Kierkegaard, Søren Journalen NB9 : 1849

NB9:28

#

Eet har jeg lært at kjende fra Grunden: Mskenes Usselhed og Charakteerløshed. Men hvor veemodigt: i mig var der dog nogen Sandhed – og naar jeg saa er død, i samme Øieblik ville Alle tale til min Priis, og det vil for Ynglingen som kommer efter mig faae det Udseende, at jeg dog i Grunden har levet æret og anseet. Ogsaa det hører med til den Forvandling som Sandheden undergaaer, naar Scenen ikke er i Phantasie-Mediet, men i Virkeligheden. De Samtidige nemlig der have spillet med i Nederdrægtigheden, de benytte Øieblikket, saasnart Døden er indtraadt, til at sige det Modsatte, og saaledes forvirres Alt.

Men sjelden har maaskee ogsaa Nogen oplevet Nederdrægtigheden som jeg; thi med mig er det ikke Tilfældet, at man virkelig misforstaaer mig, at man virkelig ikke kan begribe, hvad det er jeg beskæftiger [mig] med; nei man indrømmer mig i stille Sind Alt, men desto mere glæder det Misundelsen i Kiøbstaden ved at tilfredsstille sin Lyst.

»📖 Fædrelandet« vil da, saasnart jeg er død, tage paa Veie, om det Overordentlige jeg var. »📖 Fædrelandet« vil gjøre sig bedre end de Andre, og da de behøve en Opreisning, saa er det jo ret taknemlig, nu at tale til min Priis. Og dog har »📖 Fædrelandet« forraadt mig, saa godt som Nogen, og »📖 Fædrelandet« er lige saa feig, misundelig som alt det Andet. 👤Giødvad er min personlige Ven, det er noget Andet. Og i Grunden ubegribeligt, at jeg har havt en Ven, som var Journalist; og uforklarligt, at et saa rart og bravt Msk. kan være Journalist, da det dog er umuligt at være Journalist uden hver evige Dag paa een ell. anden Maade at gavne Usandheden og Løgnen.