Kierkegaard, Søren Journalen NB8 : 1848

NB8:63

#

Christus siger: Den, der elsker mig, for ham vil jeg aabenbare mig. Men saaledes gjælder det overalt, det man elsker, det aabenbarer sig for En; Den, der elsker Sandheden, for ham aabenbarer den sig o: s: v:; thi man tænker sig gjerne Modtageren uvirksom og saa det Aabenbarende meddelende ham, men Forholdet er, at Modtageren er den Elskende, saa bliver det Elskede ham aabenbart, thi han omdannes selv i Lighed med det Elskede, og selv at blive det man forstaaer, er den eneste grundige Maade at forstaae paa, og man forstaaer kun i Forhold til som man selv bliver det.

Man seer forøvrigt her, at det at elske og kjende (יָדַע) er væsentligen eenstydige; og som det at elske betyder at det Andet bliver aabenbart, saa betyder det naturligviis ogsaa at man selv bliver aabenbar. Forholdet er saa inderligt (et at være ell. ikke at være) at alle Forsikkringer og Deslige om at elske og elske, hverken gjør fra ell. til.