Kierkegaard, Søren Journalen NB5

IXA43Men selv om jeg vilde betragte min Forfatter-Existents aldeles isoleret ⓘ frafra] , < f<or>ⓘ mitmit] , < min hele øvrige Liv – ⓘ enen] , ændret fra et ►Mislighed bliver der dog, den, at jeg har været begunstiget m: H: t: at kunne leve ►uafhængig. Dette388389 erkjender jeg fuldkomment, og føler mig forsaavidt ⓘ saaresaare] , ændret fra saa ringe i Sammenligning med saadanne Mænd, der have kunnet 40

udvikle en sand Aands-Existents i virkelig Armod. Det var allerede i Oldtiden det Store, endnu mere i Χstheden. Havde mit Tungsind imidlertid ikke været, min hele sjelelig-legemlige Elendighed, saa havde jeg dog maaskee forsøgt at vove et saadant Liv. Medens jeg nu ydmyger mig under min Begunstigelse, der, ligesom min Elendighed i en anden Forstand, har lært mig at nøies med en ringere Plads.

Og alt Sligt har jeg da aldrig kunnet tænke paa fra Begyndelsen, thi just ►da Nøden var størst, var Hjælpen nærmest, og just da det sortnede meest for mig i min Elendighed gjorde Gud for mig og vedblev at gjøre for mig, hvad jeg atter og atter siger: ►hvad der ubeskriveligt overgik hvad jeg nogensinde havde ventet.

ⓘ Jeg skalJeg skal] , først skrevet et dobbeltkors med Guds Hjælp aldrig glemme, min Tilstand i Elendighed, og hvorledes jeg følte den – saa er det ⓘ letlet] , foran er slettet temmelig nok, at det bliver mig en Umulighed at finde Ord for min Taknemlighed mod Gud. Menneskenes Uret mod mig o: D. vedkommer jo slet ikke den Sag, det hører jo med i min Gjerning, i, hvad jeg kan kalde, mit 41 Ærende. Om Mskene sloge mig ihjel, derfor bliver min Taknemlighed mod Gud den samme, det hører saa blot med til den Sag, hvilken han i sin ubeskrivelige Kjerlighed tillod mig at tjene – ak ►jeg som ansaae mig selv for en ynkelig elendig Stakkel, der blot kunde gjøre Andre ulykkelige, og kun være til Byrde og næsten til Forbandelse for Dem, med hvem jeg indlod mig nærmere.