Kierkegaard, Søren Journalen NB9 : 1849

NB9:11

#

Havde jeg ikke været strengt opdraget i Χstd, ikke havt alle de indre Lidelser fra Barndom af og potenserede just i det Øieblik jeg afgjørende begyndte min Løbebane: havde jeg ikke havt det, og saa dog vidst hvad jeg veed, saa var jeg blevet en Digter, og jeg var egl. blevet den interessante Digter ϰατ' εξοχην. Der har neppe levet nogen Digter før mig, der saa dybt har vidst Beskeed om Tilværelsen og især om det Religieuse.

Men her er det jeg svinger af, og Stillingen hiin gamle fra 📖 Enten – Eller: jeg vil ikke være Digter som 👤A siger i een Forstand og som 👤B billiger i en langt dybere Forstand, ja erklærer det for den eneste af 👤As mange Tanker, som han absolut billiger.

Hvad er det at være Digter? Det er at have sit eget personlige Liv, sin Virkelighed i ganske andre Categorier end den digteriske Frembringelses, det er, at forholde sig til Idealet blot i Phantasie, saa Ens egen personlige Tilværelse er mere ell. mindre en Satire over det Digteriske og over En selv. Forsaavidt er ogsaa alle de moderne Tænkere, selv dem af Rang (jeg mener de tydske, thi danske er der da slet Ingen af) Digtere. Og overhovedet er det Maximum hvad Livet viser. De Fleste Msker leve aldeles uden Idee, saa kommer de Færre, som digterisk forholder sig til Idealet, men selv i deres personlige Liv negte det. Saaledes ere Præsterne Digtere, og da de ere Præster i en langt dybere Forstand end Digterne »Bedragere«, som allerede 👤Socrates kaldte Digterne.

Dog som overalt saa er ogsaa her Demoralisationen tilveiebragt ved at Pladsen No 1 er gaaet ud, og Pladsen No 2 er blevet No 1. Det i personlig Existents at forholde sig til Idealet, sees aldrig. En saadan Existents er Sandheds-Vidnets. Denne Rubrik er længst gaaet ud, og Præster, Professorer i Philosophie, Digtere have indtaget Pladsen som Sandhedens Tjenere, hvormed de jo vistnok ere godt tjente – men Sandheden ikke.


#