Kierkegaard, Søren Uddrag fra Journalen NB7

Man siger nok, at det dog altid er bedre, at Χstd. forkyndes (om end maadeligt og forvirrende) end slet Intet, ɔ: end Taushed. O, man feiler. Denne usalige Præken og Præken bidrager til at svække Undseelsen i Retning af at handle. Den der først kommer til at gjøre Profession af al den Præken om høie Dyder, han gaaer i eetvæk tilbage, og lige saa med en saadan Tilhører. Den, der i Forhold til hvad ham var forundt, taust havde forholdt sig til sig selv, var dog kommet lidt videre. Den, der engang har oplevet dette: at declamere, selv at græde og at faae Tilhørerne til at græde – uden dog at gjøre Noget deraf: han er tabt.