Kierkegaard, Søren Uddrag fra Journalen NB7

64IXA315Men ⓘ dettedette] , først skrevet det er jo dog ogsaa en Form af Tilbedelse: ligefrem at sige til Gud, jeg er et stakkels ringe Msk, kan ikke holde ud i ethvert Øieblik bogstavelig i ethvert Øieblik at tænke paa Dig, giv mig derfor Dit Minde til, at jeg hviler lidt, adspreder mig lidt, at jeg da ikke gjør Dig, Du evige Kjerlighed, smaalig ak som jeg maaskee selv er ikke langtfra at blive tungsindig smaalig mod mig selv.« Og saa Punktum, thi ellers griber Reflexionen En i samme Secund igjen, at Gud jo dog bedst maa vide, om man behøver Adspredelse (som skulde han altsaa umidd., maaskee ved en Aabenbarelse sige En, at nu behøver man Adspredelse) og ellers kan give En Kræfter til at holde ud. Det er, der maa capituleres paa Naade og Unaade, og saa øieblikkelig handles.