Kierkegaard, Søren Journalen NB5 : 1848

IXA72Det gjælder hverken om mere ell. mindre end en Revision af Χstd, det gjælder om ►at skaffe de 1800 Aar bort, som havde de slet ikke været til. At dette vil lykkes mig, det troer jeg fuldt og fast, det 71 Hele er mig saa klart som Dagen. Dog mærker jeg desto alvorligere, at blot den mindste Utaalmodighed, og Selvraadighed, saa kan jeg ikke, saa forvirres Tankerne for mig.

Jeg staaer op om Morgenen og takker Gud – saa begynder jeg Arbeidet. Til bestemt Tid om Aftenen bryder jeg af, takker Gud – saa sover jeg. Og saaledes lever jeg, om end i enkelte Øieblik ikke uden Anfald af Tungsind og Veemod, dog væsentligen Dag ud og Dag ind i den saligste Fortryllelse. Ak, saaledes lever jeg i Kiøbenhavn – og er i 📌Kiøbh. den Eneste, som ikke er alvorlig, den Eneste, som Intet gavner ⓘ og Intetog Intet] , først skrevet i udretter, en halvgal Særling. Saaledes dømmer Mængden mig, og de Faae, som see lidt dybere, have egl. ikke Noget mod, at dette bliver den almindl. Dom om mig.