Kierkegaard, Søren Journalen NB8 : 1848

NB8:67

#

I Grunden vilde en Reformation, der skaffer 📖 Bibelen til Side, have nu nok saa megen Gyldighed som 👤Luthers Afskaffelse af Paven. Dette med 📖 Bibelen har udviklet Lærdommens og Juristeriets Religieusitet, lutter Adspredelse. En Slags Viden i den Retning er efterhaanden trængt ned i den allersimpleste Classe, saa intet Msk. mere menneskeligt læser 📖 Bibelen. Men saa gjør den ubodelig Skade; dens Tilværelse er saa som en Befæstning af Undskyldninger og Udflugter o: s: v: i Forhold til det at existere; thi altid er der Noget, man først skal see efter, og altid dette Skin, at først maa man have Læren fuldk. i Form, inden man kan begynde at leve – det er, man kommer aldrig til at begynde paa det Sidste.

Bibelselskaberne, dette matte Vrængbillede af Missionen, et Selskab der ganske som andre væsentligen blot virke ved Penge, og lige saa verdsligt have travlt med at udbrede 📖 Bibelen, som andre Compagnier med deres Enterpriser: Bibelselskaberne have gjort ubodelig Skade. Χstheden har længst behøvet en religieus Heros, der i Frygt og Bæven for Gud havde Mod til at forbyde Folk at læse i 📖 Bibelen. Dette er noget ligesaa fornødent, som at der prædikes mod Χstdommen.