Kierkegaard, Søren Journalen NB7 : 1848

43IXA295►Det Ord af 👤Savanarola om sig selv, at han var som en Hammer i Guds Haand: brug den saa længe Du vil, og vil Du ikke bruge den længere saa kast den bort – er egl. en Fornærmelse mod Gud. Saaledes kan intet Msk have et Forhold til Gud., det er altfor erotisk ligeligt, og underlægger dog egl. Gud Forandring; det er som naar en Pige ⓘ sigersiger] , først skrevet siger, om den Troløse: jeg er fornøiet med at han har elsket mig en ganske kort Tid, saa kastede han mig bort, men jeg elsker ham ⓘ alligevel og takker for den korte Tid.alligevel og takker for den korte Tid.] , ændret fra alligevel.

Altsaa dette kan ikke være Forholdet at det dog er som forandrede Gud sig, som var det Gud der blev kjed af En. Det Forfeilede i hiint Ord er just det lidenskabelige Sving: naar Du ikke længere vil bruge den, thi Opgaven i Forholdet til Gud er bestandigt Troens, at han derfor og desuagtet elsker En lige høit. Altsaa maatte 👤Savanarola sige: hvad enten Du bruger mig ell. Du ikke bruger mig, hjælp mig blot til at holde den Tro fast, at Du er Kjerlighed; at 👤ⓘ SavanarolaSavanarola] , først skrevet Savar altsaa 44 ikke derfor troer at Gud elsker ham, fordi han bruger ham – men fordi Gud er ⓘ Kjerlighed,Kjerlighed,] , først skrevet Kjerlighed. saa der ikke, end sige i en Forandring underlagt Reflexion, reflecteres paa hans Forhold til Gud, men paa Guds Væsen, at han er Kjerlighed.

I Grunden er der noget Fortvivlet i hiint Ord af 👤S., at altsaa Gud ikke skulde være den Samme, ikke ganske være Kjerligheden mod et Msk, naar han ikke længer kunde bruge ham. Ja, saaledes er ⓘ det meddet med] SKS, med det et Msk., men, frygteligt, at tænke saaledes om Gud.