Kierkegaard, Søren Uddrag fra Journalen NB7

ⓘ DetDet] , først skrevet et dobbeltkors der nemlig er Utaalmodigheden, hvori saa Selvraadigheden maa ligge, er [at] han paa een ell. anden Maade vil see en Ende ɔ: en Forklaringens ⓘ Ende paaEnde paa] , først skrevet Ende, Sagen, selv om dette er, at der ingen Forklaring er, og hell. ingen at ⓘ ventevente] , først skrevet vænte her i Livet. Dette vil han saa ydmygt finde sig i, dog troe Gud, elske Gud. Han er da ikke som Dem, der trodsigt opgive Gud, nei, han tværtimod jo behøver Gud i ethvert Øieblik for at holde denne Lidelse, Meningsløshedens, ud. Men at hans Lidelse er og bliver meningsløst, det vil han have afgjort, for nu ⓘ at samleat samle] , foran er slettet ligesom al sin Kraft paa at bære den taalmodigt, ydmygt. Men saaledes vil Gud ikke, Gud seer let heri lidt af Selvraadighed, thi Gud vil, at han tillige i ethvert Øieblik skal haabe paa Frelsens Mulighed, og at han, hvilket Øieblik den saa tilbydes ham, skal modtage den med samme Glæde som i første Øieblik. Dette forøger jo vistnok i en vis Forstand end mere Lidelsen, 102 gjør Spændingen, hvori han holdes svævende (og hvori Selvraadigheden skal uddøe) mere anstrengende. Det er ganske vist, at det for det dybere Msk dog er en Slags Lindring at faae det afgjort og vist, at Hjælp er ikke at vente, Opgaven er at tie og taale. Men Opgaven er tillige ►at haabe mod Haab. Just derfor kommer han til Dag ud og Dag ind at repetere sin Lidelse; thi han skal jo ⓘ hverhver] , først skrevet vil Dag haabe – mod Forstand – at dog maaskee Gud vil hjælpe ham, og det skal han holde ud Aar efter Aar. See dette er at opdrages til, at lære Lydighed: ikke engang med Villighed til at finde sig i det Tungeste som Afgjørelse, at faae Lov til det, men villig dertil tillige hver Dag at skulle haabe til Gud, at det dog maaskee kunde behage ham. Den blot mskli117ge Haaben er forlængst udmattet, en saadan Haaben er 103 derfor en religieus Gjerning, en ny Lydighed der fordres af ham, der ret lader ham føle i hvilken Forstand Gud er Herren. Naar man finder det lettere at bære den tungeste Afgjørelse qua Afgjørelse (thi det ⓘ at derat der] , først skrevet er er Afgjørelse er just Lindringen) saa at skulle saaledes haabe Aar ⓘ efterefter] , først skrevet og Aar, der kun bekræfte, at der ingen Hjælp hidtil er kommet – saaledes at haabe det er jo at forstyrres i eetvæk i at hvile i Afgjørelsen: see det er at lære Lydighed.