Kierkegaard, Søren Journalen NB9 : 1849

NB9:54

#

Overhovedet kunde det blive skjønt saaledes at tage et enkelt Vers, og successivt lade det blive til, indvirket i lyrisk Commentar.


Exempel.


A: T: Det var i en ældre Tids Psalmedigtning almdl. at fremstille Sjælens Forhold til Χstus som en Samtale, og under Billedet af Forholdet mellem en Brud og Brudgom. Sjælen var Bruden, og benævnes ofte med det Navn 👤Sulamith.

Det er nu Tilfældet i en gl. Psalme, hvor det forestilles, at Sjelen (Bruden) er blevet utaalmodig, ikke kan skikke sig i det Livs Lidelse, men utaalmodigt venter paa Befrielsens Stund. Saa forestilles Χstus at tale til Bruden og han siger:

[a] Det er af 👤Brorsons 📖 Svanesang No 49, 1 p. 867; men jeg citerer den lidt anderledes, lader den første Linie gaae ud, og trækker de to følgende hen til 4de.

det er altsaa endnu midt i Vinterens Hjerte, der er længe til Foraaret, derfor er det utaalmodigt nu at ville have Foraar; der er meget mere at udholde før Befrielsens Time slaaer, ja Lidelsen har maaskee neppe ret begyndt. Luften er endnu fuld af Snee; ja det er ikke blot koldt, men koldt saa det gyser i En, uhyggelig koldt, thi det er ikke altid gysende fordi det er koldt. Derfor har Digteren dannet det nye Ord: Gysekuld. Altsaa

[b] Det er tidligt paa Vinteren, »Vinter-Sneen« er langtfra endnu ikke kommet ned, den staaer og piner i Luften, deraf den uhyggelige kolde Luft, saa det gyser i En: Gysekuld.

Altsaa Bruden forestilles at sidde ved Vinduet, og lukker Vinduet op; men Den, der lukker Vinduet op paa den Aarstid, han venter utaalmodig, han spørger hver Time, hvert Øieblik efter Forandring. O, og det er jo endnu midt i Vinteren.

som maatte Foraaret komme, springe ud liig Knoppen af Stengelen; og stirrer »alt« allerede, o, det er meget for tidligt! ell. og stirrer »alt« ɔ: bliver ved at stirre: o, saa vil Du komme til at stirre længe, medens kun Din Utaalmodighed voxer., og gjør den lange Tid endnu længere, og Vinteren endnu koldere, og Luften endnu uhyggeligere med dens Gysekuld. Altsaa