Kierkegaard, Søren Journalen NB4 : 1848

VIII1A538Her stikker igjen verdenshistorisk Ulykken: man har atter etableret det Princip »Mængden« (og dette Begreb vil nu efter Culturens Overhaandtagen og ved Hjælp af Pressen faae en ganske 66 forfærdeligere Magt end i Oldtiden) »Mængden« er Instantsen, »Mængden« er Gud, Mængden er Sandheden Mængden er Magten og Æren. Nu gjælder det altsaa blot om at ville ligge og spille med denne »Mængde«. Ligesom man spiller om Penge: saaledes er »Mængden« Alt, ^[a] og det gjælder ene og alene om at bemægtige sig den, at faae den paa sin Side. For denne Magt bøier Alt sig.

Og saa kan man ikke blive opmærksom paa min Lære om »den Enkelte« – og dog just da det er saa, hvad Under, at 67 man ikke kan blive opmærksom.

Det gjælder fra nu af, at ethvert ►Sandhedens Vidne vil rette sig mod Mængden, enhver sand Martyr vil falde for Mængden, det gjælder, at just det at ville staae ⓘ ene iene i] , først skrevet ene, Guds Navn, for at vidne om at der er en Gud til, at just det som man vil bebreide enhver Saadan, at han Ingen vil have til Hjælp, er hans Opgave.

Men man vil ikke forstaae mig, dertil har man ikke Mod, og ikke Gudsfrygt. Min Gjerning er rædsom anstrengende – takket være den Gud, som hjælper mig.

Endnu staae de Fleste med den gl. front mod Konge, Keiser 68 og ►Conferentsraader istedenfor mod Mængden. Alt hvad Mængden gjør, den rædsomste Grusomhed det er godt, det er Guds Villie. Aldrig er nogen Despot i ►Osterlandet blev[en] saa servilt be314tjent og smigret af Hofkryb, som »Mængden« af Journalisterne, af alle Øieblikkets Msker.

Og saa kan man ikke forstaae min Lære om den Enkelte. Ja, Sagen er, man tør det ikke.