Kierkegaard, Søren Journalen NB5 : 1848

IXA74Msklig talt er min Ulykke at jeg har for lidt Legemlighed; min Inderlighed (og dette er Guds Forholdet, hvor jeg i ►Frygt og Bæven bestandigt føler mig som Numer Nul ⓘ forfor] , først skrevet og ikke at tale om Angerens Smerte) ⓘ zittrerzittrer] , først skrevet gjen med i næsten den mindste Ubetydelighed jeg foretager mig, ⓘ monmon] , ændret fra om Gud ikke bliver vred og slipper mig. Derfor er jeg saa ængstelig i mit Forhold især til Alt hvad der hedder lidende Msker, alt hvad der er ringere end jeg. Og Gud veed, hvorledes det saa gaaer til, at jeg anklages for Stolthed og Egoisme.

Men paa den Maade at være for Gud, hvor saligt det end er, er fra den anden Side uhyre anstrengende. Deraf kommer det, at jeg saa føler mig saa ulykkelig og har følt mig saa ulykkelig i Sammenligning med andre Msker. Det at være et sundt stærkt Msk, der kunde deeltage i Alt, der havde legemlig Kraft et sorgløs Sind: o, hvor ofte har jeg i tidligere Tid ønsket mig dette. I Ungdommens Tid har min Qval været frygtelig.