvad der [er] en Pietets-Sag? Man sige ikke: at Χstus jo var det Store, og saa maatte der ikke fuskes i Medlidenhed; dette er en Misforstaaelse, thi Χstus var ikke det Store, men ⓘ Han var Kjerlighed, og altsaa i samme Grad som ⓘ Hans Kjerlighed var større, i samme Grad maatte der jo være mindre Grusomhed. Nei Sagen er, Χstus er det Absolute, og denne Grusomhed er uadskillelig fra det Absolute. Eller er ⓘ der vel mindste Spor ⓘ af msklig Medlidenhed i den ►Replik til den Stakkels 👤Peder: viig bort fra mig Satan. Peder meente jo dog Χstus det godt paa sin Viis ɔ: i msklig Medlidenhed, og saa at behandle ham paa den Maade.
102Sagen er, Medlidenhed skal og maa den Religieuse ubetinget have med alle de Svage; han vilde gjerne blive hos dem trøste dem o: s: v:; men han tør det ikke, ɔ: han tør ikke have sit Liv i denne Medlidenhed, saa han istedetfor at blive Gud tro, slaaer af og bliver i Medlidenhedens Religieusitet.
Saasnart derfor en Religieus ikke fornemmer det saaledes: jeg tør, ►jeg kan ikke anderledes (ɔ: han er i det Absolutes Magt, ⓘ absolut Lydighed fordret af ham) saa skal han svinge af, og blive i Medlidenhedens Religieusitet.
Faren for den Religieuse, der er i det Absolutes Religieusitet, er naturligviis: Fortjenstligheden, at det ikke bliver istedetfor Fromhed Formastelse, at han vil være bedre end andre Msker, ell. gjøre sig ligesom for103tjent af Gud, ell. dog have den Selvtilfredshedens Bevidsthed at have gjort Sit.
I Almindelighed vil derfor ogsaa en saadan Religieus have en hemmelig Note, i Lighed med ►👤Pauli »Pæl i Kjødet«, der giver ham Frimodighed til at holde ud, fordi den just lærer ham, at han er Intet, og gjør dette i Sandhed til Sandhed i ham. Det er, den absolute Religieusitet kan Ingen for egen Regning vove sig ud i, den maa begynde i en ganske egen Forstand med Gud. I andet Fald bliver det der dialektisk er Grusomhed i absolut Religieusitet, slet og ret Grusomhed, Synd, Brøde.