Kierkegaard, Søren Journalen NB9 : 1849

NB9:13

#

Det er dog underligt at leve paa det Vilkaar! Det er som 👤R. Nielsen siger (og hvad jeg da selv før ham i min egen Efterskrift til 📖 afsluttende Efterskrift paa Prent har sagt): dersom jeg blot var død – saa skulde 👤R. N. rigtig spille op – og hvorved? ja ved Mit. Altsaa hvad der i mig er med en eminent Primitivitets hele Fylde, og betjent med en lige saa sjelden Uegennyttighed og Opoffrelse: det er til Overflod, ja næsten Galskab. Og dette Samme, naar 👤R. N. bliver Den, der skal staae for Skjenken: det bliver det Overordl! Dog 👤R. N. er nu engang i at være stor lille nok til at kunne blive stor i Danmark. Men af den Maade, paa hvilken han taler om sin Stilling, naar jeg blot var død, seer jeg blandt Andet, at det at redupplicere er Noget, som ikke er til for ham, Noget som han blot taler om under mine Auspicier. Uforklarligt er det dog, at han egl. er af den Mening, at hvis jeg var død, og han stod ene, at han saa skulde glimrende seire og staae som det Overordentlige, uden at betænke, at det kun da kunde skee, hvis han lod være at reduplicere. Men just deri ligger det (foruden i Evnerne) at han, som jeg siger, er lille nok til at blive stor i Danmark.