Kierkegaard, Søren Uddrag fra Journalen NB7

IXA351Man kan ►bedrøve Aanden ved at vove for meget. Det er sandt, 127 men Trøsten er i saa Fald, at Straffen nok vil ⓘ kommekomme] SKS, kommer over En, og hjælpe En, hvis man oprigtigt ydmyger sig under den. Men man kan ogsaa bedrøve Aanden ved at vove for lidt. Ak, og dette kommer først langt om længe igjen, maaskee efter flere Aars ⓘ ForløbForløb] , først skrevet Forb, naar man saa lever i den Tryghed, man søgte ved at undgaae Faren, og nu maa sande, at man var sig selv utro, maaskee først i Alderdommen, maaskee først i Evigheden. Men i ethvert Tilfælde gjælder det da i Forhold til det at vove for lidt, at man for Gud i Himlens Skyld, idet man gjør det, ydmygt tilstaaer, at man skaaner sig selv, at man svagt maaskee feigt skaaner sig selv, at man da ikke bliver indbildsk af, at det var det Klogeste – o, thi da er et Msk. for evig tabt. I samme 128 ⓘ ØieblikØieblik] SKS, Øieblikke gaaer det Evige ud i et Msk, Guds-Forholdet lukker sig, Sandheden i ham uddøer, og han bliver modbydelig Usandhed. Gjør han derimod den ydmyge Tilstaaelse, nu, maaskee var han syg og derfor saa forsagt, maaskee var han for haard mod sig selv i at dømme sig selv, men i ethvert Fald han beholder sit Guds-Forhold. Tilstaaelsen vil holde ham vaagen og søvnløs, vil ikke tillade ham at blive glad i den saaledes dyrt kjøbte Tryghed og Fjernhed fra Faren, og maaskee imorgen, maaskee ad Aare reiser Troen og Frimodigheden sig i ham, saa han formaaer at vove.