Kierkegaard, Søren Journalen NB8 : 1848

IXA419►Man siger, at det Gode giver Kræfter. Det er ogsaa ganske sandt, men det er meget fine og zarte Kræfter – det Onde derimod giver robuste Kræfter. Hvoraf kommer det ell., at naar En har gjort det Gode, og saa lider, 57 saa lider han langt mere – uden fordi det Gode ogsaa i ædel Forstand gjør ham fiin og zart. Man kan forsøge det paa sig selv. Naar man har gjort noget Urigtigt – saa vil strax det Onde hjælpe En med at give En Kræfter; thi Sagen er, man maa nu tage sig sammen, just fordi man har Uret. Den Gode er i Sammenligning hermed svag. Deraf kommer det, at fortvivlede Individualiteter, der hverken troe paa Gud ell. Evighed, i dette Liv oftest vise sig saa stærke – de ere ganske ukjendte med den Zarthed, som det Evige giver. Derfor siger Ordsproget rigtigt: ►Ukrudt forgaaer ikke.

At det Gode giver Kræfter bliver lige vist, men det giver den Art Kræfter, som ikke tage sig ud i Verden.