Kierkegaard, Søren Journalen NB7

Dersom jeg ikke personligt var mig selv en Poeniterende maatte der have været Øieblikke hvor jeg forargedes paa Χstd, men jeg tør ikke knye, og saa bag efter forliger jeg mig dog med det, jeg ell. vilde have forarget mig over. Saaledes forstaaer jeg de Ord af 👤Peter: til hvem skulle vi gaae. I Almdl. declameres ogsaa disse Ord af Præsterne ind i det Sentimentale. Jeg forstaaer det saaledes, at Syndsbevidstheden binder et Msk. til Χstd.

Saaledes forstaaer jeg altsaa mig selv. Men er det da ikke en særlig Forklaring, nemlig, at jeg nu i den Grad er mig bevidst som Synder, at jeg tør ikke Andet? Nu til en vis Grad, thi jeg lægger jo ikke Dølgsmaal paa, at jeg har syndet anderledes end i denne almdl. Tale om at være en Synder. Men paa den anden Side saa har jeg maaskee ogsaa havt Forudsætninger til at opdage og fatte Forargelsen ganske anderledes. Og da det nu er Gud, der gjennem Syndsbevidstheden binder hver enkelt Msk. til Χstd, saa maa det dog vel antages, at han bestemmer Collisionerne for hver især. Saaledes bliver det dog Syndsbevidstheden der binder Msk. til Χstd. Enhver, der ikke er saaledes bundet er ikke christelig bundet; alt dette Sentimentale om det Dybe og det Høie og en Ven o: s: v: er Galimathias. Proportionerne er disse: dersom jeg ikke var mig bevidst som Synder maatte jeg forarges paa Χstd. Syndsbevidstheden stopper Munden paa mig, at jeg tiltrods for Forargelsens Mulighed vælger at troe. Saa dybt maa Forholdet være. Χstd. støder fra for at drage til. Men man formilder Χstd, formilder hvad det dog vil sige at vende saaledes op og ned paa et Msk som Χstd. gjør, saa behøves ikke Syndsbevidsthedens impetus for at drive En ind i det, ɔ: saa er det Hele Sentimentalitet.


#