Kierkegaard, Søren Journalen NB8 : 1848

IXA444Naar man kun altfor nøie har lært at kjende Verdens ⓘ SelviskhedSelviskhed] , < Selvskhed, dens Higen efter egen Fordeel o: s: v:, nu vel saa er man da ⓘ ikkeikke] tilføjet saa sangvinisk, at det falder ⓘ EnEn] , < en ind, at man skulde komme godt derfra, naar man paa nogen Maade colliderer med Andres Egoisme. Men da fatter man et Haab om, at man ved selv at være i Sandhed uegennyttig, givende Afkald paa al jordisk Fordeel, dog maa røre Mskene. Dette var mit Haab. Men, nei. Der gives ⓘ enen] , < end 81 langt dybere Egoisme, den, at Mskenes Egoisme ophidses, just fordi de maae indrømme En denne Uegenyttighed, og dermed en vis Heterogenitet. Her begynder saa den sidste Form af Forfølgelse. Dette er Χstds Lære, og dette er det, hvad Χstus og alle sande Χstne have udtrykt. Jeg tilstaaer, saa levende havde jeg ikke forestillet mig det, ►som jeg nu har lært det at kjende af Erfaring.