Kierkegaard, Søren Journalen NB7

IXA273Det lader sig dog ikke negte (hvad ogsaa ligger i at Χstd. er absolut polemisk) at Χstd. lærer, at Verden gaaer tilbage. Det er derfor ogsaa et af disse Smigrerier til Verden, naar Præsterne have saa travlt med at forsikkre at Χstheden i samme Forstand som Verden gaaer frem, og at dette næsten gaaer af sig selv. Nei christeligt er Samfundet med Gud hvilende i Muligheden af at kunne adskille sig fra Gud. Jo mere ⓘ MsketsMskets] , ændret fra Mskes Forstand nu udvikles (og i den Forstand gaaer Verden frem) og Selvraadigheden ⓘ o: s: v:o: s: v:og saa videre] , først skrevet ogs, desto mindre Lydighed mod Χstd. Allerede nu i dette Øieblik er det jo kommet saa vidt, at Christendommen forkyndes i Christenheden saa Lydigheden tages bort og Raisone86mentet sættes istedet. Derfor lærer Χstd. ganske con22sequent, at det er saa langt fra at ⓘ Χstd.Χstd.Christendommen] , ændret fra Verden ^[a] gaaer fremad, at det maa ende med ►»Affaldet.«

Men hvad der behager Mskene er altid at gjøre Χstd. og Verden eensartede. At Verden gaaer fremad lader sig ikke negte, ^[b] men sandeligen det er paa en Maade som ikke behager Gud, ⓘ hanhan] , først skrevet det er maa see derpaa med samme Følelse som en Fader betragter sit Barn, der nu er blevet kløgtig paa Livet ɔ: har tabt det Bedste.

Naar bare Χstd. og Verden bliver ►hips om haps, og alt det Stridende borttages, saa lader Mskene den passere – det troer jeg nok en saadan Χstd. er jo just Verdslighed.