Kierkegaard, Søren Journalen NB5

3703711IXA2Det er da let nok at vise, hvor usandt og i Grunden, om end ubevidst, hvor forrædersk alt det med at forsvare Christendommen er, ja endog blot den hele Form, som Talen om Christendommen ordentligviis har. Sagen er, Præsterne og ►Videnskaben o: s: v: troe slet ikke paa Christendommen. Dersom En, selv fuldt troende paa, at det Gode, han taler om, er det ⓘ HøiesteHøieste] , ændret fra Høiste, næsten segnende under ⓘ IndtrykketIndtrykket] , først skrevet Vægten af dets overvættes Salighed: hvor i al Verden vilde han falde paa at forsvare det, at føre et Forsvar for, at det virkeligen var et Gode, eller endog blot at tale saaledes,: dette er af 3 Grunde et stort Gode. – altsaa det Høieste, det over al Forstand, det som bringer det viseste Mskes Forstand til at svimle og gjør den til en Smule Spurve-Viisdom, det er – af 3 Grunde ⓘ etet] , < det stort ⓘ GodeGode] , først skrevet G<·>. Mesterlige Anti-Climax! Tænk en Forelsket; ja, han kan blive ved Dag ud og Dag ind at tale om sin Forelsk[els]es Salighed. Men hvis En forlangte af ham, at han skulde tale saaledes, at han af 3 Grunde skulde bevise den, eller endog vel forsvare den: mon han ikke vilde ansee dette for et afsindigt Forslag; eller hvis han var lidt mere kløgtig, vilde han vel sige til Den, der foreslog ham det: oho, Du veed nok ikke hvad det er at være forelsket, Du troer nok saa smaat, at jeg heller ikke er det.

2IXA3►I 📖 1001 Nat fortælles der saa ofte om ⓘ atat] tilføjet et Msk. giftede sig med en Genius; men skulde dette Forhold blive lykkeligt, saa ⓘ maattemaatte] , ændret fra maa Msket forpligte sig til ⓘ at tie ogat tie og] tilføjet aldrig at spørge hvorfor, hvad ⓘ saasaa] , først skrevet det end denne Genius gjorde. Dette er Forholdet til Overlegenhed.

Et Exempel findes saaledes i d. 📖 871de Nat.

IXA4►Ballotationen (der egl. er Folke-Regjeringens Livs-Princip. Numerus) er ⓘ altalt] , < Alt Stort og Ædelt og Helligt og Elskeligts Undergang, fremfor Alt Χstds, da det er en Forgudelse af Verdsligheden og en Forgabelse i denne Verden.

372Christendommen er lige stik imod. 1) Reent formelt. Thi Χstd. er evig Sandhed, og denne afskaffer Ballotationen aldeles. Som evig Sandhed er Christd. ganske ligegyldig ved enten Noget har Majoriteten ell. ikke. Men i ⓘ BallotationensBallotationens] , først skrevet Majoritetens Ab Abracadabra er Majoriteten Beviset for Sandhed; hvad der ikke har den er ikke Sandhed, og hvad der har den er Sandhed. Rædsomme Aandløshed! 2) ►realiter er Χstd. 3 lige stik imod. Thi ►Χstd. er den stridende Sandhed, antager, at her i denne usle Verden er Sandheden altid i ⓘ MinoritetenMinoriteten] , først skrevet Majoriteten. Altsaa christeligt er Sandheden i Minoriteten, ifølge Ballotationen er Majoriteten Sandheden: godt!

IXA5Det ►at hade Fader og Moder o: s: v: for Christi Skyld, er ogsaa Udtrykket for den rene Aandsbestemmelse af det at være Χsten. Som ►Χstus siger Den, der hører Ordet og gjør derefter er min Broder o: s: v: det vil sige alle umidd. Bestemmelser af Slægtskab og Deslige ere Intet naar de skulle være i Modsætning til ⓘ ΧstusΧstusChristus] , først skrevet C.

IXA6Deri ligger jo dog ligesom en Grusomhed, at ^[a] den Christne sættes i en Verden, der paa enhver Maade vil tvinge ham til at gjøre det Modsatte af hvad Gud ved ►Frygt og Bæven i hans Inderste byder ham at gjøre. Det var jo dog næsten ligesom en Grusomhed af Forældre, hvis de vilde true og strengt befale deres Barn: saaledes skal Du gjøre – og derpaa sætte det ud i Selskab ⓘ netopnetop] , først skrevet med 4 med saadanne Børn, som paa enhver Maade vilde tvinge Barnet til at gjøre det Modsatte.

IXA8►Et heelt Land er christent; der er flere Millioner Χstne, 10,000 Præster, og Tro og Tro er der idelig Tale om.

Lad see! ►👤Moses faaer af Gud Ordre til at være Redskabet, ved hvilket et Mirakel skal udføres. (Man tænke sig blot denne Qval som en Radbrækning det maa373 være, at et enkelt Msk. skal bruges paa den Maade – man tænke sig; men man tænker ikke). ►👤Moses er villig, ⓘ hanhan] , først skrevet <··· ·>v slaaer Klippen, men tvivlende. Og til Straf derfor – man tænke sig, til Straf derfor kom han ikke ind i det forjættede Land.

Og dette uhyre anstrengede Liv, hvor det gaaer til efter en saadan Maalestok, dette Liv; der overvælder mig og gjør mig til et Intet lige overfor en 👤Moses: dette Liv, fører ethvert Msk i ►Χstheden!

5IXA9Skulde jeg for Fremtiden behøve ⓘ en ►ny en ny ] , ændret fra et nyt Pseudonym, saa skal han hedde: 👤Anticlimacus. Og han maa da ironisk og humoristisk være reent ⓘ Fanden-i-voldskFanden-i-voldsk] , < fanden-i-voldsk

IXA10Den Skjulthed, hvormed en Lidenskab kan boe i den Indesluttede, er yderst mærkelig. ►En stille, beskeden, men meget dygtig praktisk Jurist, en Mand, som nød ⓘ stor Tillidstor Tillid] , < Tilid, og til hvem man ubetinget maatte have Tillid. En Dag kommer han til mig, og det viser sig at han i 20 Aar har været den meest lidenskabelige ►Lotterie-Spiller, han bringer med sig ►et Værk af Combinationer og Beregninger, saa jeg bogstavelig ikke turde see paa dem, fordi det svimlede for mig.

Sligt kan imidlertid ikke bruges, da det er en faktisk Person. Hans Navn veed jeg egl. ikke, skjøndt jeg godt kjender ham, og vidste [jeg] det vilde jeg dog ikke optegne det.

6IXA11Ofte nok har jeg paaviist hele ►den moderne Philosophies Confusion betræffende Troen. Men selv i 👤Luthers Fremstilling er der dog en Grund-Uklarhed over374 hvad han forstaaer ved Tro. Er Tro det Umiddelbare, en Vitalitet, en vis genial Vedholden ved dette Liv saa man ikke slipper Haabet og Tilliden ⓘ (i hvilken(i hvilken] , først skrevet – ell.eller er det ene Msk. er af Naturen forskjelligt udrustet fra det andet) – ell. er den en Reflexions-Bestemmelse, saa hele den ethiske Tanke at være villig til at opgive Ønsket er gaaet ⓘ imellemimellem] , først skrevet igje, saa altsaa Tro er: den ligesaa stor[e] Villighed til at slippe som til at fastholde ell. ønske. Dette bliver aldrig klart for 👤Luther. Han kommer saaledes ikke til at fremstille ell. belyse Det, hvorom Alt dreier sig, Det uden hvilket Χstd hell. ikke er mere ell. mindre end en Lære om nogle enkelte Msk, som nu engang have den Genialitet; 7 at troe – Det, som er af yderste Vigtighed: Du skal troe, saa ethvert Msk. kan troe, hvad enten [han] har denne Genialitet ell. ikke – blæse være med den, det er slet ikke at troe, det er Noget som Verden ogsaa beundrer denne tillidsfulde Hængenfast ved Livet, nei Du skal troe.

Men mærkelig nok de Exempler som i det 📖 nye Testamente (i 📖 Evangelierne) er den umiddelbare Tro. fE ►Høvedsmanden, ►den blodsottige Qvinde. Her er nu ►👤Luther uudtømmelig i at prise en saadan Tro. Men det er jo egl. ikke Tro, det er en umidd. Hengivelse til Χstus (ⓘ neppeneppe] , ændret fra netop engang ret som Guds-Søn) som den Mand, der maa kunne hjælpe, og denne Umiddelbarhed har en betydelig Kraft til at holde ud. Men er det Tro? Det er jo end ikke i sidste Grund afgjort, om ⓘ ChristusChristus] , først skrevet <h> betyder Andet for dem end en Mand, der kan hjælpe. Er deres Umiddelbarhed Troen, 8 saa har saa vist ogsaa enhver i Sandhed forelsket ung Pige Troen.

Men Præsten siger hver Søndag at i Forhold til jordiske Ønsker skal man tilføie: om Gud vil det, om det er muligt ɔ: gjøre det dialektisk ɔ: være villig til at finde sig i det Modsatte ɔ: passe paa at man gjør ►Resignationens Bevægelse. Alt dette taler 👤Luther ogsaa ellers om, kun ikke naar han forklarer saadanne Evangelier. ɔ: 👤Luther er ingen Dialektiker, han har snart een Tanke snart en anden. Skulde dette anvendes paa hine Evangelier, saa ⓘ maattemaatte] , først skrevet matte Resultatet blive at man gjorde opmærksom paa, at det netop var tvivlsomt om hiin Høvedsmand og hiin Qvinde havde Troen, om det ikke snarere var en ⓘ UmiddelbarhedUmiddelbarhed] , først skrevet Ung, der vel elskelig og rørende, dog snarere altfor dumdristig stormede paa.

Men saa kommer en ny 9 Vanskelighed, thi ►Χstus selv priser Høvedsmandens og Qvindens Tro.

Dog denne Vanskelighed er kun tilsyneladende; ►thi han kunde jo see i deres Hjerter, og altsaa see, at deres Tro var efter Resignatio375nen. Og ►Χstus udtrykker selv den dialektiske Bestemelse af Troen, han siger er det muligt. Og af Χstus skulle vi lære.

Men 👤Luther er noget forvirret ɔ: noget dialektisk-forvirret. Og paa dette Punkt er det blandt andet jeg maa, som jeg har gjort det, concentrere al min Styrke, den dialektiske Bestemmelse af Troen.

IXA12Der levede i en ►Kjøbstad et lille Selskab af Dandsere; kun een af dem kunde springe en ►Alen høit, de andre blot 1 ►Qvarteer. Dog var der een af de andre der kunde springe 1 Qvarteer og 2 ⓘ ►Tommer►Tommer] SKS, Tomer, han blev i høi Grad beundret og ⓘ prisetpriset] , først skrevet <h>: han der kunde springe en Alen høit, han blev udleet, anseet for gal og sær. 10 Moral: saaledes er det med det Overordentlige i dette Liv, især i en Kiøbstad. Indenfor Bestemmelsen det Ordentlige (der da tager saa Mange med, at en større Mængde kan have ligefrem Profit af at beundre, da det er saa smaat at beundre sig selv, da det Beundrede ikke staaer synderlig høit over det Almindelige) er der flere Grader; den øverste af dem faaer ►ug med Kryds og Slange og alle Jordlivets Kosteligheder. Gaaer det derud over, saa ►slaaer Begrebet om, idet det Overordentlige begynder. Det Overordentlige (fordi det nemlig er saa høit, at slet Ingen har ⓘ denden] tilføjet Fordeel af at beundre det, at han beundrer sig selv) bliver anseet for Særhed, for latterligt, udleet, bespottet, bespyttet; Ingen veed Andet derom end at det er noget flaut Noget, som paa enhver Maade skal overgives til Forhaanelse. Dunkelt har ⓘ nogle Faa idet mindstenogle Faa idet mindste] , ændret fra man en Forestilling om, at det dog er det Overordentlige, og derfor ønskede ⓘ dede] , ændret fra man dog helst, at end ikke Historien fik det sande Sammenhæng at vide.

Det Overordentlige det er: selv ydmyget under Gud ved Forestilling om hvorledes hans Naade og Kjærlighed overvælder En, takkende og atter takkende – og saa idet man vender sig om til Mskene, at see at [man] just derfor^a udlees og bespottes, saa man altsaa paa en Maade ►takker Gud for at ⓘ manman] , foran er slettet at bliver bespottet og udleet.

Det Overordentlige det er, for at tage et Exempel af det Største, det er ►Jfr.👤Maria. Aldrig tilfredsstillende sit Hjertes Trang til at takke Gud for den Naade han viste hende, aldrig aldrig selv tilfreds med sin Tak, men bestandigt betragtende sig selv som en ⓘ U11taknemligUtaknemlig] , < utaknemlig i Sammenligning med Guds Godhed – og saa just som det Overordl. at være skyet af de andre Piger, betragtet som et letfærdigt Fruentimmer, mistænkt af sin Mand. See mangen Pige har dette maaskee været nok, og blot Eet deraf for at bringe hende til Afsindig376hed ell. til Selvmord – men det mere Afsindige er dog, at 👤Maria aldrig noksom kan takke Gud.

IXA13 ^[a] ►»Tragter først efter Guds Rige« dette Ord kunde fremstilles saaledes, at man negativt gjennemgik Alt Andet, og viste, at det var det ikke man skulde gjøre, ell. saaledes, at man viste, at det første Udtryk for ⓘ førstførst] tilføjet at søge Guds Rige i en vis Forstand er Intet at gjøre; thi at tragte først efter Guds Rige ⓘ er førster først] tilføjet det Samme som at forsage Alt.

IXA15Tænk Dig en Pige der er elsket, hvilket ⓘ troertroer] , først skrevet t<··> Du er hende det Kjæreste: at den Elskede, naar ⓘ hanhan] tilføjet en Søndag gaaer og ►dorsker og Intet har at ►tage vare, kommer til at huske paa hende, og altsaa tænker paa hende – ell. at han i det travleste Øieblik dog uden at forsømme Noget faaer Tid til at tænke paa hende: saaledes er ogsaa Bønnen til Gud paa Nødens Dag ham den ⓘ kjærestekjæreste] , først skrevet travleste og velbehageligste.

12IXA16Dersom ►Den der siger disse Ord: kommer hid alle I som arbeide og ere besværede – selv er omgiven af alle Verdslighedens Begunstigelser: sund, skjøn, riig, mægtig, anseet o: s: v:: ⓘ saasaa] , er Ordet taget forfængeligt, ⓘ detdet] , < de<·> Christelige taget forfængeligt. Mskene ville saa nok høre det, de tænke som saa seer Taleren saaledes ud, Den der siger det, saa er det nok værd at høre paa, maaskee blive vi ogsaa saaledes hjulpne. Men ved det Christelige staaer der altid et slemt NB. Χstus er Den, der siger det, ikke dette phantastiske Nonsens som Χstus saadan er i ►Χstheden, nei en forfulgt, forhaanet, og høielig skyet Mand, en Mand, om hvem der maa siges: ►see hvilket Msk. Saa vil Ingen høre det; de377 blive nemlig bange for Taleren, og tænke vil han trøste, er han gal – hør aldrig efter ham, maaskee vil han, at Tilhøreren først skal blive ligesaa elendig, inden Trøsten kommer.

13IXA17Dersom en mægtig Keiser skulde afsende en Gesandt i et høist vigtigt Ærende, og dertil valgte en ►Kammerherre, hvad de ⓘ FornemmeFornemme] , < fornemme i høi Grad ►opholdt dem over, da de selv gjerne vilde have haft Legationen. Lad os tænke os dette. Gesandten reiser da. Men det var just egl. intet behageligt Ærende, det Folk han kom til blev rasende over hans Andragende, uden at respektere Folke-Ret ell. den mægtige Keiser, hvis Person han repræsenterede: overfaldt de ham, sloge ham, spyttede paa ham og jog ham som en Hund ud af Byen. Lad os nu tænke det Øieblik, da han vendte hjem. Han træder da ind til Keiseren, han bøier sig undersaatlig for ham – men inden han gaaer over til Beretningen om sin Mission siger han: endnu en Gang Deres Majestæt tillade de mig at takke Dem for den ubeskrivelige Naade de har beviist mig ved at betroe mig dette Ærende. Saaledes naar ►en Apostel takker Gud for det at blive kagstrøgen. Han takker egl. ikke for det at blive kagstrøgen, men for den Naade, at gjøre ham til sin Apostel, og glemmer derover ganske, at han derfor er bleven kagstrøgen.

14IXA18Forunderligt, ►👤Socrates talte altid om, at han havde lært af en Quinde. O, jeg kan ogsaa sige, ►jeg skylder en Pige mit Bedste; jeg har just ikke lært det af hende, men ved hende.

IXA19378... og naar jeg gaaer under Himlens Hvælving, seer de mange Stjerner – da føler jeg mig dog ikke fremmed i denne uhyre Verden – thi det er jo min Faders. Og jeg føler mig hell. ikke forladt i ⓘ LivetsLivets] , først skrevet Livet ►Krydsen, dets Elendighed; thi jeg er jo altid under min Faders Øine.

IXA20►►Joh: XVI, 20. (Evangeliet paa 3die Søndag efter Paaskee.)

»Sandelig, sandelig jeg siger Eder: I skulle græde og hyle, men Verden skal glæde sig; I skulle være bedrøvede, men Eders Bedrøvelse skal omvendes til Glæde.«

Det er Forholdet mellem det Christelige 15 og det Verdslige. I første Løb har det Verdslige Seiren som det synes (den glæder sig – I græde og hyle); men i det andet Løb – ja egl. er der kun i Forhold til det Christelige Tale om det andet Løb, det Verdslige er for ►tomt og forfængeligt til at være mere end ►den ene Gang, som er ingen Gang, Intet. Det Christelige er egl. den anden Gang, (som ►»Aand« er den anden Gang), og da skal Bedrøvelsen omvendes til Glæde.

IXA21En dialektisk-mærkelig Collision.

En Individualitet, der ►forsøges i de yderste Afgjørelser, der for Alvor (ɔ: med Villighed til selv at gjøre derefter) beskæftiger sig med den Tanke at offre Livet for en Idee, ell. Deslige, hvorved i Sandhed der voves – han vil langt henne i ⓘ UdviklingenUdviklingen] , først skrevet Tilsta blandt Andet ogsaa opleve den Anfægtelse: har jeg ikke anmasset mig for meget, skulde jeg ikke have talt til andre Msker derom. Besynderligt! Dersom han havde talt til andre Msker derom, dersom han taler saa bliver der aldrig Noget af; i samme Øieblik faaer han Aflad fra det Høieste, slipper paa ►billigere Vilkaar – enhver saadan Meddelelse er ►eo ipso en ►Mattelse. Og 16 vil Anfegtelsen netop lyde saaledes: har jeg Lov dertil, burde jeg ikke tale. ►Denne Anfægtelse er blot en Ydmygelse, at han ikke skal hovmode sig. Gud kan hvad Øieblik han vil vise ham tilbage og sige: hvorfor har Du ikke talt til andre Msker, søgt deres Fortrolighed – og dog dog er ⓘ detdet] tilføjet maaskee just til trods for Anfægtelsen at han skal fremad.

IXA22379Det er ►en god Bemærkning af 👤Luther (Epistelen paa Nytaarsdag) at som Arvingen ikke arbeider for at faae Besiddelsen, thi han har den, saaledes med den Troendes Gjerninger, det er ⓘ Øvelses-GjerningerØvelses-Gjerninger] , først skrevet Øvelses-Gjerg; thi som troende eier han jo Alt, ligesom Arvingen eier Arven

17IXA23Naar man forstaaer sig selv i at Ens Liv er Tilbagegang istedetfor Fremgang, og dette just Bestemmelsen, dette just det man for Gud med al sin Klogskab skal arbeide for: saa kan man Ingen tale med. Ethvert eneste andet Msk. forstaaer En omvendt, forstaaer at ⓘ DetDet] , < det hænder En (som man netop ved Guds Hjælp frit virkende arbeider for), at man sørger derover, at man ønsker det borte. – Men Gud trøster over al Maade, han styrker, han glæder En!

IXA24Ganske at kunne sige ►Amen til en Bøn, o hvor sjeldent, hvor uhyre sjeldent er ⓘ DetteDette] , < dette hændt selv en ellers flittigt og stadigt Bedende! Det er lige saa sjeldnere endnu end i Elskov det Øieblik hvor de Elskende absolut ere hinanden Idealet. At sige Amen saaledes, at man, ⓘ ikkeikke] , først skrevet <n·> eet eneste Ord mere har ⓘ at tilføieat tilføie] , først skrevet <f>, men det eneste Ord der tilfredsstiller og mætter just er Amen; altsaa efter at have bedet 18 saaledes, at Sjelens hele Trang er tilfredsstillet i Bønnens Udtømmelse, at man har faaet det sagt hvad der ligger En paa Hjertet, ganske sagt ɔ: at man er blevet sig selv for Gud gjennemsigtig i al sin Svaghed men og i al sit Haab! O, er ⓘ derder] , < det et Øieblik, og det er maaskee oftere fornummet, et Øieblik, da det er En som var hele Sproget ikke nok til at udsige hvad der piner En, ikke nok som Udtryk for hvordan det er En om Hjertet: o, et saadant Øieblik vilde være det Modsatte, det hele Sprog er overflødig, ligegyldigt om man havde glemt hvert eet eneste Ord i Sproget, man har ingen Brug derfor, intet mere at tilføie end Amen!

IXA25Havde jeg blot 110 af mine Evner, var saa mere stolt og mindre i ►Frygt 19 og Bæven for Gud: saa vilde jeg staae mig godt i Verden. Sa380gen er den, i alt hvad jeg skal foretage mig, lige overfor det ringeste ell. det fornemste Msk. beskæftiger det mig altid: ⓘ atat] , først skrevet hvad jeg er for Gud. At jeg skulde tillade mig at oversee et eneste ⓘ Msk!MskMenneske!] , < MskMenneske, – og see just det er min Ulykke. Ubetinget og det tør jeg paastaae i Evigheden, det der volder al min Spektakel med Msk er, at jeg ikke er fornem – det kan hverken de Fornemme ell. de Ringere begribe. Men der er Den, som veed det med mig. Men forsvare mig? Nei, det kan jeg ikke. Jeg er for Gud i min Ret, naar jeg tier. Jeg forlanger jo ikke de gode Dage, jeg trøster mig tvertimod til, at disse Tiders ⓘ Piinagtighed (somPiinagtighed (som] , < Piinagtighed, som jeg har forstaaet som min ►Poenitense, ►item som det Christeliges Mening) skal vorde mine Medmennesker til Gode, Opvækkelsen skal nok komme, Gud vil nok lægge Eftertrykket ⓘ paapaa] , først skrevet <L> mit Liv – naar det er forbi, før ikke. Mit Liv skal 20 ikke igjen være en uchristelig Udgave af det Christelige, saa man dog i sit eget Liv faaer Gavn deraf. ►Χsti Selvfornegtelse gaaer indtil Døden, ells. er den slet ikke forskjellig fra den verdslige.

IXA26Forunderligt netop i det Øieblik som jeg havde skrevet det Foregaaende, slaaer jeg ganske tilfældigviis op i ►👤Plutarchs 📖 moralske Skrifter, som jeg ikke har læst i lang Tid og slaaer op, idet jeg aabner Bogen, paa det Skrift om Snaksomhed, hvor jeg læser cap. 12 et Sted, der er bemærket i mit Exemplar:

Die Meernadeln, und die Ottern sagt man, zerbersten beim Gebären; so richten auch Geheimnisse, welche entfallen, den zu Grunde, welcher sie nicht bei sich halten konnte.

IXA27►Samme Steds læses og cap. 13

Ganz artig war die Antwort, die Arche21laus einem geschwätzigen Barbier gab, als dieser ihm das Handtuch umlegte und ihn fragte, wie soll ich Dich rasiren: stillschweigend, erwiederte der König.

IXA28Mange Msker mene i Grunden, at de christelige Bud (fE at ►elske Næsten som sig selv) med Flid ere lidt for strenge – omtrent som naar det Uhr, efter hvilket der staaes op i en Husholdning, gaaer381 ½ Time for stærkt, at man dog ikke kommer altfor sildig op om Morgenen.

IXA29Da for nu omtrent 1800 Aar siden ►Folket raabte: korsfæst, korsfæst, da var denne Folkets Røst Guds Røst (►vox populi, vox dei); thi den Røst, der just samtidigen hørtes: ►Fader i Din 22 Haand befaler jeg min Aand« – det var ikke Guds Røst.

IXA30►Thema til en Brudevielse.

Hvad Du elsker, det er Dit og det bliver Dit.

Dersom En klagede over at elske En, der bedrog ⓘ ham ell.ham ell.eller] , først skrevet ham, hende, – dersom Du virkeligen elsker ham ell. hende, saa er han ⓘ ell. hunell.eller hun] tilføjet Din. Den, som ikke kan forstaae dette, elsker egl. ikke, er hildet i denne usalige ►Forvexling, at Elskov er Kjerlighed, istedetfor at den er Selvkjerlighed.

23IXA31Det er dog frygteligt med den Relativitet i ⓘ Begreberne:Begreberne:] , < Begreberne, at to Msk., hver, msklig talt, oprigtigt kan takke Gud for lige det Modsatte. ►Preusserne holde ⓘ StoreStore] , < store Bededag en Gudstjeneste og prædike om, at deres Gudsfrygt har været Gud velbehagelig, derfor seirede de Paaskedag. ►👤Visby prædiker om, at denne Ugudelighed, at lever[e] Slag Paaskedag, maatte Gud da for Alt straffe.

Saaledes ►fluctuere Begreberne om Ret og Uret; og Ulykken er, naar det er msklig talt Velmenende paa begge Sider.

IXA32 NB.

Her er igjen et af de meest vigtige Punkter betræffende ⓘ ForholdetForholdet] , først skrevet den til Gud.

382Naar En kunde have en sandselig Vished om, at Gud vilde bruge ham som Redskab (ligesom ►en Konge en Minister) – hvor24ledes skulde han da ikke let kunne finde sig ⓘ i alti alt] tilføjet i ethvert Offer. Men er det muligt, at have en sandselig, ell. endog blot en reen umiddelbar Vished om et Forhold til Gud. ►Gud er jo Aand. Til en Aand er det umuligt at have andet end et Aands-Forhold; men et Aands-Forhold er ►eo ipso dialektisk. – Hvorledes forstaaer saa en Apostel sig i ved en Aabenbaring o: D. at være kaldet, og i at have en umidd. Vished, som slet ikke skulde være dialektisk? Jeg forstaaer ham ikke – men troes kan det.

Hvad et almindl. Mskes Forhold til Gud og til Christus angaaer, da forstaaer jeg dette socratisk. ►👤Socrates vidste ikke med Bestemthed om der var en Udødelighed. (O, den Skjelm, thi Sagen er, han vidste at Udødelighed er en Aandens Bestemmelse, og eo ipso dialektisk, og paa den anden Side af al umidd. Vished. Saa om 25 han end ikke ⓘ vidstevidste] , herefter er slettet hvad Udødelighed er, hvorvidt han var udødelig – hvilket saa mange Dosmere ⓘ – ganske– ganske] tilføjet bestemt vide, saa vidste han derimod hvad han sagde.) Men hans Liv udtrykker, at der er Udødelighed og han udødelig. ►Dette med Udødeligheden siger han, beskæftiger mig saa uendeligt, at jeg sætter alt ind paa dette dersom.

Saaledes med Forholdet til Χstus. Et Msk. prøver med sig selv om Χstus er ham Alt, og saa siger ⓘ han,han,] , først skrevet han <··> herpaa sætter jeg Alt ind. Men en umiddelbar Vished om mit Forhold til Christus kan jeg ikke faae. Om jeg har Troen, kan jeg ikke faae en umiddelbar Vished om – thi at troe er jo netop denne dialektiske Svæven, der idelig i ►Frygt og Bæven dog aldrig ⓘ fortvivler,fortvivler,] , < fortvivler. Troen er just denne uendelige Selvbekymring, der holder En vaagen i [at] vove Alt, denne Selvbekymring om man ogsaa virkelig har Troen – og see just denne Selvbekymring er Troen.

26Men det der har bragt en saa uhyre Confusion i Χstd. er at man snart præker dialektisk, snart ►som var Troen det Umidd., den umiddelbare Vished.

Ak, og alt Dette, som jeg kunde blive ved at grunde og gruble over Aar ud og Aar ind – hvad bryder Mskene sig derom, ikke det ringeste. Og ►denne Aandløshed det er Christendom – og jeg, som i Frygt og Bæven neppe tør kalde mig en Christen: jeg er gal, en Særling.

383 IXA33 ^[a] ►Kommer hid alle I som arbeide og ere besværede!

7 ►nye Taler.

No 1. Indbydelsen.

27 ^[b] No 2. Standsningen.

Ikke sandt ►m: T: Du vil ⓘ ikkeikke] tilføjet at jeg skal bedrage Dig, at jeg som ►en kjelen Cithar-Spiller skal lokke Dig til Taarer – Du vil jeg skal sige Sandheden. Hvori ligger da Standsningen. Den ligger i: ►hvo det er der siger hine Ord; ikke som var han ikke Mand for at ⓘ gjøregjøre] , først skrevet <k> det, ell. endnu sikkrere Gud for at holde hvad han lover. Nei, i den Henseende er der slet ingen ►Misligheder. Men see lidt nærmere paa ham – han er et foragtet og forladt Msk, en ynkelig Gjenstand, det er en ⓘ SlagsSlags] , < Slags – Medlidenhed, naar En hilser paa ham paa Gaden, thi det gjælder ►at blive udelukket fra Synagogen, Ingen vil have med ham at gjøre, Enhver der er det allermindste ell. har det allermindste at tabe ►flyer ham, kun aabenbare Syndere, som da Ingen kan ⓘ villeville] , først skrevet vi<d> søge Omgang med, ►Rasphusfanger o: D:, kun ►Spedalske, hvem man da for ingen Priis kunde ønske Selskab med, ►foragtede Toldere – og saa nogle ganske ►enkelte af den laveste 28 Classe af Samfundet, og som kalde sig hans Apostle. – Men at blive hjulpen paa den Maade, saa er det dog nok bedre at beholde Tandpinen, hvis det er Tandpine Du har, saa er det dog nok bedre at beholde det som man har det, end at blive hjulpen paa den Maade.

See derfor lyde hine Ord som hiint ⓘ ii] tilføjet Hedenskabet hellige Ord: ►procul o procul ⓘ esteeste] SKS, esto profani. Kun er Forskjellen, at han indbyder, men hans Indbydelse er saa alvorlig, at den i en anden Forstand skrækker ⓘ bort.bort.] herefter er slettet et dobbeltkors

No 3. Indbydelsen

og saaledes skulde det vedblive at ►alternere, indtil No 7 som ender med Indbydelsen.

29IXA34Det er dog egl. den eneste Tanke, hvori et Msk. kan hvile, at naar han gjør Noget, efter bedste Overveielse – og det saa dog var galt: at saa Gud er Den, der dog kan bringe noget Godt ud deraf; at et384 Msk. egl. ikke bestiller stort Andet end at gjøre galt, og Gud derimod ikke Andet end at gjøre det godt. O, bag al Selvbekymringens Angest for Ansvaret, om man nu ogsaa rigtigt har overveiet, bag al Mismod ved Tanken om Følgerne, hvis man nu havde grebet feil – dæmrer ell. lyser dog denne Formodning ell. denne Forvisning, at derfor er jo et Msk ⓘ ikkeikke] tilføjet ►uden Gud i Verden, at Gud er med, ikke en fornem Ligegyldig, men Kjerligheden, som deeltager med os i Alt. Saaledes har Barnet bag ved al dets Bekymring den Trøst, at dets Fader er med – og hvad saa, om saa ogsaa Barnet i at gjøre som det meente det Bedste, greb feil, saa er jo ⓘ FaderenFaderen] , først skrevet Gu med, og han kan nok alligevel bringe noget ⓘ GodtGodt] , < godt ud deraf.

30IXA35Det er dog egl. kun dæmonisk Overtroiskhed og dennes meest potenserede Lidenskab, at Alt skulde hænge i et Minut – at der er eet Minut ell. en halv Time da gjælder det – ell. er Alt tabt. Sligt ⓘ kankan] , først skrevet sk vel pine det Overordl. ud af et Msk, men Tro er det ikke. Er Gud da ikke til i ethvert Øieblik, ell. er Gud maaskee ►som 👤Isaak, og naar man saa som 👤Esau er blevet narret af den ⓘ yngreyngre] , først skrevet æ Broder, og ikke har faaet Velsignelsen – saa har 👤Isaak ingen Velsignelse mere? Men ⓘ selvselv] tilføjet ►👤Isaak havde jo dog ogsaa een for 👤Esau. Og Gud, som er idel Velsignelse skulde han ingen have, og skulde han ikke have ny og ny Velsignelse i ethvert Øieblik.

IXA36Dette er egl. det Ugudelige, 31 denne Formastelse af den Lidende, naar han ⓘ længelænge] , foran er slettet nu har haabet og ventet, men ingen Hjælp faaet, saa at bryde af, og sige: nu er Hjælpen umulig. O, et saadant Msk. veed ikke hvad han siger, ell. vilde han gyse ved en saadan ⓘ ►Majestæts-ForbrydelseMajestæts-Forbrydelse] , < Majestæts-forbrydelse. Hvad er et Mskes Smule Liv for Gud – ►bevægede Himlen sig blot Jupiter rynkede Bryn – og saa skulde det være umuligt for Gud, at hjælpe lidt paa et Msk.

IXA37Naar et Msks Liv er i Besiddelse af alle jordiske Goder, udtrykker saa et saadant ⓘ Liv,Liv,] , < Liv: at han, hvis der ingen Evighed var, var den Elendigste af alle?

Thi at han siger det, det bryder vi os ikke om.

385Man maa spørge, hvorledes har han faaet disse Goder? har han selv erhvervet dem, altsaa tragtet efter dem; thi saa 32 er der ogsaa Mislighed. De jordiske Goder er der Rift nok om, saa man faaer dem neppe uden at maatte gjøre mangen kummerlig Indrømmelse. Man bliver ikke æret uden at maatte krumme sig lurvet nok mangen Gang o: s: v:.

Men en saadan Existents har jo altsaa sikkret sig her i Livet saa godt som muligt: hvad Mening er der saa i, at han vilde være den Elendigste, hvis der ingen Evighed var.

IXA38O, af al Qval største: at skulle være Aand og saa at skulle leve blandt Mennesker.

33IXA39Det er dog egl. uforklarligt med ►👤Mynster. Han kan tale i en Passus om den rædsomme Forvirring, som nu er Verdens Skikkelse, at det er som var det Christendommens Undergang. I den næste Passus bliver saa Talen om, at ⓘ – derfor– derfor] , først skrevet vi ⓘ ereere] , først skrevet skulle vi jo de store Fester til for at minde os om, hvad vi skylde Χstd. Saaledes nu Pintsefesten. Saa prædiker han derom. Saa gaaer han hjem. Bestyrer saa forøvrigt sit Embede som en juridisk Embedsmand.

Nei, netop fordi Tidens Forvirring gjør det til en Examen over Existentserne, saa er 👤Mynster uden Compas. Det Store hos ham er personlig Virtuositet a la ►👤Goethe. Derfor holder han sig ogsaa med en vis Værdighed. Men egl. udtrykke Noget gjør hans Liv ikke.

Derfor har han altid være[t] en saa stor Ynder af ►»disse stille Timer paa 34 de hellige Steder.« 1) fordi han distribuerer det Religieuse som en Ingredients med i Livet, ikke som det Absolute. 2) fordi han vil være betrygget indenfor tusinde Hensyns Sikkerhed, førend han vil lukke sin Mund op, kort hans Tale skal være et Mesterværk og at holde den en Triumph. 3) fordi han personligt vil ►sikkre sit eget Liv, og fjerne fra sig. – For 👤Mynster var det lige saa umuligt, ja det Umuligste af Alt ►at prædike paa Torvet. Og dog er det noget nær blevet Hedenskab og Theatralsk dette at prædike i Kirkerne, og ►👤Luther har meget Ret i, at ivre for, at der egl. ikke skulde prædikes i Kirkerne.

386►I Hedenskabet var Theateret Gudsdyrkelse – i Χstd. er Kirkerne ⓘ ordl.ordl.ordentligviis] , først skrevet det ⓘ blevetblevet] , først skrevet ogsaa Theateret. Hvorledes det? Saaledes: man finder 35 det behageligt, ikke uden en vis Nydelse saadan een Gang om Ugen gjennem Phantasie at holde Communication med det Høieste. Mere hell. ikke. Og dette er egl. blevet Normativet for Prædikerne i Danmark. Derfor denne kunstneriske Fjernhed – selv i de ►klodderagtigste Prædikener.

IXA40Det er en ubeskrivelig rørende og rystende Form af ⓘ VanvidVanvid] , først skrevet Vanv<·> den ►Replik af 👤Othello, hvor han siger til 👤Desdemona^a:

har 👤Desdemona læst sin Aftenbøn

han siger ikke »Du«, men som man taler til et Barn, har 👤Wilhelm gjort det og det.

Det er en mesterlig Replik.

36IXA41Det er dog saare comisk, at en Mand, ►en Præst »i en stille Time« skildrer Tidens Forvirring saa rædsom som den maaskee aldrig har været ɔ: altsaa saa rædsom, at hvis samme Mand anvendte hver sin Dags 24 Timer ene og alene, med Fornegtelse af ethvert andet Formaal, slidende og slæbende, vilde denne Virksomhed dog kun være som en Draabe i Havet, sammenlignet med Forvirringens Størrelse – det er dog saare comisk, at denne Mand mener med at have sagt det i »en stille Time« en Gang i Aarets Løb at have gjort Sit, og at udrette Noget. Forbarmende Gud – om det gjaldt mit Liv jeg forstaaer det ikke. – Ak, Ak og naar jeg saa betænker, at denne Mand er ►Biskop 👤Mynster, som gjorde det sidste Festdag (2d Pintsedag), derhos ikke forsmaaende et reent rhetorisk Kneb en Smigren af hvad der nu er i Mode af National-Følelsen: o, da kunde jeg 37 gjerne give mig til at græde, og i ethvert Tilfælde da vaagner rigtignok hos mig, ►hvad 👤Mynster selv i yngre Dage talte om, Længselen efter en fuldkomnere Verden.

Det Hele piner mig ubeskriveligt. Naar jeg seer paa 👤Mynster – o, han ⓘ seerseer] SKS, anseer ud som Alvoren selv, den vil altid være mig uforglemmelig denne mesterlige Erscheinung – og dog dog, ja jeg vilde ansee387 mig selv for en letsindig Fantast, om jeg kunde falde paa at bære mig saaledes ad.

Det maa nu erindres, at ►👤M. er en gammel Mand, og at han eengang for alle har givet sig til at være Optimist, og ⓘ villetvillet] , < vildet gjøre ►Χstheden til en Samling af Χstne. Det var nu Usandhed, og nu bliver det kun altfor stærkt aabenbart. Men derfor tager denne Reminiscents sig saa modsigende ud.

IXA42O, i Evigheden der vil, Gud være lovet, være Tid til at tænke hver Tanke indtil det mindste. Der skal det at tænke 38 ikke betyde noget Andet end det at tænke, ikke ved Hjælp af nogle halvfordøiede Tanker at skaffe sig et Levebrød, stor Ære og Anseelse – og blive forstaaet af andre Msker.

Min ►Poenitentses Tid er vel snart udløbet. Jeg har ⓘ IntetIntet] , < intet at klage; jeg forstaaer med Gud, hvorfor jeg lider – og jeg takker. Jeg lever og med Guds Hjælp jeg døer i den Tro, at han, naar jeg ved Døden er afgaaet (og før kan det ikke lade sig gjøre, thi saa blev det ikke Poenitentse til det Sidste) vil lægge ►Styrelsens Eftertryk paa mit Liv, saa det skal have gavnet Mskene, til at blive opmærksomme paa Gud, og paa hvor letsindigt de forhindre sig selv i at føre det høieste Liv, et Liv i Samfund med Gud.

Det var ikke fordi jeg bildte mig ind at være fuldkomnere end andre Msk. jeg valgte dette Liv, som jeg stadigt 39 har følt som min Beskikkelse. Det var fordi jeg følte mig elendigere – og som en større Synder.

Derfor er det ført i streng Fornegtelse af enhver jordisk Løn – og derfor er jeg ganske consequent (i Christendommens Aand) blev[en] ►ilde lidt, afskyet, forhaanet, priisgiven til enhver ⓘ RaahedRaahed] , først skrevet Raad, medens de Fornemme glæde sig i stille Misundelse.

At sige dette til noget Msk. kan ikke mere hjælpe. ►»Der er Tid til at tie«. Det ⓘ viserviser] , ændret fra har jeg lært af ►det høieste Forbillede Han taug. Jeg har lært det af en Ringere, thi ►👤Socrates havde det jo i sin Magt, at frelse sit Liv – ved at smigre Folket.

IXA43Men selv om jeg vilde betragte min Forfatter-Existents aldeles isoleret ⓘ frafra] , < f<or>ⓘ mitmit] , < min hele øvrige Liv – ⓘ enen] , ændret fra et ►Mislighed bliver der dog, den, at jeg har været begunstiget m: H: t: at kunne leve ►uafhængig. Dette388389 erkjender jeg fuldkomment, og føler mig forsaavidt ⓘ saaresaare] , ændret fra saa ringe i Sammenligning med saadanne Mænd, der have kunnet 40

Journalen NB5, s. [40] (NB5:41)

Og alt Sligt har jeg da aldrig kunnet tænke paa fra Begyndelsen, thi just ►da Nøden var størst, var Hjælpen nærmest, og just da det sortnede meest for mig i min Elendighed gjorde Gud for mig og vedblev at gjøre for mig, hvad jeg atter og atter siger: ►hvad der ubeskriveligt overgik hvad jeg nogensinde havde ventet.

ⓘ Jeg skalJeg skal] , først skrevet et dobbeltkors med Guds Hjælp aldrig glemme, min Tilstand i Elendighed, og hvorledes jeg følte den – saa er det ⓘ letlet] , foran er slettet temmelig nok, at det bliver mig en Umulighed at finde Ord for min Taknemlighed mod Gud. Menneskenes Uret mod mig o: D. vedkommer jo slet ikke den Sag, det hører jo med i min Gjerning, i, hvad jeg kan kalde, mit 41 Ærende. Om Mskene sloge mig ihjel, derfor bliver min Taknemlighed mod Gud den samme, det hører saa blot med til den Sag, hvilken han i sin ubeskrivelige Kjerlighed tillod mig at tjene – ak ►jeg som ansaae mig selv for en ynkelig elendig Stakkel, der blot kunde gjøre Andre ulykkelige, og kun være til Byrde og næsten til Forbandelse for Dem, med hvem jeg indlod mig nærmere.

IXA44Hver Generation kommer i Grunden lige vidt, blandt Andet ogsaa fordi den ene Generation ^[a] ikke kan stole paa den andens ⓘ Meddelelse,Meddelelse,] , først skrevet Meddelelse. hvad vel Styrelsen selv har indrettet saaledes for at sikkre sig. Hvilke uhyre Kæmpeskridt vilde Slægten gjøre, hvis man kunde stole paa Meddelelserne, hvis virkelig hvad der nedlagdes i Skrift var ganske sandt, hvis enhver Forfatter, især enhver Tænker ganske ligefrem sagde hvad han390 meente. Men denne conventionelle Lyven især Præsternes, hvor den har skadet Aands-Livet og Χstds Sag

42IXA46Den Kategorie: ►hine Herlige, hvem Verden forskjød, fordi den ikke var dem værd« er gaaet af Brug, ►slige Msker forekomme neppe i de 3 sidste Aarhundreder. Det er i Grunden dumt at blive ved at anprise dem, thi Verden er saaledes forandret, at den vil have Klogskab, og derfor consequent ikke kan beundre ell. prise Nogen som Stor uden han seirer verdsligt i denne Verden og i levende Live. Selvopoffrelse bliver en Art Galskab og comisk.

Hvor ironisk, at ►En, hvis Liv udtrykker at han er stor i denne sidste Forstand, med Taarer i Øinene rører – til Taarer ved sin mesterlige Tale om hine Herlige; og samtidig med ham lever der ►en Digter, som ogsaa i vor Tids Forstand er stor, og han faaer Tilskuerne til at lee af hine 43 Herlige.

IXA47 NB.

►Jeg arbeiderⓘ mere og mere anstrengetmere og mere anstrenget] tilføjet som en Døende, næsten segnende under Arbeidet; aarle og silde ►takkende Gud, for hvad han forunder mig, men derhos i mangt et mismodigt Øieblik følende al min Arbeiden som et Intet, som et Hanefjed i Forhold til ⓘ Opgaven. OgOpgaven. Og] , ændret fra Opgaven – og det er Χstd., der beskæftiger mig, og det er i Χstheden jeg lever, og ►vi ere alle Χstne, og der lønnes 1000 Præster: og ikke eet Msk. næsten interesserer sig derfor. Derimod, for dog at have nogen Gavn af mig, og for dog om muligt at faae mig sinket og standset, ►læres Skoledrenge at udskjelde mig paa Gaden, Pøbelen at forhaane mig, Tilreisende at begloe mig som en Seeværdighed.

Om dette Sidste vil man nu sige, det var min egen Skyld. Dette er 44 til en vis Grad ogsaa sandt, som altid om enhver fri Beslutning, der træder mod det Onde. Men see i sin Tid da vare Alle enige om, at det var en Nederdrægtighed, saa Pøbelagtigheden udviklede sig, at det var et infamt Tyrannie, successive forstummede de Anseete, kjede af en saadan Tingenes Orden, der var en Vanære for en Nation. Der blev oftere puffet til mig, saa smaat, at jeg med min Uaf391hængighed (ugift, uden Embeds-Forhold o: s: v.) var den Eneste, som kunde gjøre Noget. ►Saa gjør jeg det. Og det som bliver min Ulykke, bliver, hvad jeg egl. ikke havde beregnet, det Raab: han er gal, at han vil udsætte sig for Sligt. Pøbelagtighedens Angreb havde jeg ved min hele Existents sikkret mig mod (thi jeg vilde netop ikke være Autoritet, der var Intet at fortære i den Henseende), men denne Reflexions Dom45: hvad vil han udsætte sig for Sligt – det er og bliver det Farlige.

Det der har skadet mig er ikke Pøbelagtighedens Angreb, men deres Dumhed, som istedetfor at takke mig for, hvad de selv ønskede skulde skee, gaae hen og anklage mig for, at jeg vilde vove det.

►Summa Summarum der er i Danmark ikke Spoer af sædelig Charakteer i det offentlige Liv, der er intet offentlig Liv; det Hele ►Kiøbstad, og saa en Afsindighed ►at indrette sig a la Paris.

IXA48►periissem, nisi periissem, er og bliver dog Mottoet paa mit Liv. Derfor har jeg kunnet holde ud, hvad der vilde have slaaet en Anden, som ikke var død, ihjel for længe siden.

46IXA49Jeg forstaaer meget godt, hvorledes jeg skulde bære mig ad for at blive ⓘ forstaaetforstaaet] , først skrevet <··> – æret og anseet, hvorledes jeg selv i at forkynde ⓘ ΧstdΧstdChristendommen] , først skrevet disse Go skulde opnaae disse Goder. Men dette er jo netop det Uchristelige at Den som forkynder Χstd ikke selv er hvad han siger er det Christelige. Χstus har ikke ►oprettet Docenter – men Efterfølgere: ►følg mig efter. Det er ikke ►cogito ►ergo sum – men omvendt ►sum ergo cogito. Ikke jeg tænker Selvfornegtelse ergo er jeg selvfornegtende men er jeg i Sandhed selvfornegtende, saa maa jeg dog vel ogsaa have tænkt Selvfornegtelsen.

Den der forkynder det Χstlige skal derfor (han skal, det er Noget han selv skal sørge for) selv være lige saa polemisk som Det er han forkynder.

47IXA50392ⓘ EenEen] , < En Fortjeneste har jeg – jeg har intet Msk. sat ind i Livet: der er saavist for mange af dem, og dog er det det Eneste, de Fleste bekymre sig om – at avle Børn.

IXA51Det at være Christen er hverken mere ell. mindre, aldeles hverken mere ell. mindre end det at være Martyr, enhver Χsten ɔ: enhver sand Χsten er en Martyr.

Men hører jeg En af disse lurvede ►Præster (ⓘ vedved] , først skrevet dette Ord lur »lurved« forstaaer jeg her En af dem, som ere lurvede nok til at tage 2 a 3000 rd om Aaret, ►Silke-Anseelse o: s: v: – for at forraade Χstd.) sige: vi kan jo dog ikke alle være Martyrer. Hertil 48 vilde ⓘ Gud svareGud svare] , ændret fra man maatte svare; ændret fra man svare: dumme Msk, troer Du ikke, at jeg veed, hvorledes jeg har indrettet Verden, frygt kun ikke, det vil aldrig skee at Alle, at blot 110, at blot 11000 vil blive sande Χstne.

Sagen er denne. Det at blive Χsten er den af Gud indførte Examen. Men netop derfor maa det til enhver Tid (Aar 1 og Aar 1848) være og blive lige vanskeligt at blive det. Saaledes har Gud ødslet i en vis Forstand paa Tilværelsen, at der i ethvert Øieblik vil være Tusinder og Tusinder i Overflod til at forfølge den sande Χstne – og dog vil det i en anden Forstand gjælde om hver Een af disse Tusinder ogsaa han kunde være blevet en Χsten.

Dette er der Mening i, det vil ogsaa blive Enden paa Sagen, at ►Χstheden pludselig bliver ►mønstret 49 ud, saa det ⓘ paa en alvorligere Maadepaa en alvorligere Maade] tilføjet skal pine Sveden ud af alle hine letsvedende lurvede Præster.

Lad os saa igjen i ædel christelig Forstand faae lurvede Præster, fattige Msk, som gaae i ringe Klæder, foragtede Msker, hvem Alle udlee og spotte og spytte paa. Jeg haaber og troer, at jeg med Guds Bistand skulde formaae at prædike freidigt selv om En spyttede mig i Ansigtet i det jeg besteeg Prædikestolen. Men hvis jeg skulde iføres en ►Fløiels Kaabe med Stjerner og Baand – og saa nævne Χsti Navn, saa døde jeg af Undseelse.

IXA52►En Ven kan jeg dog egl. ikke have. Ordentligviis vil dog Enhver saadan paa een ell. anden Maade eftertragte de jordiske Goder, være nødsaget dertil og maaskee ogsaa gjøre det lidt mere end han be393høvede. Nu, jeg veed at jeg aldrig har dømt noget Msk. 50 i den Henseende, og altid ydmyget mig under ►min Begunstigelse i Livet. Men alligevel, mit Liv er og bliver dog indirecte som en Satire over ham. Noget sandt Venskab kan det ikke blive. Vi kan holde af hinanden, omgaaes hinanden i al Høflighed og ⓘ ForekommenhedForekommenhed] , først skrevet Ven, men der er en Grund-Misforstaaelse.

IXA53O, og dertil vil dog ogsaa mit Liv med Guds Hjælp have bidraget sin lille Smule til at gjøre Ende paa den rædsomme Ugudelighed ►at bilde Mskene i Millionviis ind at de ere Χstne, og at blive til noget Stort i Verden ved Hjælp af at forkynde Χstd. Sandeligen, sandeligen ►👤Pilatus var en agtværdigere Mand end en saadan christelig Verdslighed. 👤Pilatus 51 havde dog idetmindste ingen Profit af at udgive sig for at være en Ven af Χstus.

IXA54►Oprindeligen havde jeg tænkt mig, at ende min Forfatter-Virksomhed med 📖 afsluttende Efterskrift, at trække mig ud paa Landet, og i stille Tilbageholdenhed sørge over mine Synder. Min Sjels ►Frygt og Bæven i H. t: det at være Χsten, min Anger syntes mig Lidelse nok. Nær havde jeg glemt, at det at være Χsten er og skal være en foragtet Sag i Verden, som han ►min Herre og Mester, hvem man spyttede paa: da hjalp ►Styrelsen mig igjen. Det ⓘ blev jegblev jeg] , ændret fra er jeg nu blevet opmærksom paa, og staaer nu paa min Plads. Gud i Himlene, der vel kan væmmes ved mig fordi jeg er en Synder, har dog ikke forsmaaet, hvad der i mig, msklig talt, har været oprigtigt meent. For Gud er dog alli52gevel selv min bedste Gjerning Elendighed.

IXA55Der er intet Msk, jeg bebreider Noget, de have ikke forstaaet mig. Endnu i dette Øieblik kan jeg dog ikke slippe den Tanke, som jeg har haft fra først af, om dog ikke ethvert Msk i sit stille Sind tænker paa Gud. Jeg har aldrig overseet noget Msk, ikke den ringeste Tjenestekarl ell. Pige – ak, thi Den, der er ►»for Gud«, han maa jo i samme Øieblik gyse dybest i Sjelen ved Tanken om: sæt nu til Gjengjæld Gud oversaae Dig. Dette er og bliver min Ulykke: msklig talt har jeg gjort meget for meget af Msk. Jeg har maaskee ladet394 som jeg oversaae dem – ak netop fordi jeg neppe turde være bekjendt, hvor meget de laae mig paa Hjerte – at jeg da ikke reent skulde blive anseet for gal.

Blot at have glemt at sige 53 god Dag til en Tjenestepige har kunnet ængste mig som en Forbrydelse, som maatte Gud opgive mig. – Og saa lider jeg Forfølgelse for min Stolthed.

I Alt har jeg seet et Pligtforhold og Gud har for mig været med – men Ingen synes at have haft Pligter mod mig.

IXA56►Χstus siger selv, han er kommet ikke for at bringe Fred men Tvedragt. ►kun Sine vil han give Fred: Dette er jo ganske rigtigt det polemiske Forhold: Χstd. er Tvedragt med Verden; men i den Christne er Christi Fred.

IXA57Det det egl. gjælder om er, at Jesus Christus bliver fremstillet som han gik og stod og levede for 1800 Aar siden. Kun saaledes er og vil han være her paa Jorden; ►i Evig54heden vil han komme igjen i Herlighed.

Det er med Jesus Χstus anderledes end med et Msk. Han levede maaskee foragtet, ringe anseet, i Ringhed, Miskjendelse, saa døde han, og man opdagede at der var noget Stort ved ham og saa er han nu ⓘ dettedette] , først skrevet dt Store. Man spørger nu ikke mere om ⓘ hanshans] , først skrevet R Ringhed, blæse være med den, det har i det Høieste historisk Interesse, han er og bliver nu det Store han var. Det vil sige Ringheden hører ham slet ikke væsentlig til.

Anderledes med Jesus Χstus. Han er Paradoxet, ►Ringheden hører ham absolut væsentlig til, han er netop denne paradoxe Sammensætning af ►Gud – og et ringe Msk.

Men saaledes gjør man ikke. Man betragter Jesus Χstus som en stor Mand, der har levet miskjendt saa længe han levede, men efter sin Død blev noget 55 Stort og dette ansees han nu for.

Aha! See derfor er hele Χstd. Vrøvl. Al Faren ved Χstd. er taget bort, det er Leflerie og piattet Trøst o: D.

Nei ►Jesus Χstus er Forargelsens Tegn og Troens Gjenstand. Først i Evigheden er han i sin Herlighed. Her paa Jorden maa han aldrig fremstilles anderledes end i sin Ringhed, at Enhver kan forarges ell. troe.

395Paa hiin anførte Maade at ansee Χstus for noget Stort er Blasphemie. Dersom der ikke i ethvert Øieblik, som engang, er ubetinget den størst mulige msklige Fare forbunden med det at ⓘ værevære] , < væ<·>e Χsten, saa er Χstd. afskaffet.

IXA58O, hvilken Trøst at det dog lykkes, at Gud velsigner al min Anstrengelse for at finde Rede i ►Χsthedens grændseløse Virvar!

IXA59►Om 👤ColumbusfE er det rigtigt nu blot at tale om hans Storhed, og lade det være glemt med at man ansaae ham for gal, at 56 man (hvad der er Historisk) lærte Børnene til at pege paa Hovedet, for at antyde, at han var gal, naar han gik dem forbi.

Anderledes med ►Χstus – det at han vilde være den Ringe, Det at han steeg ned fra Himlen for at paatage sig en Tjeners Skikkelse: det er ikke noget Tilfældigt, som nu skal være tilbagelagt og glemt.

👤Columbusⓘ avancereravancerer] , først skrevet an, han bliver anseet for gal – og lever nu som en stor Mand i Historien.

Jesus Χstus vil ikke leve anderledes i Historien end som Jesus Χstus, han vil være ►Forargelsens Tegn og Troens Gjenstand.

Det vil sige det Evige i 👤Columbus er hans Storhed, men det Evige i Jesus Χstus er: ►Sammensætningen af Ringhed og at være Gud.

57Men hvorledes hjælper man nu sig i denne Henseende, man kan jo dog engang ikke forhindre Msk. fra den Viden under Haanden som de have? Ganske simpelt. Enhver sand Christi Efterfølger maa tilnærmelsesviis udtrykke existentielt det Samme, at Ringhed, Foragtethed er uadskilleligt fra det at være Χsten. Christus skal vel prædikes, men bestandigt saaledes, at han existentielt fremstilles. Saasnart der vindes den ⓘ ►allerbittersteallerbitterste] , < allerbittreteste jordiske Fordeel ved at prædike Χstus, saa er der ►Uler i Mosen. Prædikeren skal saa støde dette fra sig – og saa blive Mskene vrede, ansee det for Stolthed – og saa er Sagen igjen rigtig.

Χstus er lige det Modsatte af 👤Columbus og Deslige. 👤Columbus vilde vel gjerne have været det Store, han var sig bevidst at være, men ►injuria temporum blev han det ikke. Χstus vilde være den Ringe. Hvilken Frækhed at gjøre Den til den Store, som vil være den Ringe. Og han vil være den Ringe, for at frelse Mskene, men denne Frelse er tillige Dommen. 58 ►Χstus kom ikke til Verden for at dømme396 men for at frelse den; men det at Han kom for at frelse den, derved bliver Verden dømt.

Det hele ►Beviis for Χstd. Sandhed af ⓘ dede] tilføjet 1800 Aar er det løgnagtigste af alle. Χstd.s Sandhed skal ikke bevises, for Alt i Verden ikke. Nei Χstus skal fremstilles, som han ⓘ varvar] , foran er slettet selv, hvad han selv vilde være: Frelseren, aber Forargelsens Tegn. Det var ikke injuria temporum, at det gik Χstus galt i Verden; han trænger ikke til Historiens Opreisning – forbarmende Gud, hvilket Vrøvl og Blasphemie. Nei, han vil frelse Dig – men ogsaa prøve Dig. Χsti Liv har intet med Historien at gjøre, gaaer ikke snaksomt ind med ⓘ ii] tilføjet Historien, ligger udenfor Historien som det ⓘ evigeevige] , først skrevet Evig 59 Tegn, hvorpaa hver ⓘ SlægtSlægt] , først skrevet s skal dømmes.

IXA60Dersom den hele Europa over nu bestaaende Χsthed skulde erklære sig ærligt og uforbeholdent, maa den erklære Χsti Existents for Phantasterie, Overspændthed o: D.

See det er dog for galt. Det er Følgen af en bestaaende Χsthed, og Levebrødet o: D.

Der maa skaffes Plads. Det skal og maa ikke være saaledes, at det at faae ►en fast Stilling i Statskirken og et Levebrød er det Høieste og er Alvoren. Nei, det skal være Enhver tilladt for sin Svagheds Skyld at betrygge sig saaledes – men sandeligen, der skal gjøres en Indrømmelse.

See her ligger ►👤Mynsters Grund-Kjætterie. Alt Dette om ⓘ atat] , først skrevet det slutte sig til [det] Bestaaende, faae en fast Stilling – hvilket Alt kan være meget godt – hvis det skal være Livets høieste Alvor: saa er Χstus, Apostlene, alle i strengere Forstand Χstne 60 Phantaster.

Men saaledes gaaer det altid med Verdslighed, man vinder paa to Maader: først Trygheden og Beqvemheden og de gode Indtægter og det sikkre Avancement – og saa tillige Ære og Anseelse som den sande Alvorlige.

IXA61Det der er det Farlige ved ►den snigende Nederdrægtighed er at der skal en betydelig Phantasie og betydelig Dialektik til for at opfatte den i et Øieblik og see hvad den er. Ingen af Delene udmærker nu de fleste Msker – og derfor sniger ⓘ NederdrægtighedenNederdrægtigheden] , først skrevet Nederdrætigt sig saa smaat, hver Dag umærkeligt frem. Det første Øieblik gjør Neder397drægtigheden et Indtryk, og Mskene blive opmærksomme; men kommer den forklædt som »Ingenting« »uskyldig Spøg« og Deslige saa mærke Mskene Intet, indtil de saa successive ere bragte hen til et Punkt af Uretfærdighed mod en Enkelt, som de mindst drømte om.

61ⓘ OgOg] , < <Dog> Ingen tør sige, hvordan det er; det skal, hvis det er En som lider under denne Mishandling, være Indbildning og Overdrivelse – naturligt, thi en saadan Væmmelighed, som man ⓘ fortvivlerfortvivler] , først skrevet frelser om at frelse Samfundet for, ⓘ denden] , først skrevet det maa være Ingenting – ell. skulde man jo tilstaae sin egen Afmagt, og de Fleste deres Medskyld.

IXA62Havde jeg aldrig elsket Gud før: blot hvad han har gjort for mig i ►den Tid, jeg har levet som Raahedens Bytte, mishandlet til Glæde for Misundelsen, ⓘ erer] , først skrevet vilde mig da saa ubeskrivelig og uudsigelig Pant paa hans Kjerlighed, at han er Kjerlighed: at jeg Gud skee Lov føler, at jeg ⓘ megetmeget] , først skrevet ikke godt kan udholde en heel Evighed igjennem ikke at bestille Andet end at takke ham.

IXA63Jeg længes efter det Fuldkomnere. Frimodig for Gud ved Troen paa mine Synders 62 Forladelse haaber jeg ogsaa at være modnet for noget Høiere. Men skal jeg leve, og hvis jeg end kun havde een eneste Time at leve i – jeg vil anvende ogsaa den af yderste Evne til Det hvorpaa jeg har anvendt den hidtil: paa at modarbeide det Ondes ⓘ TilholdTilhold] , først skrevet Ophav: Mængden; den ugudelige Piatten mell. Msk og Msk, den ugudelige Foragt for det at være et enkelt Msk.

IXA64Jeg føler slet ingen Forbittrelse ved Tanken om al den Forhaanelse jeg har lidt, og alt det Forræderie der er viist imod mig; det falder mig slet ikke ind, ved Døden ligesom paa een Gang at slippe bort fra alt Dette. O, hvis der i ⓘ EvighedenEvigheden] , først skrevet Livet er Tid til og Plads for Spøg jeg er forvisset om, at ⓘ Tanken omTanken om] tilføjet ►mine tynde Been og mine forhaanede Buxer vil være mig den saligste Moroe. O, det er saligt at turde sige: ved Gud, hvad jeg i den Henseende har lidt, har jeg lidt for en god Sag, og fordi jeg gjorde en, msklig talt, god Gjerning i sand uegennyttig 63 Opoffrelse. Dette tør jeg sige ligefrem til Gud – og398 jeg veed det vissere end at jeg er til, vissere end Alt, fordi jeg fornemmer det allerede, han vil svare: ja, mit kjære Barn deri har Du Ret; og tilføier han: Alt ⓘ detdet] , først skrevet der derimod, hvori Du syndede, og hvori Du havde Uret, ►det er Dig for Jesu Χ. Skyld tilgivet.

Jeg har aldrig været nogen ►👤Diogenes, jeg har aldrig ⓘ berørtberørt] , først skrevet gaaet Grændsen af Cynisme; jeg har været sømmelig og anstændig paaklædt, – jeg er uskyldig i, at et heelt Land er en ►Daarekiste. ►Jeg har vittigt og spøgende kunnet more mig selv med en Enkelt over mine tynde Been – men at ⓘ detdet] , < dette skal ⓘ bliveblive] , først skrevet <over-> Pøbelen, den reen dyriske Msklighed, Slagsbrødre, piankede Fruentimer, Skolebørn, Handelslærlinge, der Dag ud og Dag ind mishandler mig: det er et Folks Lurvethed og Charakteerløshed mod Den, der sandeligen har Fortjenester af sit Folk. – det Keedsommeligste er, at jeg er den Eneste der er blevet berøvet Ret til at spøge; thi paa det Vilkaar kan og 64 vil jeg ikke spøge. Og dog trænger jeg ⓘ saa oftesaa ofte] tilføjet til Latterens Vederqvægelse. Ak, og at saa i ►et lille Folk den ubetinget Vittigste er den eneste som ikke er Vittig – men Pøbelen og Daarerne ere alle vittige og ironiske.

IXA65Jeg føler snart Trang til ikke at sige eet eneste Ord mere uden dette: Amen; thi min Taknemlighed mod ►Styrelsen for hvad den har gjort for mig overvælder mig. At virkelig ⓘ AltAlt] , < alt kan slaae saaledes til for et Msk; jeg veed Intet, der er hændt mig, uden at jeg digterisk maatte sige, det, netop det er det Eneste, der ganske svarer til mit Væsen og Anlæg; og jeg savner Intet. ►Jeg blev ulykkelig i Kjerlighed; men det er mig umuligt at tænke mig, at jeg ⓘ kundekunde] , ændret fra maatte blive lykkelig saa maatte jeg blive et andet Msk. Men jeg blev salig i min Ulykke. ►Jeg er frelst, msklig talt, ved en 65 Afdød, han min Fader., men det er mig umuligt at tænke mig, at en Levende kunde have frelst mig. ►Saa blev jeg Forfatter, just saaledes som det laae i mit Væsens Mulighed; ►saa blev jeg forfulgt – o, dersom dette havde manglet, havde mit Liv ikke været mig selv. Der er i Alt i mit Liv Tungsind, men saa igjen en ubeskrivelig Salighed. Men saaledes er jeg netop ved Guds ubeskrivelige Naade og Bistand blevet mig selv; næsten ⓘ kundekunde] , først skrevet jeg jeg fristes til at sige ved hans ►Forkjerlighed, hvis ikke dette dog var mig det mindre end det Salige, som jeg troer og som saligt beroliger mig: at saaledes elsker han ethvert Msk. Jeg har ganske bogstavelig levet med Gud, som man lever med ⓘ enen] , ændret fra sin Fader. Amen.

399IXA66►Turde jeg forlige mig med hende, var dette mit eneste Ønske, vilde være mig 66 * en inderlig Glæde. Men jeg bærer hendes Ægteskab paa mig. Fik hun af mig nogen Vished om, hvorledes hun var og er elsket: saa fortryder hun sit Giftermaal. Det der holder hende er dog den Tanke, at hvor meget hun end saae i mig og beundrede mig og elskede mig, saa har jeg dog handlet lumpent mod hende. Hun har ikke haft Religieusitet nok til at staae ene med en ulykkelig Forelskelse – ligefrem hjælpe hende, har jeg aldrig turdet vove, det har kostet mig Lidelse nok.

IXA67Havde jeg ikke været kun ►salig i Tungsind og Veemod, saa havde det været mig umuligt at leve uden hende. De faae enkelte Dage, hvor jeg egl. var msklig talt lykkelig, har jeg altid længtes ubeskriveligt efter ⓘ hende,hende,] , først skrevet hende. ►hun som jeg havde elsket saa høit, og som saa tilmed ved sin Bøn havde rørt mig saa dybt. Men mit Tungsind og min Sjels Lidelser har gjort jeg msklig talt altid har været ulykkelig – og saaledes har jeg ingen Lykke haft at dele med hende. 67 *Dog ►om hende tør jeg ingen Optegnelse gjøre – jeg bærer saa længe jeg lever, Ansvaret for hendes Fremtid.

IXA68►Min Fader skylder jeg dog fra først af Alt. Det var hans Bøn til mig, naar han tungsindig som han ⓘ varvar] , først skrevet <··>, saae mig tungsindig: see, at Du ret kan elske Jesus Christus.

IXA69Og hvor forunderligt, at jeg fra ►min tidligste Tid (det vil sige i min ⓘ UngdomUngdom] , < Ungdom) efter Faders Død) hvor jeg jo var ►uafhængig, og hvor der ikke var Tanke om at søge nogen Ansættelse, hvor jeg tungsindigt gik og ansaae mig selv for den Elendigste [af] alle – hvor forunderligt, at jeg dog hver Morgen bad, at Gud vilde give ⓘ mig Kraftmig Kraft] , < mit til den Gjerning, Du selv vil anvise mig. Naar jeg nu tænker derpaa, hvor i al Verden er jeg dog faldet paa at bede saa! Og dog hvor400 sandt er det ikke blevet, at jeg har faaet en Gjerning, som Gud selv har anvist mig.

68IXA70Men min Faders Død var da ogsaa en frygtelig rystende Begivenhed for mig, ►hvorledes, har jeg aldrig talet til noget eneste Msk. om. Mit hele Livs Forgrund er overhovedet i den Grad hyldet i det mørkeste Tungsind og den dybest rugende Elendigheds Taager, at det intet Under er, jeg var, som jeg var. Men alt Sligt bliver min Hemmelighed. En Anden havde det maaskee ikke gjort et saa dybt Indtryk paa; men min Phantasie og ⓘ isærisær] , først skrevet id i dens Begynden, da den endnu ingen Opgaver havde at vende sig mod. Et saadant primitivt Tungsind, en saadan uhyre Medgift af Sorg og det i dybeste Forstand Sørgelige, som ►et Barn opdraget af en tungsindig Olding – og saa med en medfødt Virtuositet til at kunne bedrage Enhver, som var jeg Liv og Lystighed – : og at saa Gud i Himlen har hjulpet mig saaledes.

69IXA71O, forunderligt, ►alt Dette, som dog nok nu i adskillige Aarhundreder har staaet hen, som Noget man neppe veed om man skulde lee ell. ⓘ grædegræde] , først skrevet græde, over, ^[a] dette om, at Gud griber ind i Verden, hjælper et Msk., saa han egl. slet Intet har at gjøre uden at lystre – alt Dette, det hænder mig, og jeg som altid har gaaet og følt mig saa elendig og ulykkelig, og jeg som, hvis jeg overhovedet er noget, just er ⓘ denden] , < det meest dialektiske af Dem jeg lever med.

Det bliver altsamen sandt hvad ►min Fader sagde mig. »der gives Synder, som et Msk. kun ved en overordl. gud. Bistand kan frelses fra«. Og min Fader, skylder jeg msklig talt Alt. Han har gjort mig paa en401hver Maade saa ulykkelig som mulig, gjort, at min Ungdom blev en Qval uden Lige, gjort, at jeg i mit stille Sind ikke var langt fra at forarges paa Χstd., eller vel at jeg var forarget, om jeg end af Ærbødighed for den besluttede aldrig at sige et Ord derom til noget Msk, og af Kjerlighed til min 70 Fader at fremstille Χstd. saa sand som mulig i Modsætning til det Vrøvl, som i ►Χstheden kaldes Χstd: og dog var min Fader den kjerligste Fader, og min Længsel var og er inderlig efter ham, hvem jeg ingen Dag har undladt at mindes baade ⓘ MorgenMorgen] , < morgen og Aften.

Og nu først er jeg kommet til det Punkt hvor Alt forklarer sig for mig. Som en Qvinde naar hun føler sig frugtsommelig bliver stille og alvorlig, og ene hænger efter Tanken om Barnet: saaledes har jeg nu ogsaa seet nok i Verden, min Opgave er mig nu tydelig – om jeg skal leve een Time længer, ell. 100 Aar, min Opgave strækker lige godt til.

IXA72Det gjælder hverken om mere ell. mindre end en Revision af Χstd, det gjælder om ►at skaffe de 1800 Aar bort, som havde de slet ikke været til. At dette vil lykkes mig, det troer jeg fuldt og fast, det 71 Hele er mig saa klart som Dagen. Dog mærker jeg desto alvorligere, at blot den mindste Utaalmodighed, og Selvraadighed, saa kan jeg ikke, saa forvirres Tankerne for mig.

Jeg staaer op om Morgenen og takker Gud – saa begynder jeg Arbeidet. Til bestemt Tid om Aftenen bryder jeg af, takker Gud – saa sover jeg. Og saaledes lever jeg, om end i enkelte Øieblik ikke uden Anfald af Tungsind og Veemod, dog væsentligen Dag ud og Dag ind i den saligste Fortryllelse. Ak, saaledes lever jeg i Kiøbenhavn – og er i 📌Kiøbh. den Eneste, som ikke er alvorlig, den Eneste, som Intet gavner ⓘ og Intetog Intet] , først skrevet i udretter, en halvgal Særling. Saaledes dømmer Mængden mig, og de Faae, som see lidt dybere, have egl. ikke Noget mod, at dette bliver den almindl. Dom om mig.

IXA73402O, Den, som aldrig fra Barn havde haft noget Indtryk af Χstd. – hvem Sligt hændte: han maatte sprænges^a. Jeg finder mig saa rolig; thi nu først er 72 jeg hjemme, ved det gamle Bekjendte.

IXA74Msklig talt er min Ulykke at jeg har for lidt Legemlighed; min Inderlighed (og dette er Guds Forholdet, hvor jeg i ►Frygt og Bæven bestandigt føler mig som Numer Nul ⓘ forfor] , først skrevet og ikke at tale om Angerens Smerte) ⓘ zittrerzittrer] , først skrevet gjen med i næsten den mindste Ubetydelighed jeg foretager mig, ⓘ monmon] , ændret fra om Gud ikke bliver vred og slipper mig. Derfor er jeg saa ængstelig i mit Forhold især til Alt hvad der hedder lidende Msker, alt hvad der er ringere end jeg. Og Gud veed, hvorledes det saa gaaer til, at jeg anklages for Stolthed og Egoisme.

Men paa den Maade at være for Gud, hvor saligt det end er, er fra den anden Side uhyre anstrengende. Deraf kommer det, at jeg saa føler mig saa ulykkelig og har følt mig saa ulykkelig i Sammenligning med andre Msker. Det at være et sundt stærkt Msk, der kunde deeltage i Alt, der havde legemlig Kraft et sorgløs Sind: o, hvor ofte har jeg i tidligere Tid ønsket mig dette. I Ungdommens Tid har min Qval været frygtelig.

73IXA75At et Msk. har kunnet leve hen 10, 20, 30 Aar uden nogensinde at have mærket at Gud er til: o det er frygteligt, at forskylde, at Gud er saa vred paa En. Thi Gud er den Kjerlige, og den første Form af Kjerlighed er just den, at han kjerlig gjør En opmærksom paa, at han er til, at man ikke gaaer og tosser uden at blive opmærksom paa Gud. Men dette er Guds Vrede, at lade et Msk. gaae som Dyret, hvem han ikke kalder paa.

403IXA76Der laae noget Sandt i, ►som Grækerne (fE 👤Plutarch »om Ε i Delphi cap. 13) at gjøre Heroer til en egen Slægt forskjellig fra Mskslægt. Det er ligesom med den christelige Bestemelse: Aand. Men det Humane ligger i, at det er forundt ethvert Msk. at kunne være Aand, at det ikke er denne Sludder om et Compagnie af gode Hoveder; man finder ofte en simpel Mand at ligge under Bestemmelsen: Aand, og en Professor at være langt borte derfra.

74IXA77 ^[a] Der kan egl. ligge noget meget Ydmygt i, naar et Msk. siger sig at være Gjenstand for Guds ►Forkjerlighed; han kan mene dermed at udtrykke, at han slet ingen Fortjeneste har, at det er som en Vilkaarlighed af Gud just at kaste sin Forkjerlighed paa ham. Saaledes forstaaet er ►»Naadevalget« Ydmyghed.

Naar man nemlig siger, at Gud elsker alle Msker lige, og de andre Msker mene ikke at fornemme dette saaledes, som den Talende; og han da siger: ja, men I holde Eder jo hell. ikke til Gud – saa seer det dog næsten ud, som elskede Gud dette Msk. fordi han holdt sig til ham. Men dette er dog ikke saa. At Gud elsker Alle lige er det Sande, og det bliver kun saa aabenbart i den Enkelte at Gud elsker ham; men Gud elsker de andre lige saa meget.

Dog saa meget er ogsaa vist, at 75 msklig talt er der en Forskjel mellem Msk og Msk ⓘ betræffendebetræffende] , < betreffende hvorledes de forholde sig til Gud. I Forholdet til Gud kunde det derimod dog vel aldrig falde ⓘ etet] , først skrevet in Msk ind den Ugudelighed og Formastelse, at indbilde sig, at Gud elskede ham, fordi han holdt sig til ham.

IXA79404Det er meget farligt (og meget forførerisk for den Paagjældende) naar en ►ⓘ geistliggeistlig] tilføjet Taler, der formaaer at frembringe en stor Virkning paa Andre, ikke selv i dybeste Forstand gjør Indtrykket af at være bunden ved det Samme, hvorved han binder Andre. Og dog ønske Mskene det ofte, og hvorfor? Fordi dette Forhold indirecte prædiker Aflad. Men for Taleren er det saa farligt, at han istedetfor at gjøre det ydmyge Indtryk af En, der for Alvor føler sig bunden og er bange for Gud, stolt udøver Magt over Mskene.

76IXA80ⓘ DetDet] , < Der; < Det er egl. ⓘ den Forbrydelseden Forbrydelse] tilføjet , som Msk. ansee for den største og straffe grusomst: den ikke at være som de Andre. Just dette beviser, at Mskene ere Dyre-Skabninger. Thi Spurvene have Ret i, at hugge den Spurv ihjel, der ikke er som de andre; her er nemlig Arten høiere end Exemplaret ɔ: Spurvene ere Dyr, hverken mere ell. mindre. – I Forhold til Msket derimod er Bestemmelsen den, at Enhver især skulde være ikke som de Andre, skulde have Eiendommelighed.

Dog enhver Forbrydelse tilgives af Mskene, kun ikke den efter deres Begreb umenneskelige – at være Msk.

IXA81Hvad ►Biskop 👤Mynster har saaet kommer jeg da til at høste. Thi 👤M: har forkyndt sand Χstd – men paa en uchristelig Maade, havt stor Fordeel deraf, nydt alle Livets Goder ved Hjælp deraf, skaffet sig stor Anseelse, og tillige indyndet sig ved at gjøre Χstd til ►»den milde Trøst« o: s: v:.

Følgen heraf er, at han paa man77ge Maader har destileret Χstd. ud af Landet. Naar saa Den, der skal rykke frem, med den Opgave og Ordre især at ⓘ agteagte] , først skrevet at paa Maaden, paa hvilken Χstd. forkyndes, ɔ: ►at reflectere dobbelt: saa bliver det ligefrem et Martyrium. Og dette skyldes B. 👤M. Modstand vilde en Saadan altid finde, men et Martyrium behøvede det ikke at blive, hvis ikke B. 👤M. var gaaet forud.

Forsaavidt har jeg atter her ►modarbeidet mig selv ved at styrke B. 👤M., men ►Styrelsen veed nok, hvorfor jeg har gjort det, og vil vel ogsaa vide at vise mig, hvorfor det var godt. Havde jeg ikke gjort det, var jeg maaskee ►sluppet for for godt Kjøb.

405IXA82Alt, hvad Χstus udtrykker hører altsaa væsentligen med i en Χstens Liv. Det er egl. ingen sand Χsten, hvis Liv ikke udtrykker dette: ►ecce homo. Men Redelighed gjælder det om, at man ikke udtrykker et ecce homo som paa Grund af Samtidens Forestilling netop er det Beundrede, fE frivillig Armod, Kydskhed i Middelalderen.

78IXA83►Biskop 👤M.s Fortjeneste af Χstd. er egl. den, at han ved sin betydelige Personlighed, sin Dannelse, sin ⓘ Overlegenhed iOverlegenhed i] , først skrevet Overlegenhed, de fornemme og fornemste Kredse udviklede den Mode ell. høitideligere Vedtægt, at Χstd. var Noget, som ingen ⓘ DybereDybere] , < dybere og ⓘ AlvorligereAlvorligere] , < alvorligere (hvor smigrende for Vedkommende!) ingen Dannet (hvor særdeles behageligt!) kunde undvære.

Denne Fortjeneste er imidlertid, evig og christelig forstaaet, noget tvetydig. Thi Χstd. er dog adskilligt Fornemmere end til at skulle protegeres.

Og i hans Alvor er der dog ⓘ nogennogen] , først skrevet megen ►Melange – saa rørt, saa dybt ⓘ bevægetbevæget] , først skrevet ved ⓘ vedved] , først skrevet s Tanken om ►hine Herlige – og saa ømskindet, naar det kommer til Stykket naar det skulde blive Alvor ved selv at forkleines blot en lille Smule.

79IXA84Udtrykker da ►Biskop 👤M.s Liv, at ►»om end alle faldt fra, saa vil jeg dog holde fast ved hvad jeg har elsket med en Kjerlighed reen – som intet Andet, brændende som intet Msk., jeg vil ikke slippe hvad jeg ikke har troet fordi de Andre troede, hvorfor skulde jeg saa ogsaa lade være ⓘ atat] , < det troe, fordi de Andre lade være.«^a Ja svarer En: hans Liv har ikke givet ⓘ hamham] tilføjet Anledning til at blive saaledes ►forsøgt; han ⓘ harhar] , først skrevet Aha, levet i den bestaaende ►Χsthed, hvor jo Alle holde fast ved Troen. Aha, ja saa! Men ►i hans Prædikener forsikkrer han atter og atter (Citater mangle ikke), at ⓘ derder] , først skrevet her kun findes saare faae Χstne i Χstheden, at Mængden er langt, langt tilbage, og vel lige det Modsatte af christelig: forvirret, fordærvet o: s: v:

406Skulde nu denne Forsikkring 80 om Hengivenhed for Χstus, og denne Viden om Tilstanden, skulde den, i Overeensstemmelse med sig selv ikke have bragt en anden Skikkelse ud end: den fornemste og meest dannede, den af Damerne beundrede, den paa enhver Maade smigrede, i al Livets Nydelse næsten svælgende Biskop 👤M. Sandt, ►een Gang om Ugen prædiker han ypperligt. Sandt, der har levet mangen ►eenfoldig Borgermand (exempli gratia min Fader) der ved eenfoldig at holde sig bogstavelig til Søndags-Talen, blev Christen: ak, det er næsten en Satire over Biskoppen!

Ja, dersom Χstheden var Sandhed, saa er Biskop 👤M: et Mesterstykke. Og indenfor denne hans Forudsætning maa han vel opfattes. Men ⓘ varvar] , først skrevet hv det hans Forudsætning hvorfor saa den Polemik 81 i Prædikenerne. Hans Tale siger, at der kun er faae Χstne, hans Liv udtrykker, at vi alle ere Χstne, og derfor kan det at være Geistlig være en saa betrygget og omfredet Existents som hans er.

IXA85Og dog elsker jeg ►B.👤M., det er mit eneste Ønske, at gjøre Alt for at bestyrke hans Anseelse; thi jeg har beundret ham, og, msklig talt, beundrer jeg ham; og hver Gang jeg kan gjøre Noget til hans Fordeel, saa tænker jeg paa min Fader, hvem jeg troer, det glæder.

IXA86Mig synes jeg har skrevet Ting, som maatte ►røre Stene til Taarer – men de Medlevende bevæger det blot – til Forhaanelser og Misundelse.

IXA87►Af den engelske Læges Dagbog.

►Den Scene, hvor han selv kommer og besøger 82 en Stakkels fattig Lærd, der døer i den yderste Elendighed, og saa siger til ham: ►De er dog vel ikke selv Skyld i denne deres Armod, De har dog vel Intet at bebreide dem. O, hykkelske, ⓘ skinhelligeskinhellige] , først skrevet skj Doctor! Hvor det er behagelig-grusomt paa ⓘ denden] , først skrevet dem Maade at nyde sin egen Retfærdighed.

IXA88407Ulykkelig Elskov er den høieste Form af Elskov. Og dog siger den Elskende: jeg vilde dog 10 Gange ⓘ hellerehellere] , først skrevet bli blive ulykkelig med ham og 10 Gange saa ulykkelig, end lykkelig med en Anden.

Saaledes ⓘ medmed] , < ved den Religieuse. Det maa nu een Gang være saa, at man bliver ulykkelig, menneskelig ⓘ talt,talt,] , < talt; det ligger i Misforholdet mell. Gud og Msk; men dog dog hvilken Salighed.

IXA89Hver Søndag prædiker hver Præst om 83 et reent personligt Forhold mell. Gud og Msk. Men de store Aander (►👤Goethe i aus [a] meinem Leben) anfører som et Exempel ⓘ at han som Barn, vildeat han som Barn, vilde] , ændret fra et Barn, d<er> vilde opreise et Alter for Gud og offre til ham; men der gik Ild i det, og tilføier saa: dette gjælder om enhver umidd. personlig Tilnærmelse til Gud.

Man seer deraf, at Ingen bryder sig om Præsterne; og det er Viisdom, den dybeste, som betroes En underhaanden at troe lige det modsatte.

IXA90Det Sørgelige for mig ved alle disse anstrengede Forhold ud efter, er blandt andet, at jeg ikke faaer altid den Inderlighed, til at sørge over mig selv som jeg ønskede, og før mere havde, da alle ansaae mig for lykkelig og glad.

O, i en saadan Conflict med Omverdenen kan man saa let glemme sig selv, sit inderste Forhold til Gud, Det, hvad der i en vis Forstand synes saa lidet i Sammenligning med det Meget.

En stille tilbagetrukken Borger han kan faae 84 Tid til at sørge over den mindste Synd.

Dog haaber jeg til Gud det skal lykkes mig, ikke at blive mig selv vigtig; jeg er dog Alt kun ved ham, og i Lydighed mod ham.

IXA91Hvert enkelt Msk. har en uendelig Realitet, og det er Stolthed og Hovmod ikke ⓘ ii] tilføjet ethvert enkelt Msk. at ære sin ⓘ Næste. ONæste. O] , først skrevet Næste, O, at jeg saaledes kunde tale med hvert enkelt Msk., jeg er forvisset om, at jeg skulde bevæge ham. Men det er en ►Paralogisme at 1000 Msk. er mere end 1; thi det er at gjøre Msk. til Dyr. Pointen i det at være Msk. er at Eenheden er det Høieste, 1000 af dem er mindre.

Ak, Ak, Ak inden man faaer indøvet den Dialektik.

408IXA92►Jeg kunde i sin Tid have slaaet mig sammen med nogle Stykker, og saa til85intetgjort maaskee hele den literaire Pøbelagtighed. Jeg valgte en anden Maade, den skal nok staae sin Prøve. I Øieblikket seer det rigtignok ud som tabte jeg – o, men det har hidtil været Loven for min Seier; i første Løb taber jeg altid, men jeg seirer tilsidst. Dette ligger dybt grundet i mit Væsen, fordi jeg nemlig ingen Umiddelbarhed har. Det viser sig selv i mit Livs Ubetydeligheder. Min personlige Optræden er uden aplomb, idet En seer mig, tænker han: see ⓘ hvilkenhvilken] , først skrevet hvilken! En! Men han tager sig ikke iagt: jeg har Reflexionen.

Mængden maa man altid hjælpe til at seire, men vel at mærke saaledes, at den seirer forkeert. ►👤Goldschmidt seirede jo complet: ⓘ AlleAlle] , < alle loe, alle de tusinde og tusinde. Og dog skal den Seier blive ham dyr, han fik mig dog forkeert i Halsen.

ⓘ SaaledesSaaledes] først skrevet et dobbeltkors maatte og maae det nemlig gaae. Enten maatte det lykkes al denne Pøbelagtighed at lægge mig øde; men i saa Fald vil netop Reaction[en] blive meget alvorlig, thi dertil er jeg Danmark for vigtig, og i Grunden ogsaa 86 anseet ja egl. afholdt af saa saare Mange – især naar dette skete mig. Eller det lykkes ikke, jeg gaaer uskadt: saa er dens Magt afspændt. Successive som jeg nu arbeider mig længere og længere ind i at ⓘ fremstillefremstille] , < Fremstille Χstds uhyre ►Pathos, skal hiin Begivenhed faae ny og ny ⓘ ModificationModification] , først skrevet M<··>. Og hvad saa? Saa skal det være lykkedes mig lidt efter lidt at omsætte al denne Piatten og Forhaanen som skulde være Ingenting i en ganske anden Bestemmelse: som Alvor.

Sagen er ⓘ jegjeg] , først skrevet Go forstod ►👤Goldschmidt og Consorter indtil den fineste Nerve – de forstode slet ikke mig; jeg kjender deres Bestik hver een Linie, de vidste Intet om mit.

IXA93Derfor strider jeg egl: om alt Det, som ►1000 Præster hver Søndag væve om (medens deres Liv udtrykker lige det Modsatte) om alt dette 87 som ved Hjælp af dette Præsteskab saadan er blevet Noget, der saadan siges – om det skulde være det man har hver Dag at ⓘ gjøre.gjøre.] , < gjøre? Om Gud virkelig, for Alvor er med i Legen, til daglig Brug – ikke ved Præstens Fest-Optog.

409IXA94O, den ligger dog msklig Feighed saa nær den Betragtning: hvor langt tryggere det er at være som de Andre, denne uhyre Tilforladelighed, ►dette Fællesskab i Glæde og Sorg. At leve paa den Maade er jo næsten som en simpel Fortsættelse af det at leve i Faders Huus. Passe sin Gjerning som en retskaffen Mand, gifte sig, deeltage med de Andre, men altid saa betrygget. Og saa derimod herud ►paa de 70,000 Favne, i ⓘ AandsAands] tilføjet Anstrengelser, der var nok for ►en heel Kjøbstad at leve af – og saa ►Frygt og Bæven i Sjelen for Gud fordi man er ene med ham, uden Maalestok men for Gud i Idealets vældige Haand; og saa Mskenes Modstand – og saa hvis en saadan tilsyneladende styrer feil, ell. saa, at dette maa høre med, at det maa 88 synes Mskene saa, saa al den uudtømmelig[e] Haan og Foragt, der ikke kan finde nogen Mishandling for grusom mod en Saadan – og hvorfor? Fordi han ikke vilde være som de Andre. Det vil sige Mskene vil være En Gud – og saa skjænke En Tryghed, man maa end ikke elske Gud mere end Mskene gjøre og synes om ɔ: de ville være Gud for En, være Det, man elsker mere end Gud, da man jo bestemmer sin Kjerlighed til Gud i Forhold dertil.

IXA95►Historien bort. Samtidighedens Situation skaffes tilveie. Dette er Maalestokken; som jeg dømmer Noget samtidigt, saaledes er jeg. Al denne Snak bag efter er Sandsebedrag.

Det er egl. dertil hele min 89 Produktivitet har tenderet. Saaledes det at ►[jeg] bruger Experimenter istedetfor virkelige Historier.

►👤Luthers Feil var, at han ikke gik langt nok tilbage, ikke gjorde En samtidig nok med Χstus.

►Forargelsens Mulighed bliver saa Det der skal dømme ►Χstheden.

Vee, vee, saa man har taget Χstd. forfængelig. Hvad vilde man dømme om et Land hvor man paastod, at der levede Millioner Elskere og Elskerinder som ►👤Romeo og 👤Julie – og dog er det det man har indbildt Mskene i Χstheden, at de alle ere Χstne, medens en sand Χsten er sjeldnere end 👤Romeo og 👤Julie.

IXA96410Det er dog et Ord som er ►👤Luther værd (thi han indlod sig dog egl. for meget med Verdsligheden, hvorfor ogsaa Frugten af Reformationen blev – Politik og politisk 90 Udvikling) da han sagde til en af Fyrsterne, der vilde hjælpe ham: det er nok snarere Dig, der trænger til mig, det beroer paa, hvo der kan bedst bede.

Opgave for Tænkere: hvor langt er vor Tids Χsthed fra at finde Mening heri.

IXA97»Hvad jeg siger om mig selv«

Et Ord til de ►Medlevende.

Maaskee bliver det dog rigtigst, at ogsaa jeg engang siger eet Ord om hvad nu den hele Befolkning har talt om, atter og atter – jeg har været den Eneste, der ikke har talt derom, neppe privat til noget Msk. ►Pøbelagtighedens Angreb – paa mine Buxer.

Naar en ►Glædes-Pige har pyntet sig paa det Bedste, sminket sig o: s: v: – saa seer 91 det jo ud som Ungdom, Liv, Glæde. Men bag ved hvilken frygtelig Rædsel – bag ved dette gamle Ansigt – thi Syndens Træk ere gl.

Saaledes ogsaa naar ►Calumnien pynter sig ud som Spøg, Vittighed, Ingenting, gjør sig til et Slags Overflødighedshorn af ►bonbon. Men bag ved hvilken Afskyelighed. Ungdommens Besmittelse, den Vankundiges Vildledelse, – og ⓘ nunu] tilføjet De, der bleve lagte i Graven, ell. om dette ikke Qvinderne som sørgede med dem ⓘ o: s: v:o: s: v:og saa videre] , først skrevet (udf

►Naar et Bladⓘ af den Artaf den Art] tilføjet har en ⓘ ii] , først skrevet gr Forhold til Landet grændseløs Uproportionerethed, og naar det er Skik og Brug (hvad Feigheden lærer Msk) at Ingen maa tage Hensyn dertil: saa er ►eo ipso enhver ⓘ PrivatPrivat] , < privat, hele Borgerklassen, enhver ung Pige, Kone o: s: v: priisgiven. Man tage en ung Pige; man ⓘ nævnenævne] , først skrevet nævn<·> hendes fulde Navn og fortælle saa, at hun har faaet en ny Kjole i Søndags. ⓘ DerDer] , først skrevet <Her> er jo ikke det allerbitterste Ondt deri – og dog er hun latterliggjort. Enhver privat, ell. det at være privat staaer i intet Forhold til det at blive nævnt i Bladet hele Landet over.

Og Elendighed nok i den Retning har jeg seet, medens ►den ⓘ VittigeVittige] , < vittige – skjult bag en Sjouer, tjente Penge. Det er mig ubegribeligt. 92 Dersom jeg maatte tilstaae mig selv, at jeg havde brugt Pressen til at krænke en Eneste, og brugt den saaledes, at jeg selv havde skjult mig bag en Sjouer: saa døde jeg af Undseelse, jeg vilde hell. være Sjoueren end mig selv. Og nu ►6 Aar.

411See alt dette har jeg seet – og ►jeg har styrtet mig i det. Det har hjulpet, det skal fremdeles hjælpe. Og naar jeg saa seer de Private have saa travlt med at lee, saa bliver jeg lidt veemodig; thi de vide ikke hvad de lee af. Kun en i streng Forstand og efter en stor Maalestok offentlig Person kan holde det ud – enhver Privats Fremtid er forbittret og kan forbittres efter en Maalestok, som – de Private ikke drømme om.

Men forunderligt, aldrig har jeg havt Glæde af Noget som af det Skridt; jeg kan i mit stille Sind ikke lade være at tænke paa, at der i min Dødsstund dog vil være een god Gjerning, en Gjerning jeg vil have Glæde af i Evigheden; jeg bytter med ingen Medlevende, efter hvad jeg kjender til hans Liv. Det er rigtignok utrolig hvilken Vished Gud i Himlene kan skjenke et Msk., om ⓘ atat] tilføjet han har handlet 93 Ret. Sandeligen, ⓘ skuldeskulde] , først skrevet jeg jeg ønske Godt over Nogen, vilde jeg ønske ham, at han ogsaa ⓘ enen] , først skrevet n Gang i sit Liv maatte blive saaledes greben, og saa lide saa meget Vrøvl – for at have handlet uegennyttigt, som jeg har lidt. O, det er saligt.

Og det kommer igjen, paa tusinde Maader. Derfor er der Slag i min Satires Svøbe, derfor er der Salvelse i min Fremstilling af det Χstelige, derfor er det klingende Mønt og fuld Valuta jeg udmynter til Opbyggelse.

IXA98Det seer i ⓘ ØieblikketsØieblikkets] , ændret fra Øieblikket Forstand ud som udrettedes der langt, langt mere, naar en høitæret og anseet Mand forkynder een ell. anden Sandhed: saa flokkes de nemlig i Hobetal om ham. Dog prædiker den foragtede Martyr ganske anderledes med Eftertryk, thi al Foragten den virker intensivt naar det kommer igjen, hvilken Uret man gjorde ham.

IXA99►👤Peter veed at ►mine Finantser ere i en betænkelig Tilstand, han veed, at mit Helbred vakler meget, han veed ell. har dog en Forestilling om hvor anstrengende det er at gesticulere saaledes som 94 jeg gjør det omgiven – af Daarer og daglige Forhaanelser: ►siden den Tid har jeg ikke hørt et Ord fra ham. Nu er han formodl. blevet reent bange, og ►pusilanim som han altid har været, sidder han vel nu og bliver sig selv vigtig ved Tanken om, at ►det skulde være Guds Straf over mig. O, han er en ►Ærtekjerling, og dog ►derhos forfængelig, han412 tager alle Æresbevisninger af disse ►Grundtvigianere, og det er ►»saa kjerligt« og saa kjerligt.

Jeg begriber ikke, at et Msk. kan være saaledes. Dersom man virkelig har den Tanke, at det gaaer et Msk. imod, saa synes jeg alle Hensyn maatte svinde. ►Neppe var han i sin Tid kommet i den Uleilighed med Biskoppen førend jeg fik travlt med at skrive til ham atter og atter. Men den Orthodoxie der ikke har barnlig Frimodighed mod Gud, men anseer ham for en Tyran man snarere smigrer end elskende tilbeder, de have ogsaa altid en Slags Glæde, naar de troe, at nu straffer Gud en Anden.

Nok herom, jeg har samme Følelser for min Broder som altid; det hører nu altid med, at Den, hvem Gud forunder det Overordl., han bliver især ikke forstaaet af Slægt og Venner. 👤Peter har i Grunden altid anseet sig for bedre 95 end mig, og saa smaat som ►den forlorne Broder. Deri har han ogsaa havt Ret; han har altid været retskaffnere end jeg. Hans Forhold til ►Fader fE var en ⓘ retskaffenretskaffen] , < retskaffens Søns – mit derimod ofte dadelværdigt: o, men dog har 👤Peter aldrig elsket Fader som jeg. 👤Peter har aldrig gjort Fader Sorg, end sige den Sorg som jeg, men saa har 👤Peter ogsaa længst glemt Fader, medens jeg mindes ham hver Dag, ubetinget hver Dag siden hiin 9d August 38 og vil mindes ham ►indtil en salig Gjenforening hisset. Og saaledes i alle mine Forhold. – Saa gik der en lang Tid, hvor jeg i Grunden ansaaes for et Slags godt Hoved der gik til Grunde – 👤Peter var derimod stadigvæk den Retskaffne. ►Saa bliver jeg en Skurk ^[a] – 👤Peter er, og det er sandt, den Retskaffne, ved Modsætningens Belysning bliver han den Kjerlige. ►Saa reiser jeg mig. 👤Peter kan ikke blive klog paa mig, han seer sig angest og bange paa mig. I ethvert Tilfælde venter han nu, at jeg skal søge hans Fortrolighed. Og just det kan jeg ikke. Han bliver lidt fornærmet. Hvad Under saa, at det hele Forhold stiller sig forkeert.