Kierkegaard, Søren Journalen NB6 : 1848

NB6:59

#

Det at blive Gjenstand for dette langvarige Angreb af Piat er i en vis Forstand det Allerfarligste; thi det er da ikke Andet end Skinhellighed at Mskene tale om, naar det blot ikke er Ens Charakteer o: s: v: – som var Verden saa alvorlig. Nei Piat det er Verdens, og Usselhedens Element. Man er som stillet udenfor almdl. msklige Rettigheder, det er overladt til Enhver angerløst at gjøre hvad han vil; og paa den anden Side Enhver mener sig forpligtet til at tage sig iagt at han ikke rives ind med i dette Phantastiske, hvor »Alle« og »Ingen« alternere.

Mig har alt Dette, Gud være lovet, ikke gjort uproduktiv, lige omvendt, og det har ret udviklet mig til at belyse det Christelige. Det har netop udviklet min Produktivitet, og dog ladet mig opleve den Art Isolation, uden hvilken man slet ikke opdager det Christelige.

Men alt Sligt skal man ignorere vil Biskop 👤M. sige, ell. rettere, man skal engang for alle lægge sit Liv saaledes an, at det er umuligt at komme i Berøring dermed. leve skjult o: s: v:. I Grunden troer jeg virkelig, at 👤M. i den Grad har rendt sig fast i sin Fornemhed, at han nu er bleven naiv, og ganske er gaaet Glip af det Point: om det ogsaa skulde være christelig tilladeligt.

Nei, nei man skal netop kjende det fra Grunden af, være dannet i denne Mishandlingens Skole. Thi sandeligen Prædikenen om »Synden« rammer egl. ikke Verden; de ere meget Faae, som ere alvorlige nok til at være sig bevidst som Syndere. Verden ligger i Piat. Det er denne usalige Overflod af Msker som Intet begribe, Intet due til – men som piatte og piatte. Men hvad man end skal udholde med dem, det er grusommere, umenneskeligt og uchristeligt at leve saaledes, at have indrettet sit Liv saaledes, at man Dag ud og Dag ind udtrykker, at der er Msker i Tusindviis med hvem man egl. intet Slægtskab har, som ikke ere til. Sandeligen det bliver i Evigheden et uhyre Ansvar at have levet saaledes, hvor smilende det end har seet ud i Timeligheden.