Kierkegaard, Søren Journalen NB7 : 1848

IXA345►Sorgen efter ⓘ VerdenVerden] , først skrevet Gud er selv Synd, og dog er man saa ofte ell. bliver saa ofte sig selv vigtig i denne Sørgmodighed. Sorgen efter Gud er væsentligen Angeren – og naar saa Sørgmodigheden har varet for længe, saa maa Angeren til for at skaffe Sørgmodigheden lidt til Side. Det er ganske vist, at hvad man kan have ondt ved 115 at bære ⓘ afaf] , først skrevet i Sørgmodighed, det mærker man slet ikke, naar Angeren paa samme Tid gjør Skyldens Forhold til Gud gjeldende. Saaledes straffer derfor ofte Gud, at naar et Msk. i sin Sørgmodighed bliver altfor utaalmodig, saa lader Gud ham synke i en ell. anden Synd. Nu maa Angeren til at løfte ham op, han har nu faaet Noget at græde for.