Kierkegaard, Søren Journalen NB5 : 1848

IXA141Det at Christus leed for vore Synder er egl. at opfatte som Forsoningen, og derom er det hovedsagelig der skal tales.

Imidlertid lod sig ogsaa her paavise en historisk Tilgaaen. Thi netop Mskenes Ugudelighed, i hvilken de have lært hinanden Aflad fra det Gode, ja indsat det Onde (det Selviske) i det Godes Sted, gjør, at Den, der saa igjen skal udtrykke det Gode, maa komme til at lide, for at vise Maalestokken, maa han lide, og lider altsaa for ^[a] hvad de Andre forsyndede. Havde Mskene været gode, saa havde de forholdt sig ligefrem til ham, og han ikke behøvet at lide. Men nu lider han, og hvorfor, fordi de Andre ere Syndere.

I det mindre kan man jo vise, hvorledes i en given Tid Vildfarelsen kan være saa lille, at den kan fjernes uden et Martyrium. Men er dette ikke saa, er et Martyrium nødvendigt for at faae det Sande indsat i sin Ret, saa lider jo denne Martyr for de Andres Synder.