Kierkegaard, Søren Uddrag fra Journalen NB8

Som Børnene (i den tryge Dagligstue) lege Krig, saaledes leger hele Christenheden (eller Præsterne, forsaavidt disse ere de Agerende) Χstd.; indenfor hele Verdslighedens Betryggelse lege de den Leeg, at den Χstne bliver forfulgt (men ham, Taleren er der Ingen der forfølger), at Sandheden bliver korsfæstet (men han Taleren han rangerer allerede med Justitsraader). Saa var Middelalderen ærligere med sine gudelige Comedier. – Naar jeg nemlig selv lever betrygget, saa skulde jeg (æsthetisk nøiagtigt) i det Høieste humoristisk tale om, at Sandheden forfølges; thi hvad mig angaaer, saa seer man jo det Modsatte. Enten er det altsaa Løgn hvad jeg siger, ell. det er Løgn, at jeg siger det, en Modsigelse, en høist satirisk Modsigelse er der ubetinget.