Kierkegaard, Søren Journalen NB8 : 1848

IXA399Der er dog noget Mærkeligt i den Tanke, at Graad skulde være Guddommens Opfindelse, Latter Djævelen[s]. Det er ganske vist, at dersom jeg var ell. naar jeg tænker mig den rene Alvor absolut idealt, saa bliver der intet Latterligt; thi denne Alvor vil bestandig sigte ethisk paa et Msk. og altsaa ikke finde Noget til at lee ad men det Samme til at græde over.

Og mærkeligt er det ogsaa, at Verden aabenbart tenderer til det Comiske, til Latterens stærkere og stærkere Udvikling, hvilket 30 Alt hænger sammen med at Verden gaaer tilbage. Man standser paa intet Sted pathetisk, gyser for Intet – men siger: lad gaae og finder det comisk: den msklige Fordærvelse er comisk og man søger at fremstille den comisk; Staternes Demoralisation, hele ⓘ den snigendeden snigende] , < det Sygdom i det offentlige Liv, ⓘ alal] , < alt denne Usselhed og Sviig og Underfundighed, der blot overgaaer sig selv i ⓘ ny ogny og] , først skrevet og ny Sindrighed, fremstiller man comisk. (fE ►👤Scribe). Det vil sige Livs-Anskuelsen, som ligger bag ved, er Fortvivlelse: Alt er Bedrag – saa lad os lee. Det erindrer i en vis Forstand om ►Drikkevise-Perioden: Alt er Usselhed – saa lad os klinke. Men det at lee er et Raffinement. Det er sørgeligt og jo usædeligt at en Qvinde er letfærdig, men den Qvinde, der er istand til at forlystes ved at Letfærdighed opfattes comisk er dog langt dybere sjunken.