Kierkegaard, Søren Journalen NB5

IXA124Hver Gang et ►Sandheds Vidne lider den uskyldige Død ell. Lidelse, er det i Samtidens Øieblik altid den sidste Dom: han er selv Skyld i det. Naturligt. Thi havde han været feig og svag og ⓘ ikkeikke] tilføjet evig forvisset om sin Ret og om at have Sandheden paa sin Side, havde han givet Kjøb, saa havde jo Tiden faaet Magt til at forandre ham, og hans Liv havde egl. udtrykt: det er en rar Tid, den jeg lever paa. Men han stod fast, og gjorde det aabenbart, at Tiden var ussel. Dette hedder i Tidens Sprog (hvilken naturligviis ikke kan see sin egen Usselhed): han er selv Skyld deri.

O, det er saa gammelt og saa 112 nemt dette forkeerte Omkring, ►»at det er bedre, at En lider end at hele Folket lider.« Saaledes ogsaa det er langt bedre, det kommer uendelig langt flere til Gode dette: at alle de Andre have Ret og ere rare Msk, kun een, Sandheds Vidnet, det er en slem Person.

See her møder ►👤Socrates, med dette hans fortræffelige Spørgsmaal: mon det ogsaa er saa i Forhold til Heste, at Alle veed at ride, der er kun Een som ikke veed det.

Her er Slaget ell. Conflikten mell. den mskelige og den gudd. Sandhed. Er Gud Opfinder af Sandheden, saa har vi det Christelige: kun nogle Faae ere af Sandheden. Er Msket Opfinder – ja saa, saa er Sandheden der hvor der er Mange og er Det, som de Mange synes om.